Det danske landshold bookede mandag aften billet til EM i 2020, og dermed slutter Åge Hareides periode som dansk landstræner med endnu en slutrunde, når Danmark i sommeren 2020 deltager i EM, der blandt andet spilles i Telia Parken. Dermed har den 66-årige nordmand kvalificeret landsholdet til to af to mulige slutrunder.
Og det er i høj grad kommet i stand ved at skabe kontinuitet omkring det danske landshold. Man har spillet pragmatisk, holdt fast i mange af de samme spillere og så har man bare haft en evne til at holde modstanderne væk, så man i hvert fald ikke taber kampe.
Men det har måske også en lille bagside, for det er ikke mange spillere, Åge Hareide har givet debut. Fra sin start i 2016 og til udgangen af 2017 gav Hareide debut til otte spillere på det danske landshold. Henrik Dalsgaard, Frederik Rønnow, Jonas Lössl, Jens Stryger Larsen, Frederik Sørensen, Lukas Lerager, Christian Gytkjær og Kasper Dolberg fik alle deres første landskampe under Åge Hareide i 2016 eller 2017.
Siden fulgte et år, hvor Åge Hareide ikke gav en eneste spiller debut. I 2018 var det således kun vikarlandsholdets spillere, der fik debut for Danmark på grund af den konflikt, DBU og spillerne var i. Der var tale om 17 debutanter, men ingen af dem var altså valgt af Åge Hareide. Nordmanden har siden sagt, at han havde i sinde at give Christian Nørgaard debut i opgøret mod Slovakiet, men det fik Nørgaard altså ikke. Og Brentford-spilleren har i øvrigt fortsat sin debut til gode.
Læs også:Åge Hareide melder klart ud: Interesseret i landstrænerjob i Norge
Men i 2019 gav Åge Hareide faktisk debut til nogle spillere, og de spillere har vi listet herunder:
Jacob Bruun Larsen
Kantspiller, Borussia Dortmund
Fik debut den 21. marts 2019 mod Kosovo
Den talentfulde kantspiller fra Dortmund fik sin landsholdsdebut mod Kosovo, hvor han startede inde. I alt blev det til 77 minutter på banen - siden har han ikke spillet for Danmark.
Robert Skov
Kantspiller, Hoffenheim
Fik debut den 10. juni 2019 mod Georgien
Robert Skov scorede ikke i sin debut i rødt og hvidt, med den tidligere Superliga-topscorer er for alvor stemplet ind på landsholdet. Han spillede i alt fire landskampe i 2019, og han har allerede scoret tre landsholdsmål.
Joachim Andersen
Midterforsvarer, Olympique Lyon
Fik debut den 15. oktober 2019 mod Luxembourg
Danmarks dyreste fodboldspiller fik endelig sin debut i rødt og hvidt, da han fik de sidste minutter af opgøret mod Luxembourg. Forsvarsspilleren har ikke yderligere kampe for Danmark.
Læs også:Her er de sandsynlige seks EM-grupper
Læs også:DBU-boss svarer Hareide: Gider ikke at blive ved med at køre rundt i det der
Læs også:De samme som sædvanlig: Her er de nominerede til Årets Fodboldspiller
Læs også:To på plads, to i spil: Her er de hold, Danmark skal og kan møde til EM