Kasper Hjulmands bønner hørt: Landsholdet må nu skifte fem spillere
Da Danmark mødte Belgien og England i de første to kampe i UEFA Nations League tidligere på måneden, måtte der kun foretages tre udskiftninger i kampene. Den regel er nu blevet ændret, så holdene må skifte fem gange, som det har været tilfældet under coronakrisen, hvor kampene falder meget tæt på hinanden.
UEFA bekræfter torsdag, at reglerne om fem udskiftninger gælder resten af landsholdssæsonen.
Der er ingen tvivl om, at regelændringen falder i god jord hos Kasper Hjulmand. Den danske landstræner brokkede sig forud for kampene mod Belgien og England over de tre udskiftninger.
- Det er meget underligt, at vi ikke har fem udskiftninger. Jeg ved også, at englænderne har det på samme måde, for Gareth Southgate har været ude at sige, at vi virkelig mangler at må bruge fem udskiftninger under kampene, som ligaerne implementerer igen nu. Det er lige nu, vi virkelig har brug for at må bruge fem udskiftere, lød det fra Hjulmand.
De fem udskiftninger må fortsat kun foretages i løbet af tre spilstop, præcis som vi kender det fra blandt andet Superligaen.
Det danske landshold skal i aktion igen den 7. oktober, når de rød-hvide møder Færøerne i en venskabskampe. Derudover venter to kampe i Nations League mod Island og England - begge på udebane.