Video : Tipsbladet
Landshold

Landsholdet aflyser træning på grund af dårlige baner - afviser FCN's kunstgræs

De danske landsholdsspillere kommer ikke på græs i dag, fordi banerne er så dårlige, at det øger risikoen for skader. I stedet er de tvunget til at gennemgå et fysisk træningspas indendørs.

Et evigt tilbagevendende tema for fodboldlandshold er, at de har for lidt tid sammen og på træningsbanerne. De kan simpelthen ikke nå at blive sammenspillet, når de få samlinger om året byder på relativt få træningspas sammenlignet med eksempelvis klubholdene.

Derfor er det ikke optimalt, at landsholdet i dag må aflyse en træning. Holdet skulle ellers have været på græs tirsdag eftermiddag, men underlaget er så ringe, at det øger risikoen for skader unødigt. 

Det er blandt andet snefaldet i Københavnsområdet natten til i dag, der er skyld i aflysningen.

- Vejret har påvirket banernes kvalitet så meget, at vi ikke vil risikere skader på den baggrund, siger landsholdets pressechef, Jacob Wadland, ifølge Ritzau.

Tirsdagstræningen erstattes af et indendørs træningspas i Team Danmarks lokaler med fokus på kondition. Det var meningen, holdet skulle have trænet i Brøndby, men det var altså ikke muligt.

Åge Hareide og co. har ellers fået tilbudt at låne FC Nordsjællands kunstgræsbane, der skulle være i fin stand trods snefaldet. Det har DBU dog ifølge landstræneren takket pænt nej tak til. Dels fordi spillerne skal træne på det underlag, de er vant til, dels fordi det kan give ballade med nogle af deres klubber, hvis de træner på kunstgræs.

På torsdag møder Danmark Panama i en testkamp på Brøndby Stadion, og tirsdag om en uge venter Chile i Aalborg. Det er de to sidste landskampe, inden Åge Hareide udtager sin VM-trup.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.