Hvis man skal tage Jannik Vestergaards ord for gode varer, har det belgiske landshold ikke glædet sig til i aften. Her venter Danmark nemlig i den afgørende Nations League-kamp, og ingen kan lide at møde danskerne, mener midtstopperen.
Han hæfter sig blandt andet ved, at Danmark har holdt England bag sig i Nations League-gruppen, og at kun to landshold i A-grupperne havde hentet flere point forud for sidste spillerunde.
Læs også:Før Danmark: Belgien er en ufortjent nummer et
- Jeg tror ikke, at nogen kan lide at spille mod os. Seneste måned tog vi til Wembley og tænkte: "Vi kan vinde her." Det var ikke arrogant, vi var ikke uden respekt for et rigtig god engelsk hold - men vi havde vindermentalitet og en god, velfunderet tro på os selv som hold, siger Jannik Vestergaard til Goal.
- Vi er nye på A-niveau, men vores resultater viser, at vi hører til blandt de bedste hold. Efter fem runder i Nations League har kun Belgien og Frankrig flere point end os på tværs af alle A-grupperne. Det er en stor bedrift, men vi går også ind til den sidste kamp for at vinde den - selv om Belgien har et imponerende hold.
Læs også:Hjulmand modsiger tidligere Anderlecht-træner: Belgien er bedst i verden
Belgierne er eksempelvis nummer ét på verdensranglisten, og det er velfortjent, mener landstræner Kasper Hjulmand.
- At møde Belgien er den største udfordring, man kan få som landshold lige nu. Belgien har et meget komplet hold, og det er det landshold, der har imponeret mig mest i forhold til, hvor mange forskellige ting de kan, sagde han tidligere på dagen ifølge Ritzau.
Vinderen af onsdagens opgør tager førstepladsen i Nations League-gruppen. Der er kickoff fra Belgien klokken 20.45.
Læs også:Optakt: Belgien - Danmark
Læs også:- Det er ikke kun angribernes skyld
Læs også:Morten Olsen tvunget foran tv'et: Det er så trist