BRØNDBY (Tipsbladet): Kasper Hjulmand har trukket stikket som dansk landstræner.
Derfor skal DBU finde ud af, hvad de skal gøre på den lange bane i forhold til landstrænerjobbet.
Morten Wieghorst er lige nu blevet ansat som midlertidig landstræner til januar, men hvad skal der ske bagefter?
Fredag stillede Peter Møller op for den skrevne presse i Brøndby, og Tipsbladet spurgte ham, om han har en ønskeliste i skuffen over kommende landstrænere.
- Jeg har hele tiden haft en liste med nogle navne, som er i spil, og Morten (Wieghorst, red.) er også på den liste. Der er ikke noget hokus-pokus i det her. Der står nogle navne, som vi vil række ud til og undersøge.
- Vi vil også sammen med Morten finde ud af, om han vil fortsætte, hvis resultaterne er der, og at han trives i jobbet. Der er ikke noget hemmelighedskræmmeri i det her, og vi kommer til at kontakte nogle. Nu må vi se, når vi kommer hen i januar måned, siger Peter Møller og tilføjer.
- Jeg har ikke kontaktet nogen, og der er ikke nogle, der har meldt ind. Vi sender et signal om, at vi er i den her proces. Vi tror på det, som vi har på den korte bane med Morten, og så må vi se, om det skal fortsætte, eller om der skal noget andet til. Vi vil gøre det grundigt, så det ikke bliver en hovsa-løsning, som viser sig at være forkert.
- Der er udenlandske trænere på min liste.
Møller bliver spurgt, om Michael Laudrup er på listen, men fodbolddirektøren er ikke meget for at røbe noget fra listen.
- Jeg har min liste, siger han med et smil på læben.
Fodbolddirektøren har mere fokus på at finde den rette træner, end at træneren skal være dansk.
- Det behøver ikke at være en dansk træner, men vi har en retning, som Kasper var med til at definere, og som vi i fællesskab har skabt de seneste fire år. Den, synes jeg, er rigtig god.
- Vi synes, at vi har skabt nogle gode landskampsresultater, og vi kan se på vores egne landshold. Det fungerer og er succesfuld. Den kommende landstræner skal fortsætte med det. Hvilket pas har han, er lige meget.
- Vi vil gerne prøve at dominere kampene og spille teknisk fodbold.
Artiklen fortsætter under billedet.
Et atrraktivt job
Peter Møller ved dog godt, at han ikke kan vælge fri på alle hylder. Derudover har flere danske klubtrænere succes i udlandet heriblandt Bo Henriksen, Brian Priske og Bo Svensson.
- Vi kan jo ikke hente Jürgen Klopp, så det giver sig selv, at der er den præmis. Landsholdet står på fundamentet, og der er vi stolte over at bidrage til udviklingen af dansk fodbold. Vi kunne nok tjene noget mere andre steder, sådan er det. Jeg tror godt, at vi kan finde en rigtig dygtig træner, der godt kunne tænke sig at være landstræner.
Er det attraktivt at være dansk landstræner for en udlænding?
- Jeg synes da, at vi er en nation, der hele tiden er med til slutrunder. Dermed er vi en faktor i de store slutrunder. Om vi er lige så attraktive som England, Frankrig og Belgien, ved jeg ikke, men jeg synes, at Danmark er attraktiv.
Nu er det Morten Wieghorst, der har landstræneransvaret til januar, men fodbolddirektøren ser ikke Wieghorst som en nødlødning.
- Jeg kan godt forstå, at folk tænker, at Morten er en nødløsning, men det er den bedste løsning lige nu. Vi skal spille om fem uger, men hastværk kan være lastværk, og det kan lige så dyrt på den lange bane at jappe en løsning igennem og tror, det lykkes,
- Nu køber vi os selv tid. Vi tror, at Morten kan løfte opgaven, og vi har en stab. Vi føler, at det er den bedste løsning. Om det bliver det på den lange bane, det ved jeg ikke. Det må tiden vise, siger Peter Møller til Tipsbladet.
Tipsbladet er kommet med seks bud på en kommende landstræner for Danmark. Læs mere her.