Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.
15. DECEMBER: MIKAEL SIMPSON
(Musiker og radiovært. Artiklen er bragt første gang 13. marts 2009)
Både lørdag og søndag blev Mikael Simpsons smukke Inden du falder i søvn brugt undervejs i radioens Sport på 3' eren og så skulle man ikke tro, at der var mere fodbold i midnatsmusikeren fra Nørrebro.
For den fuldskæggede sanger er kendt som indadvendt natteravn med base bag lejlighedens fire vægge, hvor han dyrker melankolske melodier og et fint blik for de blå toner i livet. Det lugter ikke af fodbold, og interessen er heller aldrig blevet nævnt i hverken sang eller snak med den prisvindende Simpson, heller ikke i forbindelse med udgivelsen af hans femte og seneste plade, den vellydende Slaar Skaar.
Men det betyder ikke, at fodbolden ikke er der. Tværtimod. Han er bare aldrig blevet spurgt, så nu læner han sig tilfreds tilbage i stolen og nyder et frikvarter fra de mange spørgsmål om dybe følelser og eksistentielle temaer, der findes i teksterne og musikken. For egentlig skal det bare stå for sig selv, mens det er noget nemmere at fortælle historier fra fodbolden, som også fylder i livet.
"Jeg har altid haft svært ved at gå med strømmen, når det gælder det fælles gods. Tv-serier, hitlistemusik og den slags. Men fodbold har jeg overgivet mig til. Det er en aftalt form for eskapisme med simple regler, og for mig er det verdens vigtigste biting," siger Simpson, der til gengæld kalder musikken for verdens vigtigste ting, men gerne indrømmer, at der ikke kun er blevet indspillet masser af musik i lejligheden på Nørrebro.
"Nej, jeg har også set masser af fodbold, alt for meget faktisk, selv om det var hårdt, at al Premier League-fodbold forsvandt fra mine kanaler til fordel for håndbold-hype. Det er svært at leve med, at man ikke kan se den bedste liga i verden, når man nu endelig havde fået en lejlighed at se det i," siger sangeren, der i stedet følger slagets gang fra det engelske i nyhedsstrømmen og nyder tirsdagene og onsdagene med Champions League, der gerne strækker sig ind i det lange Goal Show - "med 40 minutters reklamer," lyder det hovedrystende fra Simpson som bevis på, at interessen og eskapismen går hånd i hånd, når Schmeichel, Laudrup og Elkjær dukker frem, og musikken venter.
At den engelske fodbold fylder mest, er der ikke noget underligt i, for Mikael Simpsons mor er engelsk og hans far har boet 30 år i England. Men Grimsby var basen, og derfor er det også hjerteklubben.
"Selv om det er blevet bedre i Danmark, så er man ikke født med trøjen på, som man er det i England, og det er der noget smukt over. Du kan ikke slippe fri af rødderne, det er i hvert fald ikke nemt. Det er en stammeting, der drager, men i sport er den på sit rigtige sted, og jeg synes, at det er meget sjovt med sådan et tilhørsforhold i en verden, der er ved at gå under."
"Så for mig blev det Grimsby, og når vi fejrede jul derovre i gamle dage, så var det fast, at vi tog på Blundell Park 2. juledag, hvis Grimsby spillede hjemme. Det var en speciel oplevelse og egentlig temmelig trist, for det er et lidt dystert sted, omend det ikke er så slemt som Hull ovre på den anden side af Humber-floden. Hvordan kan man beskrive det? Hmm, forestil dig hvis Esbjerg lå i Rumænien."
"Derfor blev jeg også meget overrasket, da en vis sort herre pludselig dukkede op i byen. Tanken om David Nielsen, der sad og skrev autografer nede i storcenteret var fuldstændig surrealistisk, og jeg regnede heller ikke med, at han blev længe [ fem måneder fra oktober 2000 til marts 2001], for Grimsby får en dansk provinsby til at ligne en ferieø."
"Det er også et stykke tid siden, at jeg selv har været der. Jeg har valgt Thailand de seneste vintre i stedet for. Der kan man se live Premier League-bold på tv klokken 23 på grund af tidsforskellen, og det passer mig fint. Fodbold skal ses om aftenen, og så må jeg leve med, at de ikke sender Grimsby -Stockport," siger Simpson.
Men for familien i Grimsby fylder det meget, og sangeren har også masser af anekdoter om klanen med de danske efternavne.
Der er for eksempel onkelen Dean Laursen, hvis søn i mange år høstede hæder ved at være nabo til den lokale målmaskine og senere Charlton-stjerne Clive Mendonca. Der er halvbroderen med det gode engelske navn Karl Erik Jensen, der var så god, at han som teenager fik trials med både Manchester United og Liverpool, men aldrig kom længere end en træningskamp på andetholdet mod Jan Mølby. Han skulle dog også have haft et par kampe for Grimsbys førstehold, men det har Simpson aldrig fundet bevis for, men sådan er det med familielegende. Og så er der jo også Karl Eriks lillebror.
"Min anden storebror var desværre sådan lidt hooligan-agtig, når Grimsby spillede, og der er mange historier om dengang de væltede en bus med Leeds-tilhængere og dengang de havde dartpile i lommen før en kamp, for det var det eneste våben, man kunne have med, for så kunne man jo altid forsøge at overbevise politiet om, at man var på vej til turnering på en pub, før man så sendte en pil i røven af en politihest."
"Men han blev involveret i noget klammeri på et tidspunkt, noget med at han dyppede sit Grimsby-tørklæde i øl og svipsede nogle modstanderfans med det, og så faldt hammeren fra politiet. Han blev nægtet adgang til stadion og på kampdage skulle han møde klokken otte på politistationen til halvanden times morgengymnastik. Og kender man det nordengelske politi ret har det nok ikke været særlig sjovt," fortæller Simpson.
Fodbolden kom altså med hjem i bagagen fra England og til Holstebro, hvor sangeren selv blev født for 34 år siden. Og selv om han altid var plaget af høfeber og heller ikke var det største talent, blev interessen givet videre fra far til søn.
"Jeg har faktisk ikke et klart minde af en fed dribling eller et flot mål fra dengang. Jeg var ikke så god, men jeg spillede på tredje/ fjerdeholdet i Holstebro, var bolddreng på stadion og egentlig ret funky ude på træningsbanerne, for jeg fik jo alt det her tøj i gave fra England. Så niveauet blev løftet udadtil, når man troppede op i Liverpools røde dragt med Crown Paint på brystet, røde strømper og hele lortet."
"Og så spillede vi hjemme på Hartmannsvej, hvor der var en, der var lidt bedre end os andre, men han endte også som Bomber Bo Hansen ovre i Brøndby, og han lavede da et par tunneller på mig. Det vil jeg gerne være ærlig at indrømme," siger Simpson.
Den aktive karriere fik dog en opblomstring med flytningen til København, hvor musikeren lavede et hold i firmarækken under DAI og nåede seks år for Lokomotiv Luksus, før livet flyttede sig igen med familie og barn. Og han begyndte også at gå til fodbold igen.
"Når man er opvokset i Holstebro, er der ikke noget oplagt hold at holde med i den bedste række, men FC København kan noget for mig. De blev stiftet samme år, som jeg flyttede til København, og i starten tabte de jo hele tiden. Der var ikke den samme medgangsfølelse, som der er i dag."
"Så det passede mig fint, for jeg har altid været fascineret af hold, der kommer bagfra og forsøger at udfordre, som det unge Leeds-hold under David O'Leary, der kom med tempo og psyko-spillere som Lee Bowyer og Alan Smith."
"På et tidspunkt blev jeg også inviteret til at underholde efter en FCK-kamp, og det var ret hardcore nede på Corner. De havde lige tabt til AGF, så det var lidt svært at vide, om de ville klappe eller brænde lortet ned. Men det gjaldt i hvert fald om at dæmpe den jyske accent."
"Min første kamp på tribunen med FCK var mod Lazio, hvor jeg stod på C-tribunen i en helt vild stemning. Da FCK scorede første gang, stod der den her tykke FCK-fan ved siden af mig, der bare vendte sig om og gav mig et kæmpeknus, fordi "vi havde scoret" som han sagde. Så jeg fik knus og fransk hotdog ud over det hele, og mange timer senere gik man så hjem i en brandert klokken meget tidligt med ketchup på trøjen efter at have bondet sammen med drengene," siger Simpson med et lille ironisk smil over det, der nu alligevel har sat sit i hukommelsen.
Det var en stor aften og nat, men den største var nu engang, da han i kraft af sit musiker-erhverv havde skaffet sig adgang til et privat arrangement i Radiohuset med det engelske indieband Suede.
"Så stod landsholdet der lige pludselig, og der var en ret festlig stemning omkring Dennis Rommedahl og Thomas Gravesen. Jeg havde jo fået nogle bajere, så jeg gik over til Gravesen for lige at sige min mening om, at målmanden Jimmy Nielsen pludselig var blevet udtaget." Har han ikke bare tudet sig til den plads," sagde jeg, og det synes Gravesen var enormt morsomt."
"Han grinede helt vildt og sagde, at jeg selv skulle gå over og sige det til Jimmy. Det ville jeg ikke lige, men så tog Gravesen fat og kylede mig lige over i favnen af Jimmy Nielsen, der bare kiggede mærkeligt på mig, mens jeg bakkede ud med en skæv bemærkning. Det var ret vildt," siger Simpson og bryder igen med den gængse forestilling af den indadvendte poet.
Men den blå stemning er der, og den dukker også op, da han til sidst skal forholde sig til det dårligste, han har oplevet med fodbold. For det er ikke et nederlag til Grimsby eller en skuffelse foran skærmen.
"Nej, det er, når man ser en fodboldfan i fuldt udstyr stå og kaste op eller skændes med kæresten på Nørrebro efter en kamp. Det er trist at tillægge det så meget værdi, at det går ud over ens eget liv. Det er fedt at være på den entusiastiske løbebane i forhold til fodbold, men man skal også passe på sig selv og sine følelser, for her i 2009 handler det lige så meget om forretning som om hjerte, og det skal folk altså ikke tabe deres liv til," siger Mikael Simpson.
FAVORITHOLDET:
Mikael Simpsons favorithold:
Rustu Recber - Wes Brown, John Terry, Stuart Pearce, Ashley Cole - Steven Gerrard, Roy Keane, Paul Gascoigne, Joey Barton - Wayne Rooney, Alan Smith
I planlægningen af fodboldsnakken var udtagelsen af favoritholdet forsvundet i detaljerne, så Simpson tog tankerne med hjem og lovede at vende tilbage. Og som sagt så gjort. Torsdag morgen klokken 5.54 dukkede holdet op på mail med følgende bemærkning fra natteravnen: "Her er et GODT hold, som jeg ville være led ved at gå på banen imod." Det passer fint med Simpsons beskrivelse af sig selv som fodboldspiller, og det er også udtaget i Grimsby-ånden, men hvad laver Recber på mål? Tja, det må være op til fantasien, for der var ikke videre forklaring, men det gør egentlig heller ikke noget. Man behøver jo ikke at sætte ord på alt.
