Irsk landstræner efter pointtab: Havde håbet på det inden
Foto: Getty Images
Landshold

Irsk landstræner efter pointtab: Havde håbet på det inden

Irlands landstræner Mick McCarthy slår fast, at han gerne havde taget imod de fire point på forhånd, inden de to kampe mod Georgien i EM-kvalifikationen.

Irland måtte nøjes med 0-0 i udekampen mod Georgien lørdag eftermiddag i Danmarks gruppe i kvalifikationen til sommerens EM-slutrunde. Men for irernes landstræner Mick McCarthy behøver hans landsmænd ikke være skuffede.

Det gjorde han klart i et interview med irske RTÉ efter kampen.

- Det er et vundet point. Hvis du havde tilbudt mig fire point mod Georgien inden de to kampe mod dem, så havde jeg taget i mod dem, siger Irlands landstræner, som dog også kunne se holdets problemer i kampen.

- Vi vil gerne være bedre. Vi prøver altid på det. Georgien lukkede os godt ned og pressede os. Jeg synes ikke, at vi gjorde nok med bolden, når vi havde den. Vi mistede den hurtigt for tit, lyder det fra Mick McCarthy.

Derudover forklarer han pointtabet på udebanen i Georgien, hvor Danmark ligeledes har spillet 0-0 tidligere i puljen, med at man var nødsaget til at benytte sig af en spiller på venstreback, som ikke naturligt er venstrebenet. Et problem som Danmark også kender til med Jens Stryger. Det gav Irland problemer i spillet, slår McCarthy fast.

Endelig peger han også på, at en spiller som Conolly, som kom ind i de sidste minutter af kampen var med til at skabe en del uro i Georgiens defensiv, og derfor kunne han godt have givet ham mere tid på banen, erkender han.

Næste kamp for Irland er mod Schweiz på udebane, hvor det nu handler om at bevare at være ubesejrede - og så er Irland et stort skridt tættere på EM til sommer.