Rasmus Falk: Mere interesse efter målet
Foto: Petr David Josek/Polfoto
Landshold

Rasmus Falk: Mere interesse efter målet

Rasmus Falk glæder sig over den aktuelle succes ved U/21-EM, men han vil ikke have, at en klub skal købe ham på grund af scoringen mod Serbien.

Rasmus Falk blev den store helt for det danske U/21-landshold tirsdag aften, da han med det første mål i kampen mod Serbien havde en afgørende fod med i den danske sejr, der sikrede avancement til semifinalerne ved turneringen.

Målet har gjort Rasmus Falk til et varmt navn i den internationale fodboldverden, og offensivspilleren glæder sig også over den aktuelle succes.

- Det var en stor oplevelse mod Serbien – også større end at vinde en almindelig kamp. Vi spillede sent, så man var lidt træt dagen efter. Der går altid lige et par timer, inden man falder helt til ro, når man kommer hjem. Det var en vild oplevelse. Jeg var sent oppe, og jeg sov ikke lige ti timer, fortæller Rasmus Falk til tipsbladet.dk på en telefonlinje fra Prag.

Han rangerer kampen mod Serbien højt i sin karriere indtil nu.

- Den her oplevelse ligger i toppen. Det er en stor oplevelse. Det var også stort, da vi var tæt på at komme i Champions League med OB mod Villarreal. Det at være med og spille to kampe, hvor vi har vundet her ved slutrunden, har været en stor oplevelse, siger Rasmus Falk, der spår Danmark gode muligheder i semifinalen lørdag.  

- I semifinalen er det dagsformen, der afgør det. Det er en kamp, alt kan ske, og det er de små ting, der kommer til at afgøre det. Uanset hvem vi skulle have mødt, vil jeg give det fifty-fifty, mener Rasmus Falk.

Målet mod Serbien har skabt større opmærksomhed om Rasmus Falk, der i forvejen var et varmt salgsemne i OB. Flere klubber er interesserede i offensivspilleren, der ikke har lagt skjul på, at han gerne vil videre til en større klub på et tidspunkt. Et mål mod Serbien gør ikke muligheden for at komme af sted mindre.

- Jeg skal ikke kunne sige, om det bliver afgørende for noget, men jeg kan slå fast, at jeg hverken er blevet en bedre eller dårligere spiller efter kampen i onsdags. Den klub, jeg eventuelt skal skifte til, skal ikke basere det på et mål ved U/21-EM. Det er ikke det, der skal afgøre min fremtid. Der er ingen tvivl om, at der er interesse, og der er sikkert mere interesse efter målet i onsdags. Sådan er det i fodboldens verden. Men det forholder jeg mig til, når jeg kommer hjem efter turneringen. Så må vi se, hvad der skal ske, siger Rasmus Falk.

OB’s sportsdirektør Jesper Hansen og træner Kent Nielsen har begge udtalt, at de gerne ser Rasmus Falk blive i OB i endnu en sæson, og en det er sandsynligt, at den fynske klub vil tilbyde profilen en kontraktforlængelse. Rasmus Falk tager situationen roligt.

- Jeg har et år tilbage af min kontrakt i OB, og selvom jeg spiller godt hernede, ændrer det ikke på, at jeg er glad for at være i OB, siger han uden at gå nærmere ind i spekulationerne om fremtiden.

Rasmus Falk er tidligere blevet sat i forbindelse med klubber som blandt andre Heerenveen og Ajax fra den hollandske Æresdivision, mens Brøndby og FC København førhen har været nævnt som bejlere til den fynske offensivspiller.