Video : Tipsbladet
Landshold

Mads Hermansen: 'Det er jeg selvfølgelig træt af'

Mads Hermansen er blevet rost til skyerne efter sin brandkamp mod Arsenal i forrige weekend, men personligt kigger Leicesters danske keeper mest tilbage på opgøret som en kamp, der gav nul point.

ALGORFA (Tipsbladet): Efter en enkelt sæson i Championship har Mads Hermansen i de seneste måneder fået chancen for at prøve sig af i Premier League, og det er selvfølgelig noget, som den tidligere Brøndby-profil glæder sig over. 

Det var dog først i lørdags, at Leicester hentede sæsonens første sejr, og derfor peger Mads Hermansen også på, at sæsonstarten ikke har været uden problemer. 

- Det har været ganske fint. På et holdplan havde vi måske gerne set et point eller to mere på kontoen, men det har jo været, som det har været. Overordnet set har det været okay, men der er også plads til forbedringer, siger Mads Hermansen til Tipsbladet. 

Det er lidt en målmands lod, at man nogle gange må have lidt tålmodighed. Men jeg arbejder så hårdt, jeg kan hver dag, og forsøger at spille mig på.

Mads Hermansen
Målmand, Leicester og Danmark

Den 24-årige dansker fik alvor gjort opmærksom på sig selv i det engelske i forrige weekend, da Leicester skulle en tur til Emirates Stadium for at møde Arsenal. Her tangerede Mads Hermansen Premier League-rekorden for flest redninger i samme kamp. Det endte dog med et 4-2-nederlag efter et par Arsenal-scoringer i tillægstiden, og derfor er det heller ikke sådan, at Mads Hermansen efterfølgende har set tilbage på kampen med et stort smil på læben. 

- Det var jo travlt, men det er sådan, det er en gang imellem. Jeg er glad for, at jeg kunne bidrage med lidt redninger, men det endte selvfølgelig med nul point, så det var heller ikke alverdens, der var at fejre efterfølgende, men det er da klart, at jeg var glad for at kunne bidrage og få vist noget af det. Men ja, det var en kamp, hvor vi desværre fik nul point, lyder det fra Leicester-målmanden. 

Du kom på ugens hold hos BBC efter den kamp, hvor den tidligere Premier League-angriber Troy Deeney udtalte, at din præstation mod Arsenal var 'en af de bedste præstationer fra et tabende holds målmænd', som han har set i hele sit liv. Gør det ikke indtryk at få den slags ros?

- Jo, det er da rart at høre, at folk synes, at jeg har gjort et godt stykke arbejde, men som du siger, den bedste indsats fra et tabende holds målmand, det er jo fint, men det klinger jo lidt hult, på en eller anden måde. Ikke udtalelserne, du ved, men følelsen for mig. Det er jo rart at kunne bidrage, men jeg er selvfølgelig træt af, at vi ikke kunne holde fast i det ene point, lyder det fra Mads Hermansen. 

Venter stadig på landsholdsdebut
I den næste uges tid skal Mads Hermansen opholde sig i landsholdslejren i det sydlige Spanien, hvor Premier League-keeperen skal forsøge at overbevise landstræner Lars Knudsen om snart at give ham chancen. 

Det er efterhånden halvandet år, at Mads Hermansen har været en del af landsholdet uden at få debut, men Leicester-profilen vil ikke nødvendigvis sige, at det har været irriterende for ham, at han stadig ikke har fået chancen for Danmark, hvor Kasper Schmeichel længe har været førstevalg. 

- Om det er irriterende eller ej, ved jeg ikke, men jeg stræber altid efter at spille. Jeg gør, hvad jeg kan, for at bevise overfor trænerteamet, at det er mig, der skal spille. Jeg synes også selv, at jeg har spillet nogle gode kampe indtil videre i den her sæson, men det er klart, at det er dem, der sætter holdet.

- Det er jo, som det er, og det er jo også lidt en målmands lod, at man nogle gange må have lidt tålmodighed. Men jeg arbejder så hårdt, jeg kan hver dag, og forsøger at spille mig på, lyder det afslutningsvist fra Mads Hermansen. 

Mads Hermansen har spillet 51 kampe for Leicester siden skiftet fra Brøndby i 2023.