Video : Tipsbladet
Landshold

Kasper Hjulmand: Vallys er i spil til EM-truppen

Nicolai Vallys har stadig muligheden for at komme med til sommerens slutrunde, fortæller landstræner Kasper Hjulmand.

Der venter et EM lige om hjørnet, når de forskellige ligaer i Europa er overstået. Her er en spiller som Nicolai Vallys et af de bedste bud på en Superliga-spiller på det danske landshold til sommerens slutrunde.

I et interview med Viaplay fortæller landstræner Kasper Hjulmand om Vallys muligheder for at komme på landsholdet, hvor han påpeger, at Brøndby-spilleren ikke nødvendigvis mangler noget for at komme med.

- Men det skal sættes op mod nogle af de andre, som vi har, der kan lidt af det samme som ham. Eller kan noget andet i den måde, som vi vil spille på, siger han og fortsætter:

- Så det er ikke sådan, at man kan sige, at han er med eller ikke er med - eller at man ikke kan komme på, hvis man spiller i Superligaen, slet slet ikke. Jeg er et eller andet sted ligeglad med, hvor man spiller. Vi tager dem, vi synes er de bedste med. Om det er Superliga eller Premier League, det er lige meget, lyder det fra Kasper Hjulmand.

Endelig er der også et budskab til Vallys fra landstræneren.

- Han er i spil. Jeg synes, at han er dygtig og har et fremragende niveau, og han skal ikke lade sig gå på af, at flere hold indstiller sig på ham. Det er en ny opgave for ham, at han ligefrem bliver mandsopdækket. Så jeg synes, at det er tydeligt, at holdene er klar over, at der kommer noget ekstra fra ham. Så han skal blive ved med at køre på og lytte til sin træner, fortæller Hjulmand.

Endvidere slår han fast, at han har 50 spillere, som han holder øje med til den endelige 26-mandstrup, der skal med til Tyskland til sommer.

Kasper Hjulmand bemærker i øvrigt, at det nogle gange har været nemmere for Superliga-spillere at komme med på landsholdet.

- Lige i øjeblikket er vi begunstiget med, at vi har mange spillere, der spiller i dag i større ligaer. Og der er en forskel, så de spillere, som har brændt Superligaen af, som nu er andre steder i Europa, som måske kæmper lidt med at spille. Det er pga, at de er i større og bedre ligaer, siger han og slår fast, at der skal noget særligt til, hvis man skal med på landsholdet.

- Så man skal have spillet rigtig, rigtig godt. Du skal også gerne have vist noget i Europa. Man skal vise, at man internationalt kan stå distancen. Det er nødvendigt. Og så er det alt efter, hvordan konkurrence-situationen er for den enkelte spiller på den enkelte situation, forklarer Hjulmand.

Hele interviewet kan ses øverst i artiklen.

Danmark er i gruppe med England, Slovenien og Serbien til sommerens EM-slutrunde.