Video : Tipsbladet
Landshold

Niels Frederiksen: Det er lige på grænsen til, vi har for mange unge med

Ni af de danske spillere kan også være med ved næste U21-EM, og det er lige på grænsen til at være for mange. For selv om det er ungdomsfodbold, er erfaring vigtig.

Selv om man spiller U-fodbold, kan man godt være for ung. Og et hold kan have for mange af de unge med.

Når Danmark på mandag indleder U21-EM mod Tyskland, vil 9 af de 23 spillere i truppen være unge nok, til at de også kan spille med igen om to år. Selv om det antyder, at den danske trup er talentfuld, er den også næsten for ung.

Det mener manden, der har udtaget den, U21-landstræner Niels Frederiksen.

- De er ikke helt så langt i deres karrierer. Der er mange af de helt unge, som stadig spiller i Superligaen. Og med al ære og respekt for Superligaen så er det ikke det samme som Bundesligaen eller Premier League, hvor nogle af vores modstandere kommer fra. Der er ingen tvivl om, at det er lige på grænsen, i forhold til hvor mange vi bør have med, som også kan være med på næste årgang, siger han til Ritzau.

20 af de 23 tyske spillere, som Danmark står over for på mandag, optrådte i den forgangne sæson i en Bundesliga-klub, mens én spillede 2. Bundesliga, én spillede Championship-fodbold i England, og backen Benjamin Henrichs fik 29 kampe for AS Monaco.

Danmarks trup indeholder 10 spillere fra Superligaen. Den eneste, der spiller i Bundesligaen, er Jacob Bruun Larsen (Andreas Poulsen er også på kontrakt i Gladbach, men fik nul minutter i sæsonen), mens Philip Billing er den eneste Premier League-spiller.