Børn drømmer, og for dem, der elsker fodbold, kredser drømmene sig gerne om at spille på landsholdet. Millioner af små drenge og piger håber på, at det en dag bliver dem, der trækker i deres lands farver.

For det fleste er det netop landsholdet, for der er kun ét. Men for nogle er det ikke så lige til. Uanset om de er flygtet fra krig, eller deres forældre flyttede for et job, skal fodboldspillere med dobbelt statsborgerskab træffe et svært valg, når de bliver gode nok til at repræsentere mere end ét landshold.

Tipsbladet.dk sætter i en serie fokus på de spillere, der kunne have stillet op for et andet landshold end det, de spiller for. Dette er første del af FC Midtjyllands Awer Mabil.

Her er hans landsholdsvalg.

Der er støj og højtalerlyd i baggrunden, mens Awer Mabil taler. Han sidder i en lufthavnsterminal i Billund og har 24 timers rejse foran sig. Han skal hjem til Australien og mellemlande et par gange, men belønningen er det hele værd. For Mabil er på vej til at slutte sig til det australske landshold, efter han en måned forinden scorede i sin debut.

Mabil var end ikke fyldt 20 år, da han var tvunget til at træffe en beslutning, der kunne definere hans fodboldkarriere. Det var tilbage i 2013 eller 2014, han husker det ikke præcis, og hele tre forskellige fodboldforbund ville have ham til at spille for deres landshold,

Dengang var Mabil kun lige ved at slå sit navn fast som professionel i Adelaide United, men nu skulle han altså vælge mellem Sydsudan, som hans forældre er fra, Kenya, som han selv var født og havde boet de ti første år af sit liv i, og Australien, som han var kommet til som flygtning bare syv-otte år tidligere.

Den nuværende FC Midtjylland-profil valgte både med hjertet og med hjernen. For Australien havde skænket ham og hans familie et nyt liv, som han gerne ville betale tilbage for, og så var det jo et bedre landshold end både Sydsudan og Kenyas.

– Australien har givet mig og min familie muligheden for en ny chance i livet, og det australske landshold har også ambitioner om at komme til VM. Omvendt går der lang tid, før Sydsudan kommer til VM, så det er også en fordel for min karriere. Så begge dele spillede en stor rolle, fortæller Awer Mabil.

Mabil betegner sig som halvt sydsudansk, halvt australsk, men ikke kenyansk.

Det er ellers det land, han har boet i længst tid, men Mabil blev født og voksede op i en flygtningelejr. Han følte sig ikke som en ønsket og integreret del af Kenya. Til gengæld gav Australien ham alt det, Kenya ikke ville eller kunne.

– Jeg er født i Kenya, men i en flygtningelejr, så jeg fik ikke kenyansk statsborgerskab. Jeg boede i Kenya i ti år, men jeg var ikke kenyansk. Jeg var ikke statsborger, jeg var flygtning. Men Australien gav mig den mulighed for at føle mig som en statsborger. Så jeg føler for både Australien og Sydsudan, de er en stor del af mig, siger han.

Vis dette opslag på Instagram

Day one 🙏🏿

Et opslag delt af Awer Bul Mabil (@awermabil10) den
10. Okt, 2018 kl. 12.29 PDT

Da Mabil senest var af sted med landsholdet, fik han foreviget et øjeblik sammen med barndomsvennen Thomas Deng, der også er flygtning fra Sydsudan. Og som debuterede i samme kamp.

23-årige Awer Mabil lever i dag et liv, som han og de 180.000 andre flygtninge i Kakuma-lejren kun kunne drømme om. Han er professionel fodboldspiller, tjener relativt set styrtende summer og har løftet sig fra en hverdag med død, ødelæggelse og sult til landsholdsspiller for et hold, der var til VM i sommer.

Mabil har stiftet sin egen velgørenhedsorganisation for at give noget til Kakuma-lejren; her "betaler" han tilbage med fodboldstøvler og -trøjer, mens han til Australien giver en helhjertet indsats på landsholdet.

– Det er den måde, min familie og jeg betaler tilbage til dem. At give alt, hvad jeg kan for landet, når jeg spiller for det. De gav os en ny chance, for hvis jeg ikke var kommet til Australien, havde jeg ikke realiseret mine drømme. Jeg mødte mange af mine venner i Australien, og jeg har familie der, så Australien er en del af mig, og jeg er en del af Australien og Sydsudan. Jeg er meget taknemmelig, siger FC Midtjylland-spilleren.

Da tipsbladet.dk forleden talte med Syed Mansoor, der arbejder med at hjælpe tosprogede fodboldspillere i Danmark med at klare sig gennem nåleøjet, betonede han vigtigheden i, at de unge har nogen at se op til, og som de kan spejle sig i. Netop sådan en vil Awer Mabil gerne være.

– Det er en af mine største motivationsfaktorer. At være foregangsmand for at sikre, at det er muligt, uanset hvor man kommer fra. At det, uagtet ens omstændigheder, er muligt at gøre sine drømme til virkelighed, siger han.

– Ikke bare for indvandrere, men også for danske, australske, sydsudanesisk børn og få dem til at indse, at det er muligt. Jeg vil gerne være en, der viser vejen for børn, der jagter deres drømme.

Awer Mabil ved om nogen, hvad han taler om, for det er næsten ikke muligt at komme fra dårligere kår, end han gør. Hans familie flygtede fra borgerkrigen i Sudan, dengang det stadig var ét land, og han voksede altså op i en flygtningelejr, hvor han konstant var sulten, og hvor han rutinemæssigt så døde mennesker på gaderne.

10 procent mere
I 2018 har det været et tema i international fodbold, at spillere med dobbelt indvandrerbaggrund oplever, at de har sværere ved at slå igennem. Mesut Özil fortalte både om det i sin selvbiografi og efter sit landsholdsstop, og Romelu Lukaku beskrev det i et indlæg på mediet The Players' Tribune:

Når det gik godt, læste jeg avisartiklerne, og de kaldte mig Romelu Lukaku, den belgiske angriber. Når det ikke gik godt, kaldte de mig Romelu Lukaku, den belgiske angriber med congolesiske rødder.

Førnævnte Syed Mansoor fortæller også, at mange af de unge, han arbejder med, oplever, at de skal gøre 10 procent mere end deres etnisk danske holdkammerater. Nøglen til at klare sig alligevel er, mener Awer Mabil, at bruge modgangen til at blive bedre.

– Jeg ser på det som en måde at forbedre mig. Jeg kan godt lide, når det er svært, for når det er let, lærer man ikke, man forbedrer sig ikke. Det handler om, hvordan man ser på det. Hvis man accepterer, at man ikke får chancerne, fordi man er fra et andet land, så bliver det ens virkelighed. Så dvæler man ved det, og så kommer det bare til at holde én tilbage fra at realisere sine drømme. Det er en undskyldning, man giver sig selv, siger han.

– Det er noget, vi skal indpode børnenes sind med, især indvandrerne. Vi er nødt til at se anderledes på det. Vi kan ikke have, at folk tænker: "Fordi jeg ikke er dansk, bliver jeg ikke valgt først." Selv hvis det er virkeligheden, skal man ikke acceptere det. Man er nødt til at få ind i børnene hoveder, at det kun gør dem bedre, hvis de ikke får chancen nu og her. For en skønne dag er der en dansk træner, der vælger dem på grund af deres hårde arbejde.

Det kan nemt lyde som en floskel, når velstillede danskere siger, at hvad end der ikke slår dem ihjel, gør dem kun stærkere, men der er anderledes vægt bag, når flygtningebarnet og landsholdsspilleren Awer Mabil siger det.

– Uanset hvad kommer man i livet og i fodbold til at stå over for forhindringer. Det handler om, hvordan man ser på det. Hvis man bruger det som undskyldning for ikke at jagte sine drømme, er det sådan, det bliver – indtil man indser, at det bare er en forhindring, og dem gælder det om at overvinde.

Scorede i sin debut: Mabil kunne vælge mellem tre landshold