Pengeregn over landsholdet: Spiller for millioner mod Belgien
Hvis Danmark slår Belgien onsdag aften, vil det være en stor sportslig skalp, da belgierne er nummer ét på verdensranglisten og regnes for et af de bedste hold i verden. Men mens den slags værdi er svær at måle, kan landsholdet også sikre DBU noget, der er lettere at gøre op: millioner af kroner.
Danmark vinder således gruppe 2 i Nations League A, hvis landsholdet slår Belgien. Det giver 2,25 millioner euro (16,8 millioner kroner) i præmiepenge. Derudover giver førstepladsen adgang til Nations League-finalestævnet næste år.
Her skal de fire gruppevindere fra A-niveauet mødes i to semifinaler og én finale om at blive kronet som vinder af Nations League. Uanset om man klarer sig godt eller skidt til finalestævnet, skæpper det godt i forbundets kasse.
Læs også:Før gruppefinale mod Danmark: Landstræner krydser fingre for stjerne
Deltagerne får udbetalt:
- Vinder: 45,7 millioner kroner
- Andenplads: 33,5 millioner
- Tredjeplads: 26 millioner
- Fjerdeplads: 18,6
Danmark kan altså med en sejr over Belgien tjene mindst 35 millioner kroner kroner i præmiepenge. Går landsholdet hele vejen og vinder Nations League, venter der 61,4 millioner kroner.
Det er vel at mærke kun i præmiepenge fra UEFA. Det medregner ikke eventuelle stigninger i tv-penge, bonusser fra sponsorer eller entréindtægter (såfremt der må komme tilskuere ind til finalestævnet i oktober 2021).
Tallene skal dog ses med det forbehold, at tv-selskaberne kan vælge at forlange rabat fra UEFA, der dermed må skære i præmiepengene. Det skete eksempelvis efter seneste sæsons Champions League og Europa League.
Læs også:Hjulmand før Belgien-kamp: Kigger på hvad jeg kan gøre bedre
Sådan en rabat er ikke meldt ud endnu, men den er langt fra utænkelig, lyder det fra Jesper Jørgensen, fodboldøkonom i Deloitte.
- Alle de der tv-aftaler er lidt oppe i luften i øjeblikket. Tv-selskaberne kigger på, om de får leveret varen. Selv om der selvfølgelig bliver spillet 90 minutter, er det ikke helt den vare, de har forventet, siger han til tipsbladet.dk med henvisning til de mestendels tomme stadioner.
Selv hvis UEFA må skære i præmiepengene, vil beløbene stadig være af en anseelig størrelse.
- Absolut. Det er helt sikkert. Der kommer ikke til at stå 0 der. Det bliver i givet fald et generelt cut på alle satserne, men det vil stadig være beløb, hvor DBU godt kan mærke det, siger Jesper Jørgensen.
Pengene falder i givet fald på et tørt sted. DBU har de to seneste år lavet et samlet underskud på lidt over 15 millioner, mens forbundet i oktober meldte ud, at coronarestriktionerne koster 20-25 millioner i manglende indtægter.
Danmark møder Belgien onsdag klokken 20.45.
Læs også:Simon Kjær efter Island-sejr: Det var ikke særligt godt
Læs også:Hjulmand om overtids-sejren: Ikke tilfældigt
Læs også:Se her: Belgien tæver England - helt skarpe til finalen mod Danmark