Thomas Frank er i Brentford, Bo Henriksen i Mainz, Brian Priske i Feyenoord. De største danske trænernavne er på adresser, hvor det kan være tvivlsomt om, hvorvidt det er interessant for dem at blive dansk landstræner.
Derfor er Kent Nielsen af mange bragt i spil som kommende landstræner, hvilket Tipsbladets kommentator, Stig Tøfting, også har udtalt sig om i denne uge. Spørgsmålet er så om Kent Nielsen selv kan se sig i rollen som landstræner.
- Jeg er sikker på, at DBU også stræber højere, end en fornuftig træner for SIF. Når det så er sagt, så vil det altid være sådan, og det tror jeg gælder alle danske trænere, hvis man kommer i den situation, at man får tilbudt jobbet som landstræner, så er det det største i Danmark, udtaler Kent Nielsen til Tipsbladet.
Kent Nielsen har gennem sin trænerkarriere været i flere Superliga-klubber, hvor det især har været succesfuldt i AC Horsens, AaB og Silkeborg.
AaB vandt han the double med, og Silkeborg har han gjort til pokalmestre.
Alligevel er Kent Nielsen stadigvæk ikke færdig med at have en dagligdag på træningsbanen, hvor han hele tiden kan arbejde frem mod den næste kamp, der skal vindes.
- Når det så er sagt, og det bliver jeg ved med at sige: Jeg er rigtig glad for at være klubtræner. Det er fordi, at man har den daglige kontakt med spillere, og at kunne arbejde hen mod en ny kamp hver eneste weekend. Det, synes jeg, er enormt fedt. Og landstrænerjobbet er noget helt andet.
Selvom europamesteren fra 92’ er glad for at være dagligt på træningsbanen dagligt, så vil han ikke udelukke noget, hvis DBU griber knoglen og kontakter ham med henblik på jobbet som landstræner.
- Hvis man bliver spurgt, så skal man gøre sig respektable overvejelser, om det er noget man vil, men jeg er glad for at være klubtræner.
Kent Nielsen har kontrakt med Silkeborg IF frem til sommeren 2026.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.