Rejste i rutefly til Danmark trods coronakarantæne: Uforsvarligt
Foto: Getty Images
Landshold

Rejste i rutefly til Danmark trods coronakarantæne: Uforsvarligt

Norske landsholdsspillere rejste hjem til deres klubber i rutefly, selv om de var i coronakarantæne. Det havde sundhedmyndighederne givet lov til, men den beslutning møder nu kritik.

Forleden slog Norges statsminister, Erna Solberg, fast, at myndighederne ikke ville give fodboldlandsholdet særbehandling. 

Men hvordan harmonerede det med, at spillerne ville rejse hjem til deres klubber rundt i Danmark, Tyskland og resten af Europa med rutefly, ville avisen Dagbladet gerne vide. Det vidste Solberg dog ikke, at de havde fået lov til. 

Det huede ikke statsministeren. Spillerne sad nemlig i coronakarantæne, og det var ikke foreneligt med at rejse blandt andre mennesker.

- Det er en af tingene, vi må diskutere og se på, om det er i orden. Udgangspunktet er, at man skal gennemføre karantænen, før man kan rejse ud, slog statsminsteren fast.

Men kommuneoverlægen i Oslo havde givet spillerne lov til at flyve til Tyskland, Danmark og de øvrige lande, hvor spillerne bor, med rutefly, selv om de sad i karantæne, fordi Omar Elabdellaoui var testet positiv for coronavirus i landsholdslejren.

Den undren, som Erna Solberg udtrykte, gengælder Hans Fredrik Marthinussen. Han er juraprofessor ved universitetet i Bergen, og han mener, at det strider mod reglerne på området, at den ansvarlige læge gav spillerne lov til at flyve med rutefly.

Læs også:Superliga-profiler risikerer hård straf - i værste fald fængsel

Eftersom de havde været i direkte kontakt med en coronasmittet person, burde de have forblevet i karantæne i Norge eller kørt selv i en bil.

- Kommuneoverlægen i Oslo tillod alle spillere at rejse hjem på ordinære flyruter, hvilket var en beslutning, som jeg vil kalde uforsvarlig. Efter kontakt med en smittet person rejste de med andre og var tæt på dem, siger juraprofessoren til tipsbladet.dk og forklarer:

- Det norske landshold blev sat i karantæne i første omgang, fordi en spiller testede positiv på en covid-test. Reglerne siger, at hvis man har været i direkte fysisk kontakt med en smittet person, skal man i karantæne. Og hvis man er i karantæne, er det ikke tilladt at rejse med offentlig transport.

Den sidste regel er der en undtagelse for, hvis man har en god grund til at skulle rejse hjem. Kunne man ikke argumentere for, at de norske landsholdsspillere, der bor og arbejder i udlandet, havde netop det? Måske, men det opvejer ikke risikoen, mener Marthinussen.

- Man må se på risikoen, når man har været i kontakt med en smittet person, og afveje, hvilke risici man udsætter andre for, og hvilke behov den enkelte har. I dette tilfælde lod man folk flyve til Danmark eller Tyskland og potentielt eksponere andre passagerer for en dødelig virus, siger professoren.

- Spillerne kunne sagtens have taget en bil til Danmark eller Tyskland, selv om det ville være mere strabadserede. Men ingen skulle spille kamp den næste uge alligevel, så min mening er, at de ikke skulle have taget flyet.

Læs også:Magtspil i Norge: Derfor vil SL-klubberne bruge karantæneramte spillere

Hvorfor, kunne man spørge sig selv, kunne landsholdet ikke bare chartre en maskine og flyve alle spillerne ud, så de forblev isoleret fra andre rejsende? Svaret er, at de dermed risikerede at sprede smitten yderligere blandt hinanden.

Hvis en af spillerne var blevet smittet af Omar Elabdellaoui, kunne han give smitten videre. Derfor gav myndighederne altså lov til at lade dem rejse hver for sig.

- Betingelsen for at kunne rejse hjem for at gå i karantæne er, at de er symptomfri, at de bruger mundbind på offentlig transport og går direkte i karantæne, når de kommer hjem, forklarede smitteoverlæge Frode Hagen forleden til VG.

I samme artikel bragte avisen billeder af flere landsholdsspillere i lufthavnen, herunder Brøndby IF's Sigurd Rosted. Også AaB's Iver Fossum var blandt dem, der rejste hjem.

Norske juraeksperter har desuden vurderet, at det kan give fængselsstraf til spillerne, hvis det kan bevises, at de har løjet for myndighederne for at få lov til at flyve hjem. Læs mere om det her.

Læs også:Uefa aflyser Norges landskamp i Rumænien

Læs også:Straffer Norge for kaos: Taberdømt

Læs også:Norge og Finland misser oprykning i Nations League