Landstræner åbner for Buffon-comeback til EM
Foto: Getty Images
Landshold

Landstræner åbner for Buffon-comeback til EM

Måske får vi en 42-årig Gianluigi Buffon at se ved EM til sommer. Han og De Rossi er inde i billedet som en sidste landsholdsafsked til de to italienske legender.

Han spillede sin seneste landskamp i marts 2018, men det ender måske ikke med at være den sidste for 41-årige Gianluigi Buffon.

Målmanden er tilbage i Juventus efter en afstikker til Paris Saint-Germain og får stadig kampe i ny og næ i Serie A. Og det bringer ham i betragtning til det italienske landshold, der i landskampspausen kvalificerede sig til EM.

- Vi vil bringe landsholdet tilbage til der, hvor de fortjener at være. De har vundet VM fire gange, men har ikke vundet EM i lang tid, så vi vil gå hele vejen, siger landstræner Roberto Mancini om den forestående slutrunde til Rai Sport.

Mancini åbner op for, at Buffon kan være med i EM-truppen til sommer, som en sidste landsholdsafsked. Til den tid vil Buffon være 42 år.

- Det var præsidentens idé, og jeg var enig med ham. Det ville være fantastisk, hvis det kunne ske. Vi må se, om det bliver ved EM.

Også Daniele De Rossi, der nu spiller i argentinske Boca Juniors, er i spil til en EM-billet. De Rossi har spillet 117 landskampe, mens Buffon er på 176.