Karakterer: Nordjyde ligner Danmarks næste store landsholdsback
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Karakterer: Nordjyde ligner Danmarks næste store landsholdsback

Vi er klar med karaktererne fra opgøret mellem Danmark og Sverige.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion:

Oliver Christensen - 3 bolde
Flot debut af Oliver Christensen. Fynboen blev ikke for alvor testet, så man ser efter, om han kommunikerer med medspillerne, og hvordan han klarer spillet med fødderne. Begge dele gjorde keeperen fra OB godt. Viste usikkerhedstegn i anden halvleg.

Jens Stryger Larsen - 3 bolde
Kom med det sædvanlige, nemlig masser af energi. Havde et par dumme boldtab, men var offensivt langt mere komfortabel, end man har set det, når han spiller venstre back. Kom i gode indlægspositioner, men de ramte ikke rigtigt medspillerne. Havde en hovedstødsaflevering i feltet, der var lige ved at skabe en dansk mulighed. Blev udskiftet efter første halvleg.

Victor Nelsson - 3 bolde
Meget komfortabel. Vandt sine dueller og var klog og sikker med bolden. Blev ikke udfordret specielt meget, men bevarede koncentrationen hele vejen igennem opgøret mod Sverige. Flot debut.

Mathias "Zanka" Jørgensen - 3 bolde
Talte meget og hjalp medspillerne, især i presspillet m en "Zankas" egen præstation var ikke noget at skrive hjem om. Havde ved et par lejligheder problemer og var i første halvleg ved at koste, da han ville spille en bold ud til Joakim Mæhle. En svensker opfangede kuglen, og det var ved at blive farligt. Blev også snydt tidligt i første halvleg. Spillede sig op i løbet af anden halvleg, hvor det var ham, der styrede et hjørnespark videre til bagerste stolpe, som Jonas Wind scorede på.

Joakim Mæhle - 5 bolde
Gjorde ondt på Sverige med mange gode og dybe løb, som den svenske højre side ikke kunne styre. Gik både til baglinjen og ind i banen for at søge skuddet. Midt i 1. halvleg kombinerede han med Eriksen og Lucas Andersen, og det var ved at blive farligt. Havde lidt besvær i det defensive i første halvleg, men ikke i anden halvleg, hvor han var involveret i begge danske mål. Banker for alvor på til en plads blandt Hjulmands 11 bedste. Udgik efter 80 minutters spil.

Læs også:DBU: Alle spillere er testet negative for coronavirus

Christian Eriksen - 4 bolde
Havde et enkelt ford årligt sparket frispark, men ellers var Christian Eriksens afleveringer gode og skarpe og frem i banen. Flere gange lavede han forrygende sideskifter, der ved en enkelt lejlighed var ved at give pote, da Joakim Mæhle var ved at komme fri til mål. Slog også et perfekt indlæg til Dolberg, som angriberen headede forbi mål. Udgik efter første halvleg.

Jens Jønsson - 4 bolde
Det var bestemt ikke alt, der lykkedes for Jens Jønsson, der til tider var lidt svag på bolden. Og man kunne da også se forskellen på, når Jønsson lavede et sideskifte, og når Eriksen gjorde det. Men det var jo ikke derfor, at han var med, og Jønssons arbejdsindsats kan man ikke sætte en finger på - han var energisk og hårdtarbejdende mod Sverige. Ryddede op og kom i vejen for det hele. Stor debut.

Thomas Delaney - 2 bolde
Talte godt til medspillerne, men fik ikke sat sig helt godt nok igennem på midtbanen, hvor han tabte nogle dueller og smed nogle bolde. Blev ikke bedre efter pausen. Udskiftet efter 59 minutters spil.

Lucas Andersen - 2 bolde
Nogle gode momenter, også nogle dårlige. Havde et par rigtigt gode afleveringer og startede også kampen med et langt sideskifte til Joakim Mæhle. Kunne måske godt have budt sig lidt mere til offensivt - faldt for meget ud af kampen. Blev udskiftet efter 86 minutters spil.

Kasper Dolberg - 2 bolde
Havde et enkelt hovedstød, der gik lige forbi mål, men ellers var det ikke helt nok, man så til Kasper Dolberg. Med til historien hører, at det var en svær aften at være angriber. Svenskeren gravede sig ned og havde ikke mange ambitioner offensivt. Dolberg smed dog et par unødvendige bolde, og det virker, som om han spiller uden selvtillid for tiden. Han har jo evnerne. Udgik efter første halvleg.

Mikkel Damsgaard - 3 bolde
Havde en afslutning, der ikke var langt fra at gå i mål, og han indgik fint i kombinationsspillet. Men han virkede en smule nervøs til at starte med og blev også i et par situationer sat på plads fysisk. Stod for assisten til 2-0, da han uselvisk spillede bolden videre til Alexander Bah, da han ellers havde en mulighed for at sparke selv. Fin og opløftende debut af offensivspilleren. Blev udskiftet efter 86 minutters spil.

Alexander Bah - 3 bolde
Kom på banen ved anden halvlegs start. Gjorde det okay og gik til modstanderne, og med et lille kvarter tilbage scorede han også i sin debut efter oplæg af Mikkel Damsgaard. Gled lidt ind og ud af kampen, men SønderjyskE-spilleren kan være stolt over at have fået sin debut og have scoret.

Andreas Maxsø - 2 bolde
Kom på banen ved anden halvlegs start. Ragede et dumt gult kort til sig i midten af anden halvleg, var måske også lidt usikker med bolden. På grænsen til tre bolde.

Jonas Wind - 4 bolde
Kom på banen ved anden halvlegs start. Misbrugte en kæmpe mulighed efter fem minutter af anden halvleg, hvor han helt fri afsluttede lige på målmanden. Scorede 10 minuter senere efter et hjørnespark. Var farlig.

Oliver Abildgaard - 2 bolde
Kom på banen efter 59 minutters spil. Fik gult med 20 minutter igen af opgøret. Kom aldrig rigtigt ind i det og fik ikke sat sig på kampen.

Jakob Ahlmann - UB
Kom på banen efter 80 minutters spil.

Jesper Lindstrøm - UB
Kom på banen efter 86 minutters spil.

Træner:
Ebbe Sand - 4 bolde
Svære betingelser at få sin debut som A-landsholdstræner i, men han sikrede den normale landstræner, Kasper Hjulmand, en sejr og nogle koefficientpoint. Og det var jo det, det handlede om på en dag, hvor næsten to hele landshold var væk på grund af Covid-19-restriktioner.

Spillerne er vurderet ud fra Tipsbladet.dks skala, der er som følger:
6 bolde: Verdensklasse.
5 bolde: Højt, internationalt niveau.
4 bolde: Fortrinlig indsats.
3 bolde: Godkendt præstation.
2 bolde: Skuffende, under middel.
1 bold: Dårlig præstation.
0 bolde: Uacceptabelt.
UB: Uden for bedømmelse på grund af for kort tid på banen.

Læs også:Danmark starter med fire debutanter mod Sverige

Læs også:Hjulmand ser med fra hotelværelse: Vil være i kontakt med assistent

Læs også:Coronaudbrud i Robert Skovs klub: Hele truppen isoleres