Ståle Solbakken blev torsdag hyret som ny norsk landstræner, og især den tidligere FC København-managers ledelsesstil kan blive en succes på landsholdet.
Det mener landsholdsangriberen Joshua King.
Ståle Solbakkens krævende ledelsesstil har været meget omdiskuteret i forbindelse med bruddet med FC København, og for nylig var nogle af københavnernes spillere også ude med kritik af den hårde stil. Men på det norske landshold er der brug for det, lyder vurderingen.
- Hverken Lars Lagerbäck, Per-Mathias Høgmo eller Drillo var typer, som råbte på os. Men det er noget, jeg tror måske mangler lidt i den norske fodboldkultur - helt ned til ungdomsfodbolden. Vi er generelt lidt for blide og venlige. I England er det anderledes, så jeg er vant til det og kan lide det, siger Joshua King til norsk TV2 og tilføjer:
- Jeg tænker, det egentlig bare mangler, at en træner skal være i stand til at kræve det maksimale fra sine spillere. Hvis han ikke får det, han vil og skulle have, skuffer du både ham og landsholdet. Det er så simpelt. Vi skal kunne klare at høre det. Jeg tror, at den kvalitet hos Ståle kan blive en styrke for holdet.
Og der er i hvert fald én ting, der helt klart skal rettes op på, mener Bournemouth-angriberen.
Læs også:Klausul banede vejen: Norge fyrede træner for at gøre plads til Solbakken
- At interne samtaler lækkes til medierne er en krise, siger King med en henvisning til det lækkede skænderi mellem Lars Lagerbäck og Alexander Sørloth.
- Vi ved ikke, hvem der lækker ting til medierne. Men jeg er ret sikker på, at hvis vi havde fundet ud af, hvem der giver informationen til medierne, ville han ikke have haft noget at gøre med landsholdet resten af sin karriere. For det faktum at du ikke kan stole på din egen holdkammerat, at nogen går bag din ryg og vælger at ofre deres egne holdkammerater på den måde, når vi skal stå sammen mod et fælles mål.Det synes jeg er ret kritisk. Så ønsker du ikke det bedste for gruppen. Der er ingen, der ønsker sådan en spiller på holdet, uanset om det er en holdkammerat eller træner.
Joshua King, 28 år, står noteret for 51 landskampe, men med Alexander Sørloth og Erling Braut Haaland i truppen bliver der hård konkurrence i front.
Læs også:Ståle Solbakken bliver landstræner for Norge
Læs også:Far jubler over sønnens CL-scoring: Kom til at gnide chili con carne i øjet