Video : Tipsbladet
Landshold

Morten Wieghorst overtager landsholdet for nu

Morten Wieghorst bliver midlertidig landstræner for Danmark.

DBU har fredag morgen meddelt, at Kasper Hjulmand efter fire år på posten stopper som dansk landstræner.

I samme ombæring oplyser DBU, at Morten Wieghorst, der har været assistenttræner under Hjulmand, bliver midlertidig landstræner indtil nytår. Det betyder, at han står i spidsen for Danmark til efterårets seks Nations League-kampe.

- Wieghorst er en toptræner med erfaring fra store danske klubber og som U21-landstræner, og han har alt det, der skal til for at føre holdet videre i den næste periode.

- Han kender holdet, spillerne, staben og måden, vi gerne vil spille og udtrykke os på, når landsholdet spiller. Morten har været loyal over for Kasper, men vil naturligvis den kommende tid sætte sit eget præg på holdet, siger Peter Møller.

Wieghorst er selv glad for den tillid, DBU viser ham med den nye rolle.

- Det er selvfølgelig en stor ære og et stort skulderklap, at DBU i denne situation har valgt, at jeg skal være landstræner. Vi har en fantastisk talentmasse i dansk fodbold, og jeg glæder mig meget til at tage fat på opgaverne til efteråret. Jeg vil sammen med staben og spillerne give alt for, at vi kan opnå succes i de spændende kampe i Nations League, og at danskerne kan være stolte over deres landshold.

Danmark møder Schweiz, Serbien og Spanien i Nations League.

Morten Wieghorst har været assistent på det danske landshold de seneste fire år og har tidligere været træner i FC Nordsjælland, Swansea, AGF og AaB samt dansk U21-landstræner.