Mandag udtager Kasper Hjulmand sin første landsholdstrup som dansk landstræner, og her kan han muligvis overraske. I et interview med B.T. peger ekspert Morten Bruun på nogle spillere, som måske kan blive den overraskelse.
Med Åge Hareide som landstræner var der sjældent de store overraskelser i landsholdstruppen, men nu er der altså en ny mand på posten, og et trænerskifte kan være ensbetydende med udskiftning i truppen.
Læs også:Transferplanen: Vender Mathias Zanka Jørgensen hjem til FC København?
Og ifølge fodboldekspert Morten Bruun er der i den forbindelse en håndfuld spillere, som banker på døren til landsholdet.
- Enten Mikkel Damsgaard, Rasmus Falk, Victor Nelsson eller Casper Højer Nielsen tror jeg, Hjulmand godt kunne finde på at udtage. Måske endda to af dem, siger Morten Bruun til B.T og tilføjer, at han vil blive skuffet, hvis ikke Kasper Hjulmand sætter sit præg på truppen.
Af de fire nævnte spillere har kun Rasmus Falk optrådt for landsholdet. Det har han gjort én gang i 2013.
Tre af de fire spillere er også Superliga-spillere, da Falk og Victor Nelsson er i FC København, mens Casper Højer Nielsen spiller for AGF. Mikkel Damsgaard spillede også i Superligaen for FC Nordsjælland i den seneste sæson, men er netop skiftet til Sampdoria i Serie A.