Landsholdets kaos: Mytteri og faneflugt

Danmark-Serbjen lørdag aften i Beograd er den anden kamp mellem de to lande, siden Danmark i 1990 og 1991 mødte det serbiske landsholds forgænger Jugoslavien. Det var to kampe på vej mod Danmarks – i første omgang – fejlslagne kvalifikation til EM 1992, og det var to kampe, som var med til at definere Richard Møller Nielsens landstrænerkarriere. Tipsbladet.dk bringer her hele Kapitel 13 fra den bogen " Mirakelmageren" om Richard Møller Nielsen, hvor der ses tilbage på de begivenhedsrige Jugoslavien-opgør.

LÆS HELE KAPITLET HER:

13. Mytteri og faneflugt

Hvis Richard Møller Nielsen var i tvivl om, hvordan hans nye virkelige arbejdsgivere – de to millioner fodboldglade tv-danskere – ville se på ham som ny træner for det danske landshold, skulle en Gallup-undersøgelse efter Wohlers-skandalen give ham ro i sindet. Analyseinstituttet offentliggjorde i Berlingske Tidende en rundspørge, hvor 69 procent af befolkningen mente, DBU selv var årsag til farcen, samtidig med at kun 14 procent syntes, unionen havde gjort fejl i at vælge Richard Møller Nielsen som ny træner i kølvandet på skandalen.

Hvis den statistik ikke alene var nok til at bringe fred over Over Holluf, skulle trænerens største kritiker, Hans Bjerg-Pedersen, få dage senere tilmed nedlægge sit mandat som næstformand i DBU for en periode. Vendt tilbage fra Hongkong sagde Lyngby-lederen til pressen, at han måtte tage et medansvar for uroen omkring ansættelsen af landstræneren og DBU’s dårlige image. Den egentlige årsag til Bjerg-Pedersens farvel var dog, at hans familie havde modtaget hadebreve og telefontrusler oven på den følelsesladede beslutning om, hvem der skulle stå i spidsen for det danske landshold frem mod EM 1992 i Sverige.

Umiddelbart havde Sepp Piontek styrepinden et par måneder endnu, men efter en intern snak besluttede DBU at slippe tyskeren efter årets første kamp, der var en venskabsdyst mod – Tyrkiet!

Kampen endte 1-0 til Danmark, og straks efter opgøret tog Sepp Piontek sin klapfez – en gave fra de danske roligans – og gik sin vej. Nu var Richard Møller Nielsen officielt dansk fodbolds nye førstemand.

Som assistenttræner fik han DBU’s konsulent, Jan B. Poulsen, mens OL-holdet blev overdraget til en af Møller Nielsens gode venner og spillere helt tilbage fra dagene i Esbjerg, nemlig Viggo Jensen. Den uddannede revisor og tidligere Bayern München-back var meget lig sin læremester, idet han arbejdede ekstremt disciplineret og satsede på en solid defensiv. Med de kvaliteter havde Viggo Jensen ført Silkeborg fra 2. division op i toppen af dansk fodbold, og som en ekstra bonus havde han indskærpet de midtjyske spillere, at al form for spiritus og usund mad var bandlyst både i klubhuset og hjemme i privaten!

“Vi havde været til udekamp i København, og på daværende tidspunkt havde jeg en lejlighed inde i byen lige ved siden af Viggo Jensen. Vi var sent hjemme i Silkeborg, og maden i bussen var dårlig, så det var oplagt for mig at køre et smut på McDonald’s og købe lidt mad. Da jeg var på vej hjem, kunne jeg godt fornemme i bakspejlet, at der var en bil, der kørte som død og helvede gennem byen. Jeg steg ud af bilen med min mad og skulle til at gå ind i min opgang, da jeg så, at det var Viggo. Efterfølgende gik jeg fuldstændig i panik og smed maden ned i en container,” fortalte Silkeborg-spilleren Christopher Poulsen i 2012 med en anekdote, der havde visse ligheder med Richard Møller Nielsens ageren på kroen i Brobyværk tilbage i 1963. 

På landsholdet slog Møller Nielsen fra begyndelsen fast over for sine spillere og pressen, at han ikke kom med revolutioner. Han ville fortsætte det arbejde, Sepp Piontek havde udført, så den foretrukne spillestil også fremadrettet ville hedde 3-5-2 med wingbacks, pres på modstanderens boldholder og afventende kontrafodbold.

”Men fodboldspillet flytter sig hele tiden, der kommer nye spillere til, og nogle bliver skadet. Så det er ikke til at sige, om spillestilen bliver helt den samme. Stilen afhænger også af, hvem vi møder. Vores første modstandere, England og Vesttyskland, er efter min opfattelse svage favoritter ved VM, og man vil selvfølgelig ikke se os presse dem helt i bund,” sagde landstræneren om de kommende udfordringer.

I maj 1990 skulle det nye danske landshold ud i sin første kamp på Wembley mod et engelsk hold, der ikke havde tabt de seneste 17 opgør. Den danske holdopstilling skulle give et klart hint om, hvem der var Møller Nielsens favoritter. De senere EM-helte Peter Schmeichel, Henrik Andersen, Kent Nielsen, Lars Olsen, John Sivebæk, John ’Faxe’ Jensen, Kim Vilfort, Brian Laudrup og Flemming Povlsen startede alle inde sammen med de to midtbanespillere Jan Bartram og Michael Laudrup.

Lars Olsen fik op til kampen massiv kritik i pressen for en række dårlige kampe på klubholdet, og flere journalister så gerne Brøndby-stopperen erstattet af Liverpool-spilleren Jan Mølby.

”Lars har haft problemer siden en knæoperation sidste sommer. Den generer ham stadig, og det påvirker selvfølgelig hans selvtillid. Men jeg mener, han er på vej frem, hvilket hans landskamp mod Tyrkiet bekræftede mig i. Hans organisering af forsvaret og hans opgaver som anfører gør ham umulig at erstatte,” forsvarede træneren loyalt Lars Olsen i et – for ham – karakteristisk kendetræk. Richard Møller Nielsen stolede på sine spillere, og de fik lang snor for at skabe kontinuitet på holdet. På samme måde havde den nye Brøndby-træner, Morten Olsen, fuld tillid til sin styrmand i forsvaret. Men presset på Lars Olsen var nu heller ikke så stort i vestegnsklubben, der var totalt toneangivende i den bedste danske række.

Landskampen mod England blev tabt 0-1, efter at flot kontraspil i de første 45 minutter havde givet det danske hold fire store chancer, som burde have resulteret i en pauseføring. I anden halvleg var briterne gået mere disciplineret til værks og havde sat sig på kampen, men Peter Schmeichel havde været lige så suveræn i sin ende af banen, som Brian Laudrup havde været det i den anden. 

Ugen efter vandt også Vesttyskland hjemme 1-0 over et dansk hold, der dog dels var afbudsramt, dels skiftede stort ud under opgøret. De to nederlag mod på papiret langt bedre hold var ikke kritiske for Richard Møller Nielsen, men kampen den 6. juni mod Norge i Trondheim skulle gerne vindes for at give træneren arbejdsro. Det fik han, for et teknisk overlegent dansk hold med en usædvanligt veloplagt Michael Laudrup i spidsen var i alle facetter nordmændene overlegne, og sejren på 2-1 burde have været større. 

Tegningen til et solidt hold var til stede, men ikke mange fra startopstillingen kunne få fri til venskabskampen i august ude mod Sverige. Spillerne fra England, Vesttyskland og Spanien var optaget af vigtige klubkampe, og selv om Richard Møller Nielsen ifølge de nyeste FIFA-regler kunne kræve dem fri, fulgte han Sepp Pionteks diplomatiske kurs for at opnå større kredit på mere vigtige tidspunkter. Erfaringen var, at spillerne alligevel endte med at melde afbud efter pres fra klubberne, der brugte mere eller mindre troværdige skader som undskyldning for at holde på deres aktiver. 

Ikke færre end otte nye mænd var derfor med i truppen mod broderlandet, heriblandt en gammel kending i form af Jesper Olsen. Han gjorde et hæderligt comeback sammen med de fire debutanter Marc Rieper, Miklos Molnar, Jacob Friis-Hansen og Søren Lyng, men over dem alle strålede Peter Schmeichel og den lille wingback Jan Heintze. Den danske sejr på 1-0 var ikke uheldig. Svenskerne styrede hele første halvleg, men mod slutningen af kampen var danskerne bedst.

Richard Møller Nielsens femte og sidste testkamp før EM-kvalifikationens start faldt midt i september, mod Wales i Idrætsparken. Her stillede danskerne, bortset fra Michael Laudrup, med noget nær det stærkeste mandskab og bød samtidig på et par interessante comebacks til wingbacken Henrik Andersen og Jan Mølby. Flere aviser havde krævet spilletid til den store jyde, der var på vej tilbage som fast mand i Liverpool, og Richard Møller Nielsen valgte at give ’Mølleren’ chancen fra anden halvlegs start. Her var stillingen nemlig fortsat 0-0, og ved at give Mølby pladsen på den centrale midtbane, kunne Brian Laudrup skubbes frem i angrebet ved siden af Flemming Povlsen.

Den omstilling gav pote midt i halvlegen, da unge Laudrup sendte bolden uden om keeper Neville Southalls rækkevidde. Et par giftige Mølby-hug på frispark talte også på plussiden, og efter kampen var Richard Møller Nielsen positivt overrasket over Liverpool-spilleren:

”Jeg må sige, at Jan Mølby gjorde det godt. Han havde meget få boldtab, hvortil der kom en række gode afleveringer. Jeg vil ønske for ham, at han nu bliver fast mand i Liverpool – og så vil det ikke skade, hvis han taber fem kilo,” lød den præcise dom fra landstræneren.

Nu ventede EM-kvalifikationen, hvor Danmark var oversidder i første runde i en pulje med Nordirland, Jugoslavien, Østrig og Færøerne som øvrige deltagere. Færingerne var blevet optaget i UEFA og FIFA i 1988, og denne kvalifikationspulje var således øboernes debut på den store fodboldscene.

En og anden dansker har nok trukket på smilebåndene, da vores venner fra nordvestatlanten kastede sig ud i den første puljekamp mod Østrig den 12. september. Egentlig havde Færøerne hjemmebane, men da intet stadion i øgruppen kunne leve op til UEFA’s krav – f.eks. som at have græs – blev opgøret spillet på neutral grund i svenske Landskrona. På den baggrund regnede Østrigs spillere næppe med al for stor modstand, og træner Joseph Hickersberger sagde da også direkte på pressemødet før kampen, at ”en sejr over Færøerne under 5-0 er en fiasko.”

Med den indstilling var alpelandets spillere ikke mentalt til stede, da træner Páll Guðlaugsson kastede sit amatørmandskab for storfavoritternes fødder. Men fodbolden er rund, og efter de godt 90 minutter havde Færøerne sensationelt vundet 1-0. Efter en time scorede Torkil Nielsen det mål, som skulle gøre ham til alle sit hjemlands skjaldes nationale helt og Østrigs spillere til potentielle afhoppere i Skåne – for hjem turde de næppe komme.

Richard Møller Nielsen var lige så overrasket som alle andre fodboldentusiaster, men for ham var resultatet en stor gave. Dels mistede Østrig to kalkulerede point i topstriden, dels ville det nu være lettere at sætte landsholdet op mod færingerne i det første lokalopgør nogensinde inden for det danske rigsfællesskab med vigtige points på spil.

Dette opgør fandt sted på den tiende måneds tiende dag, og Richard Møller Nielsen ville, modsat sin østrigske kollega, Hickersberger, ikke kaste sig ud i gætterier før kampen:

”Intet andet end en dansk sejr tæller. Det drejer sig om at få to point. Men det er ligegyldigt, hvor stor sejren bliver. Jeg vil ikke presse mine spillere ved at kræve en kæmpesejr,” sagde han på pressemødet.

Michael Laudrup var imidlertid mere direkte og sagde, der burde være så stor forskel på et hold af fuldtidsprofessionelle danskere og et færøsk hold med et niveau som et dansk 3. divisionsmandskab, at kampen burde ende med mindst 6-0. Laudrups intention var formentlig at rykke overliggeren for forventninger til holdet, for i sidste ende kunne målscoren blive afgørende for, hvilket hold der kvalificerede sig til EM. 

Taktikken var at sætte færingerne under pres og erobre bolden i alle zoner for så at spille lynhurtigt frem mod det færøske mål med førstegangsafleveringer. Den danske indledning var da også meget bedre end østrigernes, og da Michael Laudrup scorede til 1-0 allerede efter ni minutter, regnede de fleste med at skulle overvære en dansk målfest. Men gæsterne bed heroisk fra sig, og midt i første halvleg udlignede 18-årige Allan Mørkøre efter et par graverende fejl i hjemmeholdets forsvar.

Målet fik danskerne til at øge presset, men spillet blev for febrilsk, og for meget gik på tværs af banen. Lars Elstrup skabte lidt ro med et mål kort før pausen, og da den glimrende spillende Michael Laudrup øgede straks efter pausen, steg volumen på tilskuerpladserne. Men stadig blev fløjene forsømte, og intet ville rigtigt lykkes for individualisterne Flemming Povlsen og Brian Laudrup. Først da Brøndby-spilleren Erik Rasmussen, med et kvarter tilbage af kampen, erstattede Elstrup, kom der balance i angrebsspillet. Et mål i overtiden af Povlsen gav slutresultatet 4-1, men nogen prangende indsats var der ikke tale om.

En enig presse gav da også på stedet dumpekarakterer til Kent Nielsen, John Sivebæk, Jan Bartram, Brian Laudrup, Flemming Povlsen og Lars Elstrup, mens kun Jan Heintze og Michael Laudrup fik rosende omtale. Alligevel fremhævede Richard Møller Nielsen efter kampen Kent Nielsen, Sivebæk, Povlsen og Brian Laudrup for gode indsatser, mens Michael Laudrup efter trænerens mening skulle have deltaget mere i spillet, og Jan Heintze havde da spillet bedre kampe!

Landstræneren forsøgte med sin vurdering at skabe balance i spillertruppen, men dels kom han til at virke direkte utroværdig, dels satte han sig selv over en enig presse, hvilket var uklogt. Journalisterne begyndte nemlig herefter at tæppebombe spillerne med spørgsmål om, hvorvidt de var enige i trænerens vurderinger, og hurtigt blev de første, udglattende svar erstattet af direkte spørgsmål om holdningen til Møller Nielsens taktiske dispositioner og mandskabspleje. De trængte spilleres reaktion på den skuffende kamp mod Færøerne endte i avisernes versioner som en offentlig kritik af landstræneren, og før næstes uges kvalifikationskamp ude mod Nordirland, opfordrede Lars Olsen angiveligt til et spillermøde. Anføreren ønskede ifølge pressen at få koordineret spillernes udtalelser, så der ikke slap noget ud om modstridende taktiske holdninger mellem spillere og træner.

Selv mente anføreren, at han var blevet overfortolket:

”Jeg svarede på et spørgsmål, at hvis der var interne uoverensstemmelser, så kunne det da være oplagt at sætte sig ned og få dem talt ud. Mere var der ikke i det,” lød det fra Lars Olsen.

Pressen optrappede imidlertid konflikten ved at slå fast, at samarbejdet mellem Richard Møller Nielsen og DBU’s informationschef, Frits Ahlstrøm, heller ikke fungerede og konkluderede, at uroen i kulisserne åbenbart forplantede sig til spillet på banen.

DBU’s formand, Hans Erik Jensen, forsvarede træneren og henviste til, at de seneste fire kampe alle var vundet, men som Berlingske Tidendes sportsredaktør, Jens-Carl Christensen, noterede:

”Nøjes man med at registrere de nøgne tal, har ’Ricardo’ stort set gjort, hvad han er købt og betalt for. Analyserer man derimod spillets kvalitet og effektivitet i de enkelte kampe, kan man kun være rigtigt tilfreds med den flotte 1. halvleg mod England på Wembley. Kampen mod nordirerne skal meget gerne vindes. Og det sker lettest med et hold i harmoni, og med en motiveret spillerflok, som står last og brast med sin træner og det, som HAN står for.”

På pressemødet før kampen i Belfast udtalte Richard Møller Nielsen, at der hverken havde været eller var grund til krisemøde mellem ham og spillerne.

”Men vi har taget en fornuftig snak om tingene over maden,” sagde træneren og gled herpå behændigt uden om alle kritiske spørgsmål i forhold til spillernes udtalelser. Til gengæld slog han fast, at han frabad sig at blive fejlciteret i medierne for fremtiden, og så beklagede han i øvrigt, at han talte ”fynsk og ikke synderligt godt dansk”.

Helt godt var hierarkiet på holdet imidlertid ikke. Lars Elstrup fortæller i sin senere bog ’Fra indersiden’ om den første tid med Richard Møller Nielsen, at der hurtigt skete et markant skift i magtstrukturen. Mens der under Sepp Piontek ingen tvivl var om, at træneren var styrmand, var der nu spillere som brødrene Laudrup og ikke mindst Peter Schmeichel, der brød det naturlige hierarki og ikke holdt sig tilbage fra at fortælle pressen, hvordan taktikken burde være.

”’Ricardo’ var da lidt en sær snegl, både i måden han lavede træningen på, og på den måde, han kommunikerede med pressen på. Man kunne godt få det indtryk, at der manglede lidt respekt omkring ham,” vurderer Elstrup.

Den manglende respekt viste sig ikke mindst under træningen, hvor Richard Møller Nielsen også forsøgte at harmonisere truppen ved at lave miniputøvelser som ’Gris’, hvor spillerne i små grupper skulle konkurrere om at holde bolden i luften med sodavand som belønning til de bedste. Når Michael Laudrup af pressen blev spurgt, hvordan det var at komme fra Johan Cruyffs krævende træning i Barcelona til en omgang ’Gris’ under Møller Nielsen, kunne den danske stjerne næsten ikke svare meget mere diplomatisk end, at ”det er da lidt mærkeligt.”  

Jan Mølby kunne heller ikke helt forstå, hvorfor landstræneren fortsat slæbte rundt på bolde, veste og kegler, når han nu ikke længere var assistenttræner. På den måde gjorde Møller Nielsen i hans øjne ikke selv noget for at markere sig som den nye leder. Flere år senere så Jan Mølby tilbage på sin korte landsholdskarriere under Richard Møller Nielsen i bogen ’Drengene fra Wembley’.

”Vi mødtes to gange i Odense, Richard og jeg. ’Vil du spille sweeper,’ spurgte han. Jeg sagde, at jeg mere så mig selv som midtbanespiller. Den ene gang hørte jeg aldrig fra ham igen. En anden gang dukkede han op på Anfield efter en kamp mod Everton. ’Der står en dansker udenfor, han vil tale med dig,’ sagde de. Det gjorde der så tit, og jeg var lige i bad. Da jeg kom ud, var der ikke nogen. Næste dag skrev aviserne, at jeg havde ladet Richard stå ude i regnen. Det var skuffende. Jeg tror godt, at Richard ved, at det ikke skete sådan. Havde jeg vidst, at han var der, havde jeg sørget for, at han var kommet ind. Han kom igen i 1994. Klubben tog sig virkelig godt af ham. Han var blandt andet med i The Bootroom (Liverpools berømte materialerum, red.), hvor han fik en whisky. Senere fulgte jeg ham til hotellet, hvor vi drak en øl sammen. Jeg kan godt lide Richard, men vi passede bare ikke sammen. Jeg så fodbold fremadrettet og var en tænkende spiller,” fortæller Mølby i bogen fra 2008.

Hele landet fulgte med i landsholdets krise i begyndelsen af halvfemserne, heriblandt også forfatteren Bjarne Reuter, der i Ekstra Bladet blandt andet skrev dette indlæg før kvalifikationskampen i Belfast: 

”I dag skal nationens stolthed atter blottes, idet de elleve rød-hvide skal i kamp mod Nordirland, og landet ligger igen stille, mens vi tænderskærende overlader vor identitet, vor stolthed og kulturarv til brødrene Laudrup, der muligvis vil finde motivationen, til Flemming Povlsen, der slet ikke kan finde melodien, til Lars Olsen, som overhovedet ikke burde være anfører, til John Sivebæk, der egner sig bedre til midtjysk trikotage, og Richard Møller Nielsen, som ingen nogensinde har troet 9,15 meter på og som behersker den taktiske side af sagen med lige så stor snilde, som hans forgænger udtrykte sig udi det danske sprog.

Det er kendt af enhver fodboldidiot, at dansk klubfodbold trækkes med et lederproblem. Det gælder som bekendt også i DBU, hvor man nu har overladt trænerjobbet til aben, efter at lirekassemanden stak til Tyrkiet for at få gratis telefon. Fremover lægges taktikken i spillertunnelen af stjernen fra Barcelona og hans gode ven fra Liverpool, hvis han ikke har ondt i ryggen eller tømmermænd.

Og når kampen er forbi, og vi har tabt, spillet uafgjort eller vundet, sætter hele den danske sportspresse sig omkring bordet med skummetmælk og afventer landstrænerens vurdering, der er lige så mystisk, som den er beskæmmende.

Der er kort sagt hverken hoved eller hale på skidtet, men aviserne skal sælges, og omsætningen skal holdes ved lige, koste hvad det vil, så vi vil igen i morgen se en livstræt Michael Laudrup på forsiderne, en ærlig, men bitter Lars Olsen, bøjet i neon, og en dr.phil. i fodbold, Preben Elkjær vride sig i stolen, når han skal forklare, hvorfor det ikke gik, som det skulle.

Men måske burde vi tage ved lære af Færøerne og tage det hele med et gran salt – kort sagt vende tilbage til lykken ved det smalle nederlag, til euforien over at have klaret sig bedre end forventet og så ellers se frem til kampene mod Luxembourg, Albanien, Estland og Den mongolske Folkerepublik.

Eller man ku' tage konsekvensen og rydde bulen og lukke den pensionistforening, der kalder sig DBU.” 

Richard Møller Nielsen var i pressen også blevet kritiseret for på forhånd at være tilfreds med uafgjort, idet hans formel om ét point på udebane og to point hjemme i København næsten gav garanti for at slutte på puljens førsteplads. Uheldigvis havde jugoslaverne i så fald et forspring på papiret, for de stærke østeuropæere havde i deres hidtil eneste gruppekamp vundet ude over netop Nordirland.

Danskerne startede godt i Belfast, og i det første kvarter var den tekniske overlegenhed tydelig. Jan Bartram bragte efter 11 minutter holdet foran på et straffespark, der var blevet begået mod Brian Laudrup, og så trak holdet sig lidt tilbage for at satse på kontraer.

En tiltagende regn gjorde dog forholdene mere fysisk krævende, og dermed overtog de hårdt kæmpende nordirere mere af initiativet. Efter en times spil faldt udligningen, da Lars Olsen sendte en aflevering direkte i fødderne på en modstander. Kent Nielsen forsøgte at trække den nordirske angriber Colin Clarke offside, men for sent, og så stod der 1-1.

Kampen skiftede nu helt karakter. Brian og Michael Laudrup forsvandt ud af spillet, for mod et aggressivt kæmpende hold som Nordirland, samt en knoldet bane, var alle deres spidskompetencer pillet ud af dem. Brødrene blev da også begge skiftet ud i slutningen af kampen, hvor der var brug for arbejdsmænd som Lars Elstrup og John Helt for at holde fast i det ene point.

”Måske er vi bare ikke bedre,” sagde en skuffet Michael Laudrup efter kampen, og pressens påstand om, at en god træner altid formåede at få det bedste ud af et landshold, blev skudt i sænk af, at Sepp Pionteks nye tyrkiske mandskab samme dag tabte 5-0 i Dublin til Irland.

Stadig var det dog mere Richard Møller Nielsen end spillerne, der stod for skud på det danske hold. Frank Arnesen foreslog på TV 2 at udstyre træneren med en manager, for eksempel Arnesens ven Søren Lerby, så der kunne komme styring på forholdet mellem spillere og træner. Richard Møller Nielsens svar var, at den stork, der i sin tid var kommet med Frank Arnesen, måtte have fløjet i selskab med en papegøje, for han talte meget – og det var af samme grund ikke guldkorn, der kom ud hver gang … 

Flere danske trænere afviste Arnesens forslag og gav deres fulde opbakning til Møller Nielsen:

”Spillerne må vise respekt for ham, ellers er de ikke nyttige. Spillerne skal koncentrere sig om fodbolden – så skal træneren nok klare offentligheden. Da Ronald Koeman ikke kunne holde kæft i Holland, satte træner Rinus Michels ham af holdet. Idéen om en støttepædagog tror jeg ikke på, for det vil Richard Møller Nielsen næppe kunne leve med. Hvis jeg fik tilbuddet om en sådan, ville jeg gå. Og husk, det tager tid at genopbygge et godt mandskab. Landsholdet fra de glade Mexico-dage kunne skam også spille elendigt,” mindede KB-træneren Jørgen Hvidemose om i Tipsbladet.

I samme medie var den tidligere Brøndby-træner, Birger Peitersen, helt på linje: 

”En støttepædagog er ikke anvendelig. Richard Møller Nielsen er træneren. Der må ikke være tvivl om, at det er ham, der bestemmer. Spillerne mangler en klar rollefordeling, men det er ikke klogt at skifte for stort ud før næste kamp mod Jugoslavien,” sagde Peitersen.

Richard Møller Nielsen havde fire uger til skæbnekampen i Københavns Idrætspark, der samtidig ville blive den sidste landskamp nogensinde i den gamle danske nationalarena. Stadion skulle bygges om, og derfor forventede hele Danmark, at landsholdet tog en værdig afsked med den kampplads, der havde budt på så mange højdepunkter.

Idrætsparken havde i Sepp Pionteks sidste periode udviklet sig til et uindtageligt fodboldfort, faktisk glædede mange statistikere sig over, at seneste nederlag lå otte år tilbage – de glemte så bare den lille fodnote, at det faktisk skete til netop jugoslaverne …

I den europæiske gruppe 4 var stillingen før kampen, at Jugoslavien førte med maksimumpoint efter hjemme at have slået Østrig 4-1. Danskerne var et point efter, så en sejr var helt nødvendig for stadig at være med i kampen om kvalifikation. 

Richard Møller Nielsen manglede dog at finde den formation, der kunne dirke de sikre modstandere op. Jan Mølby var tilbage på holdet, men spørgsmålet var, om han skulle starte inde. Et planlagt ønskeskifte fra Liverpool til Barcelona var i sidste øjeblik gået i vasken, hvilket ikke kunne andet end sidde i kroppen på den skuffede jyde. Samtidig havde landstræneren det problem, at hverken Flemming Povlsen eller Brian Laudrup havde spillet godt på landsholdet i lang tid.

Møller Nielsen tog ofte holdets mest rutinerede spillere med på råd, og to dage før kampen mod Jugoslavien kaldte han Jan Mølby og Michael Laudrup op på sit værelse på landsholdets faste base, Hotel Marina i Vedbæk. De gav deres meninger til kende, og herpå flyttede landstræneren i en rum tid rundt på sine berømte brikker med spillernavne på. Dagen efter kaldte han atter Mølby op på værelset og fortalte, han skulle starte inde, mens Brian Laudrup måtte starte på bænken. Den noget overraskede Liverpool-spiller gik straks ned på brødrenes værelse for at fortælle nyheden, og Brian Laudrup blev så rasende, at han næsten ikke sov om natten.

På træningsbanen næste morgen gav Richard Møller Nielsen sine spillere holdopstillingen, og her var der alligevel blevet plads til Brian Laudrup. Holdet var på papiret offensivt indstillet med Heintze og Sivebæk som wingbacks bag Jan Bartram, Michael Laudrup og Jan Mølby, men Flemming Povlsen blev overraskende trukket tilbage på midtbanen, så kun Brian Laudrup skulle spille helt fremme.

Forsvaret var til gengæld tungt. Lars Olsen, der stadig ikke var helt på niveau med den form, han havde haft inden sin alvorlige knæskade, fik Kent Nielsen og Kim Vilfort som markører, og de skulle få det svært mod de letbenede jugoslaver.

Balkan-holdet kom ellers stærkt handicappet. De på papiret tre bedste spillere var skadede, og da den frygtede Gerd Müller-type Darko Pancev efter ti minutter måtte forlade banen efter en herretackling af Kent Nielsen, lå alt til en oplagt dansk sejr.

Uheldigvis havde jugoslaverne andre strenge at spille på, og det klassiske danske efterårsvejr med regn og rusk trak som i Nordirland flere klasser ud af brødrene Laudrups spil. Jan Mølby blev heller ikke nogen styrmand på midten, og Flemming Povlsen blev skiftet ud allerede i pausen, fordi han fortsat ikke var farlig som i de gode unge dage. 

Netop pausen mellem de to halvlege gav spillertruppen indtrykket af en rystet træner. Det fortæller Jan Bartram i sin selvbiografi ’Løb for livet’.

”Der er en andægtig stilhed i omklædningsrummet, og vi sidder alle med bekymrede miner og afventer trænerens dessiner. Tavsheden er larmende. Richard går rundt som en løve i et bur. Lukket inde i en skal uden kontakt til omgivelserne messer han små lyde, som er han i trance. Enkelte slipper ud som: ’Det her går ikke. Der må gøres noget’,” fortæller Bartram i bogen fra 1998.

Anden halvleg formede sig som første med de utroligt boldsikre jugoslaver i fuld kontrol med kampen. Et kvarter før tid gik danskerne lidt længere frem på banen i håb om at få en afgørende chance, men i stedet slog modstanderne kontra og bragte sig foran. Blot otte minutter senere slukkede backen Robert Jarni for de danske drømme ved at score til resultatet 2-0.

På bænken sad Richard Møller Nielsen apatisk frustreret og kunne se sit hold gå mere og mere i opløsning. Der var intet at indvende mod sejren, selv om en mindre neutral dommer end englænderen Neal Midgley godt kunne havde fundet på at give hjemmeholdet et straffespark i første halvleg. Det var imidlertid spekulationer, for til syvende og sidst havde det bedste hold fortjent vundet topkampen i gruppe 4 på udebane – og tilmed uden deres bedste spillere. 

Måske kunne kampen have udviklet sig anderledes, hvis nogle af de jugoslaviske individualister havde været med. Nu opstod holdet i stedet som en arbejdsom, homogen enhed uden svage punkter – helt i Richard Møller Nielsens ånd og i skarp kontrast til det danske hold, hvor individualisterne havde svigtet.

Reaktionen var hård – fra alle sider. Brian Laudrup erklærede sig lodret uenig med trænerens taktiske dispositioner med kun at spille med én angriber, Michael Laudrup blev i Politiken betegnet som en uengageret, total kikser, og mange medier gjorde opmærksom på, at det ellers så trofaste publikum sidst i kampen taktfast havde råbt efter Sepp Piontek. Richard Møller Nielsen var fåmælt efter det fatale nederlag, men sagde dog til Berlingske Tidende:

”Jeg spekulerer ikke på at gå fra mit job. Jeg gør det så godt, som jeg kan, så må det være op til min arbejdsgiver DBU at afgøre, om jeg gør det godt nok.”

Kun den mest blåøjede matematiker kunne efter kampen mod jugoslaverne fremvise et regneark, hvor Danmark stadig havde en chance for at kvalificere sig til EM, og som en konsekvens deraf stod Jan Bartram bagefter frem og tilbød sin afsked fra landsholdet. Nye folk burde spilles ind mod VM i USA i 1994, og der var ingen grund for ham til at fortsætte, da han også havde planer om et sabbatår fra fodbolden med en jordomrejse forude.

Endnu mere konsekvent var Michael Laudrup. Landets største spiller mente ikke længere, han kunne få sine sportslige ambitioner opfyldt på landsholdet med den nye, defensive taktik, så fremover ville han blot nyde fodbold i Barcelona. Da Brian Laudrup fik den besked over telefonen af en journalist, tog også han efter kort tids tænkepause den foruroligende beslutning at melde fra til landsholdet, men hans argument var meget mere direkte:

”Jeg respekterer Richard Møller Nielsen som menneske, men som træner har jeg overhovedet ingen respekt for ham,” sagde den mest emotionelle af de to Laudrup-brødre til den chokerede presse. Han uddybede med, at landstræneren intet havde at byde på taktisk, ligesom han ikke formåede at sætte et mandskab op til kamp. 

”Selvfølgelig tror jeg ikke, at jeg som 21-årig har spillet min sidste landskamp. Men det bliver altså ikke under Richard Møller Nielsen,” slog Brian Laudrup fast, så det var svært nogensinde at se ham kunne fortryde de ord mod den træner, der en gang havde været hans og hele generationens mand. 

Richard Møller Nielsen var ikke mindre chokeret, men forholdt sig ikke til faneflugten ud over den officielle pressemeddelelse fra DBU:

”Jeg har i går talt med Michael og Brian Laudrup. Begge har over for mig bekræftet, hvad de har sagt til pressen: at de ikke længere vil spille på det danske landshold. Dette har jeg med beklagelse taget til efterretning. Jeg har sagt til dem begge, at de er velkomne, hvis de igen får lyst til at være med. De må da henvende sig til mig. Jeg spørger dem ikke mere.”

Der er siden blevet spekuleret i, om brødrene med deres afbud regnede med at kunne trække så mange spillere med sig fra holdet, at DBU ikke havde andet valg end at fyre Richard Møller Nielsen. Rent taktisk har det været klart for brødrene, at DBU ikke af sig selv kunne tage initiativ til at fyre landets træner oven på Wohlers-forløbet, men hvis spillerne med aktionen havde håbet på ultimativ opbakning, tog de fejl. Tværtimod endte faneflugten med at give Richard Møller Nielsen uventet sympati fra både tilskuere, presse og sågar Hans Bjerg-Pedersen, der efter sin egen ufrivillige ’flugt’ var vendt tilbage som næstformand i DBU. Lyngby-lederen gav ikke en døjt for brødrenes valg, og han gav slet ingenting for den hetz, han følte, pressen gav Richard Møller Nielsen!

Den betragtning var Erik Rasmussen helt på linje med. Rasmussen, der sammen med Jan Bartram og Brøndby-kollegaen Kim Christofte gik for at være blandt de mest intellektuelle spillere på og omkring landsholdet, skrev en bidende kronik i Berlingske Tidende, hvor han især langede ud efter formiddagsaviserne B.T. og Ekstra Bladet. Blandt indholdet kunne man læse om journalister og opgøret mod Jugoslavien:

”Den hensynsløse og usaglige linje, som bliver kørt i sportspressen, forbavser mig gang på gang. Ikke fordi sportsjournalisterne ikke skal have lov til at kritisere spillere og trænere for dårlige præstationer. Det er en del af deres job, og når vi som idrætsudøvere gerne vil roses for gode præstationer, skal vi naturligvis også være parate til at tage imod dårlig kritik. Men kritikken skal gå på os som idrætsudøvere, og ikke som mennesker. Det er usmageligt, når det bliver personlige angreb på os som mennesker. Når journalister begynder at sætte knive i ryggen på personer, som har hjulpet dem til at få stof til deres aviser gennem en årrække. 

At kalde spillerne for tøsedrenge, kujoner, dummernikker og lignende dømmer efter min mening kun sportsjournalisterne selv. Det var tydeligt for os spillere, at Richard var rystet efter kampen mod Jugoslavien. Han vidste, hvad der ventede ham. Han vidste, at pressen ville være over ham som en flok hyæner, der kun ønsker at sætte tænderne i et døende bytte. Langsomt er han blevet bearbejdet, siden han for ca. fem mdr. siden fik jobbet. Nu skulle det fuldendes. Det må have været et umenneskeligt pres for ham. Et pres, der naturligvis ikke har gjort det nemmere at tage de rigtige sportslige beslutninger. Det groteske ved hele polemikken omkring Richard og landsholdet er, at den samlede sportspresse fik det landshold, som den ønskede. Alligevel kigger ingen af dem på sig selv og siger: ”Måske tog vi fejl”. 

I stedet prøver de på at knuse Richard og latterliggøre spillerne. Jeg undskylder på ingen måde den indsats, vi ydede i Parken hin forfærdelige aften. Men jeg vil trods alt påstå, at alle gjorde hvad de kunne. At det så ikke var godt nok, er en anden sag.”

Michael Laudrup var ked af at blive draget ind i hetzen mod Richard Møller Nielsen, og til Politiken gav han et par uger senere en nuanceret forklaring på sin afsked:

”Jeg ved, jeg har et ansvar, og jeg er også parat til at modtage kritik. Jeg ved godt, jeg spillede skidt mod Jugoslavien. Nedturen skyldes primært, at det ikke kører for flere nøglefigurer. Flemming Povlsen og Jan Bartram virker helt ude af trit, jeg har ikke kunnet finde den gamle rytme, og det sammenholdt med, at de øvrige på holdet ikke har individuel styrke nok til at overtage, når vi er ’nede’, betyder et kraftigt fald i kvaliteten. Det må være tydeligt for enhver, at vi ganske enkelt ikke har noget positionsspil på holdet, intet reelt konstruktivt sammenspil. Jeg er ikke specielt nærtagende, men jeg er heller ikke så iskold, at kritikken går ubemærket hen over mig. Og når jeg nu føler – efter otte år på landsholdet – at glæden er væk, må jeg stoppe.”

DBU kaldte til krisemøde, men efter et langt møde var konklusionen, at bestyrelsen gav sin træner fuld opbakning. Unionen beklagede, at tre af landets bedste spillere ikke længere ønskede at være en del af det danske landshold, men det var deres egen beslutning – så måtte man nøjes med de næstbedste.

Mens udsigterne for det danske landshold således var på et historisk lavpunkt siden salig Kurt Nielsen, var Brøndby paradoksalt nok samtidig i gang med at levere det største klubresultat i dansk fodbolds historie. Under Morten Olsens ledelse havde holdet i UEFA Cuppen chokeret ved at slå blandt andet tyske storhold som Eintracht Frankfurt og Bayer Leverkusen ud, og efter sejr i kvartfinalen over Torpedo Moskva skulle holdet i april 1991 forsøge at slå AC Roma i semifinalen. 

Med et hold af lutter tidligere, daværende eller kommende landsholdsspillere var Brøndby efter 0-0 hjemme kun halvandet minut fra at holde de nødvendige 1-1 ude på det selvmål, som Sebastiano Nela havde lavet efter en times spil. Da scorede Rudi Völler et klassisk tysk kludemål, der slukkede for de danske drømme. I stedet kunne Brøndby koncentrere sig om at forsvare mesterskabet i den hjemlige 1. division, der fra nytårsskiftet ville ændre navn til ’Superligaen’.

Ifølge en samtidig Gallupundersøgelse i Berlingske Tidende så ikke færre end 58 procent af danskerne gerne Brøndbys succestræner Morten Olsen som ny landstræner. Godt en tredjedel, nemlig 35 procent, ønskede Sepp Piontek tilbage, mens kun fem procent ønskede at holde fast i Richard Møller Nielsen på pladsen.

Et chefskifte ville ikke være utænkeligt efter den 1. maj, når det danske landshold havde spillet i Beograd mod Jugoslavien. Et nederlag ville definitivt gøre det af med Danmarks chancer i puljen, og dermed ville selv de sidste fortalere for Richard Møller Nielsen i DBU med god ret kunne forsvare en opsigelse. 

Uden brødrene Laudrup gav holdet mod Jugoslavien sig selv. Eneste kanin var Brøndbys elegante midtbanespiller, Kim Christofte, der gik ind på midtbanen i stedet for Michael Laudrup, mens John ’Faxe’ Jensen overtog Jan Mølbys plads, og Superligaens topscorer, Bent Christensen, gik ind som spydspids i stedet for Brian Laudrup.

Jan Bartrams tilbud om at forlade landsholdet var ikke blevet godtaget af Richard Møller Nielsen, der under den sidste træning prøvede Bartram som wingback i stedet for Jan Heintze. Den degradering behagede ikke Heintze, der efter træningen fortalte sin træner, at han ville tage hjem og spille klubkamp for PSV Eindhoven, hvis ikke han skulle starte inde for Danmark.

Det ultimatum kunne Møller Nielsen naturligvis ikke acceptere, og han bad den lettere ophidsede back om at sove på situationen. Men da Heintzes værelseskammerat, Bjarne Goldbæk, næste morgen kom ind til morgenbordet, måtte han fortælle landstræneren, at backen var rejst hjem.

Richard Møller Nielsen blev ifølge Goldbæk ligbleg og begyndte handlingslammet at messe: 

”Det kan ikke være rigtigt, det kan ikke være rigtigt,” men herfra tog træneren sammen med DBU’s generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, affære. Spillerne blev informeret om at holde fuldstændig tæt over for pressen, for kampen var for vigtig til, at holdet skulle tabe koncentration i forhold til, at endnu en spiller havde valgt at forlade den tilsyneladende synkende skude. 

Jim Stjerne Hansen tog kontakt til UEFA, og reglerne var klare. Hvis Jan Heintze i stedet ønskede at spille samme aften for PSV Eindhoven, ville det koste klubben en bøde på en lille million kroner. Danskeren fulgte derfor i stedet kampen – samt udsigten til et års karantæne fra landsholdet – fra klubbens VIP-lounge efter en lang, forgæves dagsrejse mod nordvest.

Muligvis endte den groteske situation i en trodsreaktion fra de danske spilleres side. I hvert fald spillede de den bedste kamp i Richard Møller Nielsens hidtidige periode, og de sejrssikre jugoslaver huskede flinkt at holde fri på den internationale socialistiske kampdag. De store midtbanestjerner Robert Prosinecki og Dejan Savicevic var tilbage på holdet, men holdt for længe på boldene og fordelte dem ikke særligt godt. Efter et kvarters spil havde både Kim Vilfort og John Sivebæk ramt stolperne, så det var ikke ulogisk, at Bent Christensen efter en halv time kunne bringe danskerne foran.

Jugoslaverne gik til pausen med ringen for ørerne, for hjemmepublikummet var ikke tilfreds og gav kraftigt udtryk for det med pift. Da jugoslaverne udlignede fem minutter inde i anden halvleg, kom der tryk på Balkan-kedlerne, og i en kort periode frygtede Richard Møller Nielsen, at hans hold ville kollapse. Men så vendte kampen igen. Flemming Povlsen sendte et drøn af et langskud på overliggeren, og efter 63 minutter gjorte Bent Christensen sig til matchvinder. 

Da den franske dommer, Joel Quiniou, fløjtede kampen af, strøg Richard Møller Nielsen ind på grønsværen for at takke sine udasede spillere. De havde givet alt, og de havde givet deres træner kunstigt åndedræt et stykke tid endnu.

Sæsonen ud skulle holdet komme til at spille som dag og nat. I juni blev Østrig slået 2-1 i Odense – Idrætsparken var som bekendt under renovering – efter en ganske vist elendig kamp, men de to point lagde stadig pres på Jugoslavien. Erik Rasmussen var udtaget til kampen, men syntes ikke, det gav mening, at han som 30-årig skulle sidde på bænken, så ville det efter hans mening faktisk være bedre at spille en yngre mand ind på holdet. 

Rasmussen, der altid har været sin egen herre, havde herpå før kampen sneget sig væk fra spillerhotellet i Nyborg og var taget på natklub i Odense. Her havde han budt en nydelig ung dame op til dans, men uheldigvis havde der været tale om Richard Møller Nielsens datter. Herefter fik Rasmussen ikke udstedt flere balkort til landsholdet.

Senere på måneden var der atter optræk til en fyreseddel, nemlig til landstræneren selv, da det danske landshold sluttede sidst i en miniturnering på svensk grund efter rædselsfuldt spil, og da en venskabskamp mod Island i Reykjavik i september endte 0-0, skrev Berlingske Tidendes sportsredaktør, Jens-Carl Kristensen, traditionen tro meget kritisk om ”flosklernes mester”, Richard Møller Nielsen: 

”Improvisationslyst og blot en antydning af bestræbelser på flydende og effektive kontraangreb, dansk fodbolds tidligere verdensberømte signatur, var blæst helt ud over Islands fiskerigrænse på 200 sømil. Kan det være rigtigt, at træneren i en overdreven respekt for alle modstandere er tilfreds, når bare der ikke bliver scoret mod hans hold?  Sponsorer og tilskuere til Danmarks landskampe er på flugt. Kampene er ikke attraktive længere. Selv tv, der ofte lukker øjnene for negative kendsgerninger for at sælge varen til seerne i en positiv uvirkelighed, er med rette utilfreds med landsholdets ucharmerende anti-fodbold. Og stort set alle trykte medier afspejler nu den kedelige sandhed råt for usødet med diverse kritiske kommentarer fra højtstående DBU-folk. Det fynske bøgetræ er i stormvejr som aldrig før.”

Det fandt landstræneren pludselig for meget, og for første gang i sin regeringsperiode svarede han igen – dog med en påstand om, at han havde beviser på, at artiklen var bestilt arbejde fra DBU-folk. Beviserne ville han imidlertid ikke lægge på bordet, og så fik aviserne atter noget at skrive om …

Heller ikke alle danske spillere huskede det kloge i at koncentrere sig om spillet på grønsværen, så træneren kunne tage sig af udtagelsen og formidlingen med pressen. En skuffet Henrik Larsen var således blevet så fortørnet over at være sat på bænken i kampen mod Island, at han ved den lejlighed fyrede en bredside af, der blandt andet indeholdt forslaget om at fyre ’alle de gamle spillere’. 

I det franske medie France Football udtalte Michael Laudrup herpå, at Danmark ikke længere havde en eneste teknisk begavet spiller, og at landsholdet blev mere og mere fysisk præget i stil med det svenske.  

Mens kritikken således stjal det meste af landstrænerens tid, stjal ukendte gerningsmænd til overflod hans videomaskine og satellitmodtager hjemme i Over Holluf. 

”Jeg er noget stødt over, at tyvene overhovedet ingen nationale hensyn tog, da de valgte tyvekosterne, der er vigtige arbejdsredskaber. Havde de endda bare taget opvasken i stedet for,” sagde Richard Møller Nielsen, der således stadig var i stand til at se humoristisk på en alt for broget tilværelse.

Tre uger efter Islandskampen gjaldt det atter vigtige EM-point, da Færøerne tog imod på ’hjemmebanen’ i Landskrona. Et dansk arbejdshold, inklusive den tilgivne oprører Henrik Larsen, var tændt fra start, og de 4-0 var et godt resultat mod atlantfolket, der forinden sensationelt havde klaret 1-1 ude mod Nordirland.

Parløbet med Jugoslavien fortsatte imidlertid i toppen af puljen med Balkan-holdet konstant ét point foran. I oktober var kravet til Richard Møller Nielsen derfor en sejr ude over Østrig, og i Wien fungerede holdet pludselig igen, ikke kun som en kraftfuld enhed, men med individuelle præstationer fra ikke mindst Flemming Povlsen. Angriberen, der igennem et år havde været blandt de stærkest kritiserede spillere, blev i en taktisk genistreg af Richard Møller Nielsen flyttet ned på midtbanen, hvor han med sin arbejdsiver var en suveræn støtte for Lars Elstrup og Bent Christensen i front.

Efter ti minutter førte en aflevering fra Flemming Povlsen til et østrigsk selvmål, og seks minutter senere øgede han selv til 2-0 efter et oplæg fra Henrik Larsen. Senere i første halvleg øgede Bent Christensen til 3-0, og derved blev det, selv om Flemming Povlsen med et venstrebenshug ramte overliggeren kort før tid. Det var en helt uventet præstation fra manden, der fem kampe i træk ikke havde været fundet god nok til startopstillingen i sin nye klub, Borussia Dortmund.

”Flemming sled og slæbte, så det var en ren fornøjelse. Han kan udvikle sig til en stjernespiller på midtbanen med sin store energi, sin skudstyrke og sit chanceskabende spil. Jeg tror, at en succesoplevelse som den her var lige, hvad han trængte til for at blive overbevist,” sagde en begejstret landstræner til B.T.

Medierne var også tilfredse, således konstaterede Per Høyer Hansen i Tipsbladet, at ’Ricardo-banden lod Mozart-kuglerne rulle’ i Wien.

Tilbage var nu blot hjemmeopgøret mod Nordirland den 13. november, atter på Odense Stadion. Kravet var naturligvis to point, og så skulle Østrig samme aften slå Jugoslavien hjemme i Wien, hvis EM-billetterne skulle printes ud med Danmarks navn på.  

Richard Møller Nielsen kunne med nogen forventning have regnet med at få arbejdsro til denne sidste vigtige opgave, men sørme om ikke endnu en tackling blev sat direkte i landstrænerens mentale ankelhaser få dage før kampen. Da udgav de to forfattere og journalister, Steen Ankerdal og Carsten Werge, nemlig ’Peter Schmeichel – Den bageste’, hvori DBU og mange års skandaler blev afdækket med landsholdsmålmanden som spillernes kommentator.

Mange DBU-folk blev navngivet, og en dybdeborende analyse af deres selvcentrerede bevæggrunde var ikke flatterende læsning for de implicerede. Schmeichel fik i bogen selv lov til at lægge navn til en kritik af Richard Møller Nielsen, og det udmøntede sig blandt andet i denne karakteristik:

”Det kan til tider være irriterende, at Richard bruger ordsprogene i flæng, når han skal forklare sig. Han får på den måde ikke sagt tingene tilstrækkeligt tydeligt. Han får ikke sat tingene på plads. Fra Piontek og Morten Olsen kender jeg værdien af, at en træner kan sætte sig igennem. Jeg har oplevet mange spillere, der blev hentet hjem fra udlandet, som nærmest grinede ad Richard, når han varmede dem op. Sepp havde dybest set to krav til de spillere, han udtog: Først og fremmest skulle de kunne spille fodbold. Dernæst skulle de være villige til at arbejde. Richard tænker omvendt. 

Er det linjen fremover, vil jeg overveje, om jeg vil bruge den tid, det vitterligt kræver at være på landsholdet. Det er ikke sjovt, når det hele blot drejer sig om at løbe og ikke om at spille fodbold.”

Timingen af bogen var perfekt i forhold til salgstallet, men en direkte fallit i forhold til at skabe ro omkring landsholdet. For holdets mest rutinerede spiller, John Sivebæk, blev angrebet på Richard Møller Nielsen da også den berømte dråbe, der fik selv besindighedens jyske bæger til at flyde over: 

”Nu kan det snart være nok. Jeg synes, at Peter Schmeichel skal melde fra til landsholdet, hvis han mener, at der er så meget galt,” sagde den 30-årige wingback i B.T. om den konsekvent højtråbende målmand og fortsatte.

”Vi er snart ved at være derhenne, hvor der for alvor skal skæres igennem. Vi har brug for spillere, der bakker op omkring landsholdet. Kan nogen ikke acceptere vilkårene på landsholdet, må de sige fra. Vi kan ikke blive ved at have alle de bryderier op til vigtige landskampe!”

Efter landsholdets første træning i Nyborg var det en overraskende bleg Peter Schmeichel, der mødte pressen og i et ydmygende tilbagetog erkendte sit litterære fejltrin.

”Mine udtalelser i bogen er ganske uacceptable. Det tilkommer ikke spillere at komme med sådanne udfald mod en landstræner, og specielt slet ikke op til en vigtig landskamp. Jeg beklager meget, hvad de omtalte citater har forårsaget, og jeg har givet landstræneren en uforbeholden undskyldning. Jeg tror, luften er renset, så vi fuldt ud kan koncentrere os om onsdagens opgave. Derudover er der ingen, absolut ingen yderligere kommentarer,” sagde keeperen.

Temaet var dog ikke så let overstået, og i den fortsatte diskussion med pressen kom Schmeichel med sæsonens dårligste redningsforsøg, da han forsøgte at gøre medierne til de egentlige syndebukke for at have bragt citaterne ude af sammenhæng og i øvrigt omtalt bogen så massivt … 

Trods den uheldige optakt gik landsholdet på banen og leverede en ny koncentreret indsats. Danskerne styrede begivenhederne fra første fløjt med engagement og hårdt arbejde. Der blev skabt store chancer, oftest på holdets varemærke, de lynhurtige kontraer. Midt i første halvleg kom føringsmålet, da Kim Christofte sendte Mølby – ikke Jan, men fætteren Johnny – ned langs venstrekanten, hvorfra hans indlæg blev firsttimet i nettet af en sprudlende Flemming Povlsen. Et kvarter senere gjorde Dortmund-spilleren det også til 2-0, men samtidig havde Jugoslavien bragt sig foran i Østrig.

B1903-forsvareren Torben Piechnik fik debut i den bageste tremandskæde og placerede sig fornuftigt, ligesom hans massive tacklinger ikke bekom nordirerne vel. Lars Olsen virkede tryg ved den nye markeringsspiller, men havde tydeligvis fået ordre på ikke at bevæge sig for langt op ad banen.

Danskerne styrede også anden halvleg, men en hovedstødsscoring af Gerry Taggart, efter et sjældent kiks af en til tider noget fraværende Peter Schmeichel, var lige ved at gøre afslutningen kriminel – men anderledes kunne det vel ikke være med målscorerens efternavn in mente?

Nu endte opgøret 2-1, og dermed vandt holdet sine sidste fem kvalifikationskampe i træk. Det var som ventet ikke nok, for nede i Wien sikrede Jugoslavien sig med en 2-0-sejr adgang til EM i Sverige. Eller rettere, det land, der engang var Jugoslavien.

I løbet af 1990 var den socialistiske stat gradvist gået i opløsning som følge af murens fald og kommunistpartiets sammenbrud. Slovenien og Kroatien havde foreslået at omdanne Jugoslavien til et forbund af suveræne stater, men Serbien havde været imod og ville i stedet holde sammen på hele landet med kommunistpartiet som det dominerende parti. I juni 1991 havde Slovenien og Kroatien ikke desto mindre erklæret sig selvstændige, hvilket havde ført til krig med den jugoslaviske folkehær.

Igennem efteråret 1991 var konflikten og krigshandlingerne optrappet, og fodboldlandsholdet var ved afslutningen af EM-kvalifikationen ikke længere jugoslavisk, men storserbisk.    

På den baggrund forekom krusningerne i den danske andedam at være mere overskuelige. Selv om kvalifikationen var glippet, var det tid til at skue fremad, nemlig mod VM i USA i 1994. Midt i december var der lodtrækning, og her endte Danmark i pulje 3 med Spanien, Irland, Nordirland, Albanien, Letland og Litauen. De to bedste hold ville gå videre, så det var noget nær en ønskepulje for Richard Møller Nielsen, der oven på de fem sejre i træk kunne gå rimeligt fredet fra sin første turbulente sæson.

En uge før jul tikkede en ny, potentielt meget større gave ind. Da holdt UEFA topmøde i Genève og besluttede at indkalde Danmark som officiel EM-reserve for det krigshærgede Jugoslavien. De daværende 12 EF-lande (EU blev først betegnelsen efter Maastricht-traktaten i november 1993) 

erklærede sig samtidig klar til at anerkende Kroatien og Slovenien med virkning fra midten af januar, hvilket kunne føre til flere krav om løsrivelser på Balkan, således at Jugoslavien formelt ville ophøre med at eksistere. 

Richard Møller Nielsen tog udviklingen med et stort gran salt og udtrykte på et pressemøde:

”Jeg må udtrykke min største medlidenhed med Jugoslaviens p.t. så ulykkeligt splittede befolkninger. Jeg ønsker ene og alene, at disse hurtigst muligt igen må finde sammen i fred og fordragelighed. Hvis UEFA beder os om at holde os parate for eventuelle afbud, så gør vi det. Men jeg spekulerer ikke et eneste øjeblik på dansk EM-deltagelse til sommer!”

Det gjorde landstræneren så alligevel. Faktisk gik der ikke et eneste øjeblik, hvor Richard Møller Nielsen ikke samlede oplysninger om spillere fra eventuelt kommende modstandere og overvejede, hvordan holdet skulle spille. For tænk nu, hvis …

Den 13. januar blev alle forhåbninger imidlertid skudt i sænk igen. Da holdt UEFA og FIFA et topmøde, hvor det blev besluttet, at Jugoslavien og det tidligere Sovjetunionen, nu SNG, ville få lov til at stille op ved sommerens EM-slutrunde i Sverige, da de sportslige aspekter gik forud for de politiske og juridiske.

Et lyspunkt for det danske landshold var dog, at Brian Laudrup samtidig pludselig åbnede for at vende tilbage, også selv om Richard Møller Nielsen fortsat var træner:

”Men det er en forudsætning, at jeg får en lang, lang samtale med Richard, før jeg træffer beslutningen. Vi skal se hinanden i øjnene og have talt ud om det, der er sket. Det er helt klart en sag, hvor ingen skal tabe ansigt. Kan vi det, er der håb. For vi har jo samme mål: Succes med landsholdet. Jeg må også høre Richard, hvordan han ser på min spillestil. Hvis han ikke bryder sig om den, hvad noget tidligere kunne tyde på, er der ingen mening i at vende tilbage,” sagde han til B.T.

Den kovending lod landstræneren ikke gå fra sig. Få dage efter fangede han over telefonen den yngste Laudrup hjemme i München, og de fik talt ud om misforståelser og fremtid. Brian Laudrup var tilbage!

Den virkelige bagmand var imidlertid den tidligere OL-helt, Tommy Troelsen, der på dette tidspunkt var tv-kommentator på DR Sporten. 

”Da B1903 skulle spille UEFA Cup-kamp ude mod Bayern München, var Brian min medkommentator. Efter kampen var jeg inviteret hjem hos hans familie, og jeg sagde min ærlige mening, nemlig at det var dumt af Brian at afskrive landsholdet, hvis det bare var på grund af et stædigt princip. Jeg fornemmede, at han blødte lidt op, og da jeg senere fulgtes med Richard Møller Nielsen til VM-lodtrækningen i USA, nævnte jeg for ham, at Brian ikke længere var helt afvisende. Både Richard og DBU ville meget gerne se unge Laudrup på landsholdet igen, så det skrev jeg til Brian i et langt brev og anbefalede ham at tage kontakt til Richard. Resultatet blev, at Brian og landsholdet atter blev forenet, og det var for mig rigelig belønning. De havde stået hårdt over for hinanden, så jeg må sige, de begge tacklede situationen glimrende,” fortæller Tommy Troelsen i dag.

Brian Laudrup selv bekræfter forløbet:

”Tommy er jo en fornuftig mand, og han fik mig overbevist om, at det var fjollet at spilde en masse af mine bedste år på grund af stædighed. Og jeg ville jo i virkeligheden gerne tilbage på landsholdet, for jeg savnede at spille for Danmark. Det værste ville være som 33-årig at skulle se tilbage og erfare, at jeg kun havde fået fire landskampe. Ved mit afbud var jeg følelsesmæssigt oppe at køre, for sådan er jeg som person. Jeg følte, at Richard kun satte mig og Michael på holdet, fordi pressen og alle i Danmark krævede det – ikke fordi han kunne bruge os. I den mellemliggende periode blev vi begge klogere og mere modne, Richard blev for eksempel mindre nærtagende og bedre til at tage imod kritik,” forklarer han.

Brian Laudrups comeback faldt i årets første landskamp ude mod Tyrkiet i april. Før den kamp så landstræneren i et interview i Tipsbladet tilbage på de første år på posten:

”Jeg havde ærlig talt ikke regnet med en så kritisk presse. De skriver næsten uafbrudt, at jeg skal fyres – men jeg tager mig ikke af den slags. Jeg arbejder konsekvent og målbevidst videre. Det er klart, jeg ville være mere glad for ros og skulderklap, men jeg kan sagtens leve med bidsk og hård kritik, efter at jeg har vænnet mig til den.”

Citat Sepp Piontek, og ikke Richard Møller Nielsen … 

Tyskeren kunne efter kampen være yderst tilfreds, for Tyrkiet fik efter en dommerfejl godkendt en scoring to minutter før tid til 2-1, hvilket faktisk var holdets første sejr på hjemmebane under Piontek. Det danske hold var afbudsramt, hvilket gav comeback til venstrebacken Henrik Andersen, der var en af sit holds bedste.

Piontek og Richard Møller Nielsen var imidlertid ikke de eneste ’danske’ toptrænere, der døjede med voldsom kritik fra medier og fans samt lunken opbakning fra deres respektive bestyrelser. I Superligaen var Brøndby trods sine mange landsholdsspillere mærket af en gæld på 400 millioner kroner efter et fejlslagent forsøg på at drive bankvirksomhed. Klubben lå i bunden af Superligaen og fyrede derfor i maj Morten Olsen, der ellers var blevet bragt i spil som stort landstræneremne få måneder forinden.

Richard Møller Nielsens forsøg på at spille et nyt landshold sammen til efterårets første kvalifikationskampe mod VM i USA, blev besværliggjort af, at Viggo Jensens OL-trup havde kvalificeret sig til årets sommerlege i Barcelona. Spillerne herfra kunne derfor ikke komme i betragtning til de få venskabskampe, der blev afviklet før EM, og i stedet fik en række spillere fra de nye Superliga-tophold, Lyngby og B1903, chancen. Torben Piechnik startede inde i en kamp mod Norge, mens Lyngbys Claus Christiansen og Torben Frank blev skiftet ind på vejen mod en 1-0-sejr.

Herefter manglede blot en enkelt landskamp før sommerferien, nemlig opgøret mod SNG. De to hold skulle mødes 3. juni på Brøndby Stadion, men SNG ville formentlig skifte kraftigt ud undervejs som optakt til det kommende EM, hvor det tidligere Sovjetunionen skulle møde Vesttyskland, Holland og Skotland. Kampen i Brøndby havde derfor ikke den store relevans, og billetsalget var følgelig en katastrofe.

Blot en uge før kampen mod SNG, holdt EF-kommissionen møde i Bruxelles for at diskutere en række restriktioner mod det nye Jugoslavien, der nu kun bestod af landene Serbien og Montenegro. Krigen rasede stadig i regionen, og en international boykot kunne teoretisk stadig ekskludere Jugoslavien fra både OL i Barcelona og EM-slutrunden i Sverige. Frankrig og Grækenland var dog modstandere af de kraftige restriktioner, som ville ramme en uskyldig civilbefolkning.

DBU gik alligevel for en sikkerheds skyld i gang med at kontakte landsholdsspillerne om den nye situation, primært de udenlandske, for alle Superliga-spillerne var stadig i aktion på hjemlig grund. Faktisk skulle klubberne afvikle sidste spillerunde den 8. juni, blot to dage før, at EM-turneringen gik i gang i Sverige!

UEFA’s svenske præsident, Lennart Johansson, kastede imidlertid grus i forhåbningernes maskineri, da han slog fast, at EF’s potentielle sanktioner overhovedet ikke ville omfatte det sportslige område. Og selv om der efterhånden kun var tale om et hold fra Storserbien, ville der stadig være tale om et stærkt mandskab. Basen var spillere fra Røde Stjerne Beograd, der året forinden havde vundet mesterholdenes turnering i Europa – datidens svar på Champions League. 

”Vi har ret til at spille med i mesterskaberne i Sverige, for vi har kvalificeret os til det. Vi håber på en demokratisk beslutning,” udtalte Jugoslaviens holdleder Milan Miljanic til nyhedsbureauet AP før holdets afrejse til Sverige.

Fodbold-Europa var i kaos. Den britiske premierminister, John Major, sagde ligefrem, at det engelske landshold ville nægte at spille EM-puljekampen mod jugoslaverne den 11. juni. De svenske myndigheder var desuden bekymrede ved udsigten til at skulle garantere Balkan-spillernes sikkerhed dag og nat.

Den 30. maj faldt dommen endegyldigt. Det internationale samfund besluttede at indføre hårde restriktioner mod Jugoslavien, inklusive en udelukkelse fra OL og EM. Danmark skulle på en tragisk baggrund alligevel til Sverige for at spille fodbold.

DBU fik travlt med at indkalde til pressemøde og orientere alle spillere og klubber. Ferieplaner skulle ændres, og den afsluttende runde i Superligaen skulle helst afvikles uden for stort pres på de aktuelle landsholdsspillere. Uheldigvis skulle mesterskabet afgøres i en direkte duel mellem B1903 og Lyngby… 

Richard Møller Nielsen tog bekymringerne i stiv arm. På pressemødet slog han fast, at ingen af de danske spillere burde skamme sig over at skulle til EM:

”Det Jugoslavien, som vandt kvalifikationspuljen, eksisterer i realiteten ikke længere. Derfor overtager Danmark ifølge reglerne på helt legal vis pladsen i slutspillet. Jeg beklager situationen på Balkan, men jeg har ingen yderligere kommentarer til de politiske spørgsmål. De bør stiles til det europæiske fodboldforbund, UEFA. Hvad angår landsholdet, er vi ubesejret i halvandet år i EM-kvalifikationskampe. Holdet er blevet forstærket med Brian Laudrup, så jeg må beklageligvis erkende, at det bliver sværere og svære at opretholde pessimismen,” sagde landstræneren med et stort smil.

Rent praktisk kunne den danske trup blot overtage de knuste serberes indkvarteringshotel i Ystad, men hvordan de danske roligans skulle skaffe billetter, var et åbent spørgsmål. Måske ville problemet ikke blive så stort endda, for opbakningen til det danske landshold syntes at være beskeden. 

Mange spillere på det danske landshold kom nemlig fra en sæson med lutter bekymringer. Hele Brøndby-truppen kom fra en forstemmende placering som nummer syv i Superligaen. Kent Nielsen havde haft problemer med at spille sig på holdet i Aston Villa, Henrik Andersen var først lige kommet på som fast mand i FC Köln, Lars Olsen var kritiseret for sit spil på landsholdet, John Sivebæk var på vippen i AS Monaco, mens Brian Laudrup og Flemming Povlsen i en lang periode med skader og bænkepladser havde været noget svingende i henholdsvis Bayern München og Borussia Dortmund. 

Netop de to frontløbere havde nydt en længere pause efter Bundesliga-sæsonen, idet tyskerne med kvalifikationen i hus havde sluttet deres turnering allerede den 16. maj for at kunne være optimalt forberedt til EM!

Ingen statistikere eller bookmakere kunne finde noget som helst positivt at sige om danskernes chancer i Sverige, men fodboldelskere med en ualmindeligt god hukommelse kunne dog huske tilbage på det italienske fodboldlandshold, der som optakt til VM i 1982 havde tabt 1-0 til et portugisisk 2. divisionshold. 

En måned senere havde italienerne vundet VM. 

——

Om bogen 'Mirakelmageren': 

Historien om Richard Møller Nielsen er fortællingen om et fynsk bøgetræ, der blev træner ved et tilfælde, og endte med at blive kåret til ´Verdens Bedste Fodboldtræner´. Som fodboldspiller mødte han op i OB i et par træsko, og endte som stor profil på klubholdet såvel som på landsholdet. Som landstræner blev han udsat for hån og kritik, erobrede fodbold-Europa og endte som en populær og folkelig skikkelse. Gennem samtaler med med- og modspillere, venner og fjender og kolleger kommer vi tæt på Richard Møller Nielsen i den første bog, der er skrevet om den mest succesrige landstræner, Danmark nogensinde har haft.

Bogen er skrevet af Martin Davidsen og Nils Finderup. Bogen fylder 464 sider og indeholder omkring 150 billeder. Den er udgivet af Forlaget Turbine og kan bestilles på forlagets website.