HELSINGØR (Tipsbladet): Mange aldrende verdensstjerner har i de senere år valgt at skifte europæisk topfodbold ud med en gigantisk kontrakt i lande som Saudi-Arabien og Qatar.
Vi har endnu ikke set en dansk spiller foretage et sådant skifte, men Simon Kjær vil ikke lægge skjul på, at han har tænkt tanken. Det slog den danske landsholdskaptajn fast, da han torsdag mødte pressen på Hotel Marienlyst i Helsingør.
Her blev Simon Kjær spurgt direkte, om han har gjort sig tanker om at tage til Saudi-Arabien eller Qatar.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde nej. Selvfølgelig har jeg gjort det. Jeg har også afvist det tidligere, og det har jeg gjort af mange årsager. Først og fremmest har jeg gjort det, fordi den klub, jeg er i nu (AC Milan, red.), er der, hvor jeg altid vil være. Det er der, jeg har det godt. Det har været en fed rejse fodboldmæssigt.
Mine børn forstår dansk, men de snakker lidt gebrokkent. De snakker lidt ligesom i ‘The Julekalender’.
Simon KjærAnfører, Danmark
- Jeg har også et dejligt liv i Milano. Min kone og mine børn har det godt. Det er vel det sted, vi kan kalde hjem for os. Vi har altid flyttet meget, og vi har altid været meget rundt. Så det er vel det sted, vi har fundet mest tryghed.
Simon Kjær, der fylder 35 år i næste uge, blev efterfølgende spurgt, om det trækker i ham at flytte hjem til Danmark.
- Jeg har en kone, der er svensk, så at komme hjem til Danmark er ikke at komme hjem for min kone. For min kone er Sverige hjemme, men det er det ikke for mig. Vi har flyttet meget, så jeg vil tro, at hjem for os nu er Italien. Det er det sted, hvor vi har haft den længste periode.
- Mine børn forstår dansk, men de snakker lidt gebrokkent. De snakker lidt ligesom i ‘The Julekalender’. Men de forstår alt dansk og kan også noget gebrokkent dansk. Og det er det samme med svensk. Deres hovedsprog er engelsk. De har altid gået i engelsk børnehave, engelsk skole og de der ting. Så hjem for mig, det er nok der (Italien, red.) lige nu. Så der er mange overvejelser om, hvad der er hjem. Og der kan ske mange ting.
Med 130 kampe for Danmark er den spiller, der har spillet flest landskampe af alle danske spillere nogensinde.
På lørdag kan Simon Kjær få kamp nummer 131, når Danmark møder Schweiz i en testkamp i Parken.