Nyt nationalstadion: Man kan ikke holde økonomien sammen bare på sport
DBU vil have et større nationalstadion til Danmark. Det skal rumme mindst 50.000 tilskuere, og det skal være "moderne", som formand Jesper Møller har sagt. Forbundet skal dog overveje nøje, hvilken løsning det vælger. For den slags kan enten blive meget dyrt - vi taler milliarder af kroner - eller en mellemløsning, der aldrig bliver rigtig god.
Det siger Klaus Toustrup, der er partner i arkitektfirmaet CF Møller, som blandt andet har været med til at tegne nationalstadionet i Sverige, Friends Arena, fodbold- og atletikstadionet i Oslo Bislett Stadion, Swedbank Stadion i Malmø og det ombyggede Cepheus Park i Randers.
Han fortæller, at tendensen, når man bygger nyt eller ombygger gammelt, er at gøre fodboldstadioner til mere end bare det.
- De nye stadioner, man bygger rundt om i Europa, og det gælder også Friends Arena, er multistadioner, som skal kunne meget andet end sport. Det er der, økonomien og rentabiliteten ligger, siger Klaus Toustrup til tipsbladet.dk.
- Man ønsker en højere grad af multifunktionalitet. Det er ligegyldigt, om man er Tottenham og har et enormt stærkt brand på fodbold, så tænker man på, hvordan stadion kan bruges effektivt til for eksempel at afholde koncerter og events.
Friends Arena er blandet andet blevet brugt til netop koncerter, ishockey, bandy, hesteshow og, for at det ikke skal være løgn, 50.000 Jehovas Vidner til et tre dage langt konvent.
På den måde kan stadion bruges jævnligt og ikke bare en gang hver anden uge, når det lokale klubhold spiller hjemmekampe, eller endnu sjældnere, hvis det kun skal afholde landskampe. Men hvis stadion skal kunne mere, bliver det også dyrere at bygge.
Læs også:DBU ønsker nyt stadion til Landsholdet: Minimum 50.000 tilskuere
- Det afhænger meget af, hvordan man gør det. Man kan godt bygge et stadion til 50.000 for 1,5 milliard kroner, men det kan også koste 3 milliarder. Jeg tror, Tottenhams har kostet 8 milliarder kroner, men det blev også dyrere end planlagt, siger Toustrup.
- De enorme spænd viser, at man skal tænke på, hvilken type drift man kan få. Hvis man laver et helt banalt stadion på den simpleste måde, behøver økonomien ikke være så voldsom, men det kan så ikke bruges til meget andet end fodboldkampe.
- Så måske er det bedre at prøve at kigge længere frem: Hvordan gør man stadion til et kultursted, som kan lidt mere? Så bliver prisen så også derefter. Friends Arenas slutpris ligger på 2-2,5 milliarder danske kroner.
- Det er en kæmpestor investering, om det er det ene eller andet tal. Omvendt giver det at have de faciliteter nogle muligheder.
Uanset hvilken løsning Danmarks kommende nationalstadion bliver, findes der flere forskellige muligheder for at finansiere det. I Berlin ejer byen eksempelvis Olympiastadion, men Københavns overborgmester, Frank Jensen, har allerede afvist at medfinansiere både nybyg og udvidelse af Parken.
Alternativt kan private finansiere byggeriet, eller så kan private og offentlige midler gå hånd i hånd. Det sidste er den typiske løsning ifølge Klaus Toustrup.
Læs også:DBU-formand vil modernisere et stadion: Det er Parken eller Brøndby
Han vurderer, at det er billigere, hvis man renoverer et eksisterende stadion - DBU's Jesper Møller har bragt Parken og Brøndby Stadion i spil - men ifølge arkitekten Toustrup skal man overveje nøje, om man så får det, man gerne vil have.
- Det er det jo (billigere, red.). Parken er et eksempel på det. Det er også bygget om, for eksempel kan taget skydes for. Det har også øget funktionaliteten, men det er måske aldrig blevet helt godt. Det er overvejelsen, når man laver noget på det eksisterende: Bliver det godt nok til det, man laver fremadrettet? Kan det betale sig at renovere det eksisterende? Hvis det kun bliver halvgodt, kan være bedre at bruge flere penge på noget nyt.
Klaus Toustrup nævner igen Berlin, hvor han lige har været.
- Det er blevet ombygget flere gange, og det fungerer fint som multifunktionelt stadion i dag. Så ja, det kan lade sig gøre. Men man skal have in mente, at det ikke altid billigere at bygge om.
- Hvis man bare vil have større kapcitet og udvide tribunerne, er det en forholdsvis low tech-ting. Det er mere, hvis man vil have en fleksibel, moderne arena. Så er det ikke sikkert, det er det, man får.
For selv om det er billigere at bygge simpelt eller udvide noget, der allerede står der, er det ikke givet, det kan betale sig i sidste ende. Heller ikke selv om DBU får held med at lokke enkelte europæiske finaler eller mindre slutrunder til.
- Hvis man skal være helt krads, er det ikke sport eller en finale hvert fjerde år, man kan holde økonomien sammen på. Det er de andre ting (koncerter, events, etc.). Derfor skal man være god til det, siger Klaus Toustrup.
Læs også:Københavns overborgmester til DBU: Vi kan ikke støtte op om et stadion
Læs også:DBU-boss afviser at flytte CL-finalen: Minister må selv træde i karakter
Læs også:DBU bakker op om UEFA: Klub- og landshold bør boykotte Iran