Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 20.45
Spillested: Parken, København
Dommer: Sandro Schärer, Schweiz
På TV: Kanal 5
Hashtag: #danbel #fordanmark #landsholdet #NationsLeague
Holdnyt:
Danmark:
Tiden med Åge Hareide er forbi. Nu begynder en ny med Kasper Hjulmand.
Den tidligere FC Nordsjælland-træner har overtaget det mest prestigefyldte trænersæde i dansk fodbold, og han får en benhård start mod den aktuelle nummer et på FIFA's verdensrangliste.
Det skal naturligvis blive meget spændende at se, hvordan landsholdet kommer til at tage sig ud under Kasper Hjulmand i forhold til Åge Hareide. For der vil helt sikkert være forskel i tilgangen. Åge Hareide havde succes med en skrap organisation og meget direkte spil. Hjulmand har hele sin karriere stået for noget helt andet.
Da Kasper Hjulmand udtog sin første trup, var det med Joakim Mæhle og Rasmus Falk som de største overraskelser, men landstræneren lagde ikkke skjul på, at truppen i høj grad bærer præg af, hvor langt spillerne er i deres opstart. En spiller som Lasse Schøne er ikke udtaget, men Hjulmand gjorde det klart, han gerne ville have set midtbanespilleren an.
Kasper Hjulmand fastslog på et generelt plan, at han ikke har "pensioneret" nogle landsholdsspillere. Heller ikke veteranen Jesper Hansen, der har mistet sin plads som tredjemålmand.
På grund af Covid-19-krisen er det første gang i år, at det danske landshold er samlet.
Belgien:
Der er stjerner over alt at vælge imellem for landstræner Roberto Martinez, der indiskutabelt råder over et af de bedste spillermaterialer i verden.
Læs også:Kasper Hjulmand vil give Eriksen frihed til at stråle
Under VM i 2018 fik belgierne for alvor forløst potentialet, og Hazard og holdkammeraterne kunne forlade slutrunden med bronzemedaljer om halsen. Det skete efter en 2-0-sejr over England i bronzekampen - England er som bekendt også en del af Danmark og Belgiens pulje i Nations League.
Siden Belgien tabte 0-1 til de senere verdensmestre fra Frankrig i VM-semifinalen, har holdet spillet 17 kampe, og det er kun blevet til et enkelt nederlag mod Schweiz. I EM-kvalifikationen strøg Belgien igennem med ti sejre i lige så mange kampe og en målscore på 40-3. Det er altså med det afsæt, at holdet kommer til Parken.
Kevin De Bruyne har forladt den belgiske landsholdslejr, fordi han og hustruen står foran en familieforøgelse, og hvis fruen nedkommer inden opgøret mod Danmark, ventes De Bruyne at spille kampen.
Helt sikkert er det, at Thibaut Courtois ikke er med, og Eden Hazard meldes af belgiske medier som en tvivlsom starter.
Karantæner:
Danmark: Ingen
Belgien: Ingen
Bud på startopstillinger:
Danmark (4-3-3): Schmeichel - Dalsgaard, Kjær, Christensen, Skov - Højbjerg, Delaney, Eriksen - Poulsen, Dolberg, Braithwaite
Belgien (3-4-2-1): Mignolet - Vertonghen, Alderweireld, Boyata - Castagne, Tielemans, Witsel, T. Hazard - E. Hazard, Mertens - Lukaku
Profilen:
Den vel nok største stjerne på det belgiske mandskab, Eden Hazard, skal genopfinde sig selv i kølvandet på en meget skuffende sæson. Belgieren har været skadesplaget, og det var med til at spolere hans første sæson i Real Madrid, men selv når han var klar, var der meget langt mellem snapsene. På landsholdet leverer Eden Hazard dog næsten hver gang, og i EM-kvalifikationen toppede han assistlisten sammen med blandt andre Kevin De Bruyne. Det skal blive spændende at se, hvilken udgave af Eden Hazard vi får at se i Parken.
Læs også:Simon Kjær hylder Hjulmand: Har en masse fantastiske input og idéer
Vidste du, at...:
Da Danmark og Belgien senest mødte hinanden, i juni 2000, blev det 2-2. Opgøret, som var en venskabskamp, blev spillet i Parken, og blandt de danske målscorere var såmænd Peter Schmeichel, der scorede sit eneste landskampsmål. Den danske målmandslegende omsatte stensikkert et straffespark efter en times spil.
Dom:
Hvis Kasper Hjulmand havde håbet på en lidt blødere start som dansk landstræner, forstår man det godt, man han bliver kastet lige ud i det mod verdens på papiret bedste fodboldnation. I et udsolgt Parken kunne Danmark helt sikkert godt have drillet Belgien, men umiddelbart må de mange stjernespillere på gæsternes mandskab være for stor en mundfuld for Danmark over 90 minutter. Det ligger dog heller ikke i kortene, at Danmark bliver decideret kørt ud af banen.
Buddet herfra er en 2-1-sejr til Belgien og dermed et nederlag til Kasper Hjulmand i den første kamp - et nederlag, der vel at mærke er til at leve med.
Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:
Læs også:Hareide slår fast: Danmark er det bedste hold i norden
Læs også:Kasper Hjulmand fravalgte Brøndby IF og belgiere
Læs også:Hjulmand vil samle dansk fodbold: Der har været for mange krige