Stolt OB-keeper bliver hyldet af barndomsklubben
Foto: Getty Images
Landshold

Stolt OB-keeper bliver hyldet af barndomsklubben

OB-målmand Oliver Christensen vogtede buret for det danske A-landshold forleden, og det var både en stor ting for hovedpersonen selv, for Odense og for Kerteminde

OB-målmand Oliver Christensen havde næppe regnet med, at han i en alder af 21 år og med OB som klub ville få debut på det danske A-landshold. Det var dog præcis, hvad der skete, da Danmark tidligere på ugen tog imod Sverige på Brøndby Stadion.

Her leverede unge Christensen en fin præstation, hvor han også formåede at holdet et clean sheet i sin debut. Nu har det hele så fået lov at sive ind, og det er en stærk oplevelse, som 3F Superliga-målmanden kan se tilbage på:

- Det var fantastisk. Det har jo været en drengedrøm for mig at komme på A-landsholdet, og jeg er virkelig stolt over, at det lykkedes. Det var utroligt fedt at prøve, og alle tog godt imod mig. Det er nogle gode gutter, og det er meget kendetegnende for dansk fodbold, at man behandler hinanden ordentligt. Sådan er det også i OB, så det var helt sikkert en af de bedre oplevelser, siger Oliver Christensen til OB's hjemmeside.

OB-målmanden sender også tanker afsted til barndomsklubben Kerteminde, der har været med til at forme ham.

Og også i Kerteminde var der stolthed ovenpå debuten til Oliver Christensen:

- Det er jo helt fantastisk og ret rørende, faktisk. Vi kunne jo se hans evner, og han har altid været målrettet i sit arbejde. Han kommer tit i Kerteminde, og der er kæmpe respekt omkring ham, fordi han ikke skilter med, at han er en Superligastjerne. Han har begge ben på jorden og er bare Oliver fra Kerteminde. Det falder ham naturligt at komme i klubben og hjælpe med at træne, og det er skønt. Nu skal han bare nyde det og så blive ved med at holde fokus, fortæller klubbens næstformand Søren Eriksen til ob.dk.

Fokus for Oliver Christensen er nu igen OB og 3F Superligaen, hvor SønderjyskE venter på hjemmebane den 22. november.