Albert Capellas debuterede fredag som dansk U21-landstræner med en skuffende nulløsning mod Ungarn.
Den spanske træner foretog således også flere ændringer, da der tirsdag aften for første gang var point på spil. Her kom Rumænien på besøg i EM-kvalifikationen.
Oliver Christensen erstattede Peter Vindahl i målet, og Victor Nelsson startede i stedet for Frederik Alves. På tremandsmidtbanen blev både Jacob Steen Christensen, Victor Jensen og Magnus Kofod sat på bænken og afløst af Morten Hjulmand, Niklas Nartey og Carlo Holse, mens Jacob Bruun Larsen startede i front på bekostning af Jens Odgaard.
Andreas Skov Olsen var derimod med fra start igen, og han brillerede efter bare tre minutter af opgøret. Her fik tilskuerne på Aalborg Portland Park en klassisk Andreas Skov Olsen-scoring at se. Bologna-spilleren modtog bolden i højre side, trak ind i banen og sparkede den overlegent ind ved fjerneste stolpe.
I løbet af første halvleg havde Carlo Holse desuden et forsøg på stolpen, men det skulle også blive Skov Olsen, der sørgede for at udbygge den danske føring.
Kantspilleren var således på pletten igen i begyndelsen af anden halvleg. Jacob Bruun Larsen opsnappede en skidt aflevering fra en Rumænien-spiller, og han udnyttede sin fart til at passere Alexandru Pascanu. Kantspilleren lagde bolden fladt ind foran mål til Skov Olsen, som sparkede 2-0-målet sikkert ind.
Og den tidligere FC Nordsjælland-profil var sprængfyldt med selvtillid efter sine to scoringer. Efter 65 minutter sparkede han på stolpen, og senere i anden halvleg havde unge Skov Olsen flere forsøg, med både højre og venstre ben, som sneg sig nært forbi stolperne.
Alligevel endte med at blive Rumænien og Florinel Coman, som med ti minutter tilbage sørgede for at bringe spændingen tilbage i opgøret. Coman trykkede af fra distancen, og afslutningen gik i mål via den ene oppasser. Keeper Oliver Christensen så ikke alt for godt ud i situationen og lignede en, som troede, at bolden ville ryge forbi mål.
I de døende minutter var Oliver Christensen atter tæt på at vise sig fra en mindre god side, da OB-talentet begik et klodset straffespark på en rumænsk spiller. Målscorer Coman skulle tage sig af den, men Christensen valgte den rigtige side og formåede at redde sparket fra Steaua Bukarest-spilleren.
Da Rumænien ikke formåede at scorede yderligere, kunne Albert Capellas og Steffen Højer derfor åbne kvalifikationen til U21 EM i Ungarn og Slovenien i 2021 med en fin sejr og tre vigtige point.