Video : Tipsbladet
Landshold

Karakterer: Det var lige til skraldespanden

Tipsbladet er klar med dommen over de danske spillere efter EM-kvalifikationskampen mod Finland.

Finland - Danmark 0-1 (0-0)
0-1 Pierre-Emile Højbjerg (85.)

Tre point var tæt på det, som Danmark kunne tage med fra det olympiske stadion i Helsinki. Det var ikke nogen køn omgang, men sejren lander på et meget tørt sted. Spørgsmålstegnene omkring det danske landshold og Kasper Hjulmand lever dog i bedste velgående.

Her er Tipsbladets karakterer til de danske spillere:
Kasper Schmeichel - 3
To kampe mere på cv'et for Kasper Schmeichel. Det er vel tæt på det, som målmanden kan notere sig for under denne landsholdstermin. Det var meget sparsomt, hvad han havde at forholde sig til mod Finland.

Rasmus Nissen Kristensen (ud 80.) - 1
AS Roma-lejesvenden er lige nu tredjevalget på det danske landshold, og det forstår man sådan set godt. Efter 12 minutters spil blev han sat og måtte trække i nødbremsen og indkassere gult. Det satte meget godt tonen for resten af kampen, som var fyldt med fejlafleveringer og dårlige beslutninger af Rasmus Nissen Kristensen.

Joachim Andersen - 3
Finnerne stod kompakt og levede på kontraer. Enkelte gange blev hjemmeholdet retvendt, men Danmarks defensive bulldozer kom i vejen, inden det for alvor blev farligt. De fremadrettede pasninger skal han dog holde sig fra.

Andreas Christensen - 4
Fik sammen med Joachim Andersen lukket fint af for Teemu Pukki og resten af den finske offensiv. Selvom Danmark enkelte gange kom på hælene, så kom man på plads, inden lokummet for alvor brændte. Havde blandt andet en vigtig blokering på Teemu Pukkis afslutning efter en halv time.

Joakim Mæhle - 3
Mod San Marino var EM-udgaven af Joakim Mæhle tilbage for Danmark, men mod Finland var venstrebacken tilbage på det jævne. Han var slet ikke den samme trussel som mod San Marino, men omvendt var han heller ikke nogen svaghed.

Christian Nørgaard (ud 75.) - 3
Modsat Danmarks øvrige midtbanespillere, så havde Christian Nørgaard en mere tilbagetrukket rolle, hvor han skulle tage temperaturen på kampen. Det lykkedes Brentford-stjernen ganske fornuftigt med. Han var rolig på bolden og tog sjældent nogle dårlige beslutninger, men det kunne have klædt hans spil, hvis han en enkelt gang imellem slog en pasning med risiko.

Pierre-Emile Højbjerg - 4
At bolden alt for mange gange røg til siden eller forbi medspillerne er fuldstændig ligegyldigt, når man bliver matchvinder. For anden kamp i streg kickstarter Pierre-Emile Højbjerg den danske fest.

Christian Eriksen - 2
Danmarks dåseåbner var ikke i nærheden af at åbne op for noget som helst. Bolden blev slet ikke sat på spil, og alt for ofte endte det ud i ingenting og bolde til siden.

Andreas Skov Olsen (ud 80.) - 1
Han var en af Danmarks dårligste mod San Marino og søndag fortsatte Andreas Skov Olsens formkrise på det danske landshold. Tandløse aktioner og et dårligt fungerende samarbejde med Rasmus Nissen Kristensen gjorde det ikke til en kamp, som kantspilleren vil huske for noget særligt. Det var en kamp lige til skraldespanden...

Jonas Wind (ud 66.) - 2
Danmarks spydspids fik hårdhændet behandling af den finske betondefensiv, som gang på gang fik ødelagt Jonas Winds aktioner. Angriberen blev spillet meget med ryggen til mål, og det havde finnerne helt styr på at lukke ned for.

Jesper Lindstrøm (ud 45.) - 2
Stod for Danmarks største chance i første halvleg med hans fine spark fra distancen. Det var tæt på det, som det blev til for Jesper Lindstrøm i ganske anonyme 45 minutter.

Indskiftere:
Rasmus Højlund (ind 45.) - 3
Manchester United-angriberen har på rekordtid skudt sig ind i hjerterne på den danske fodboldbefolkning. Han fyldte godt inde i boksen, men også han havde det svært mod de finske fyrtårne.

Yussuf Poulsen (ind 66.) - 2
Angriberen kom på banen til fordel for Jonas Wind, men det var ikke ham, der havde nøglerne til den finske defensiv.

Thomas Delaney (ind 75.) - UB
Fik det sidste kvarter på banen, og er derfor uden for bedømmelse.

Simon Kjær (ind 80.) - UB
Fik de sidste 10 minutter på banen, og er derfor uden for bedømmelse.

Victor Kristiansen (ind 80.) - UB
Fik de sidste 10 minutter på banen, og er derfor uden for bedømmelse.

Træneren:
Kasper Hjulmand - 2
Danmark har på papiret et stjernespækket mandskab, som bør være langt bedre end Finland. Og selvom spillerne på banen skal gøre arbejdet, så har træneren et ansvar for at sætte holdet op bedst muligt. Det var et ideforladt landshold, hvor det var svært at se fra hvem og hvordan angrebsåbninger skulle komme, og det skal Kasper Hjulmand trods alt hjælpe sine spillere med. Han kan dog takke Højbjergs hammer.

Spillerne er vurderet ud fra Tipsbladets skala, der er som følger:
6 bolde: Verdensklasse.
5 bolde: Højt, internationalt niveau.
4 bolde: Fortrinlig indsats.
3 bolde: Godkendt præstation.
2 bolde: Skuffende, under middel.
1 bold: Dårlig præstation
0 bolde: Uacceptabelt.
UB: Uden for bedømmelse på grund af for kort tid på banen.