127560

Hjulmands udfordringer: Ingen har prøvet det før

Tre VM-kvalifikationskampe på seks dage som også er en slags forberedelse til EM i København og rejserestriktioner, der blokerer for muligheden for at se på spillere i udlandet. Det er ikke nemt at være dansk landstræner i 2021.



(Bragt i Tipsbladet 19. marts.)

At være landstræner er til tider et ensomt job.

Alle har en mening om, hvordan holdet spiller og bør spille, og der er så få kampe, at selv et enkelt nederlag eller en pointdeling på det forkerte tidspunkt kan sætte tonen omkring landsholdet i månedsvis.

Men for mange landstrænere, især debutanterne, fylder de manglende træninger og samværet i hverdagen.

Eller rettere, de fylder netop ikke, som de gør i en hverdag i en klub, hvor der er træninger, frokost, taktikmøder og en evig cyklus af optakter og nedtakter til kampe, der især i denne tid kommer med få dages mellemrum, ofte for få, hvis man spørger spillere og trænere.

Oveni kommer, at Kasper Hjulmand nærmest ikke har haft chancen for at besøge sine spillere i udlandet, hvad end det er i Premier League eller den pludseligt så danskerfyldte Serie A, og man har opskriften på en fodboldtræner, der glæder sig ekstremt meget til at være sammen med sine spillere igen i den kommende tid.

"Jeg håber, at andre får mulighed for at lære den her gruppe af spillere lige så godt at kende, som jeg har. At se, hvor meget kvalitet der er, både fodboldfagligt og menneskeligt. De er nogle gode gutter, der vil Danmark og landsholdet det bedste. Det er fandme en god gruppe, og der er et potentiale."

"Vi vil hinanden og holdet så meget. Jeg så reaktionen fra dem, der fik debut. Det var virkelig stort," siger Kasper Hjulmand om et hold, han håber meget på at se endnu mere til i april og maj, hvis rejserestriktionerne tillader det."

"Jeg vidste, at jeg ville savne træningerne og hverdagen. Det, der opvejer det, er analyserne og tiden til at arbejde med nye ideer. Som klubtræner er der sjældent mulighed for at komme rigtig tæt på andre miljøer, samtidig med at jeg har mulighed for at lave strategiske træk og udviklinger til gavn for dansk fodbold. Det skal opveje det daglige savn af spillet og træningerne," siger Kasper Hjulmand.

ET GODT UDVALG
Det hjælper givetvis på landstrænerens nattero og nerver i forberedelserne til et helt usædvanligt EM med tre kampe i Parken, at han har en række sikre kort på hånden.

I målet er Leicesters Kasper Schmeichel i god form og kunne være en dark horse til et opsigtsvækkende skifte i løbet af de kommende 15-17 måneder, hvis en af Europas absolut største klubber kunne tænke sig en målmand på internationalt topniveau.

Hvis skaderne ellers lader ham spille fodbold i fred, har anfører Simon Kjær gang i en af sine bedste sæsoner i lang tid for AC Milan, og i Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg og Yussuf Poulsen har Kasper Hjulmand yderligere tre mand, de fleste Champions League-klubber ville sætte i startopstillingen uden at tøve.

Thomas Delaney og Martin Braithwaite er på banen i én eller flere kampe i de fleste uger for storklubberne Borussia Dortmund og FC Barcelona, og Kasper Dolberg er fast mand i Nice, og som bonus er udvalget af dygtige midterforsvarer til at ligge ved siden af Simon Kjær uhørt stort.

Det udvalg ville mangt en landstræner i Europa gerne bytte med, og små tre måneder før EM-premieren er Kasper Hjulmand først og fremmest optimist.

"Dem, der siger, at landsholdsfodbold er under pres… Det, der betyder mest for de her spillere, det er landsholdet. Selv dem, der spiller Champions League, har landsholdet og slutrunderne som det, hvor der er flest følelser i spil. Det betyder meget for spillerne, og de har et rigtig godt potentiale," siger Kasper Hjulmand.

Da Tipsbladet i begyndelsen af året talte med den tidligere landstræner Morten Olsen om kunsten at udtage en slutrundetrup, var han imponeret over udvalget af spillere, både i toppen og bredden af det danske landsholdshierarki. Kasper Hjulmand kan genkende billedet og håber, han kan hjælpe med til, at der kommer endnu flere folk at vælge mellem i de kommende år.

"I begyndelsen af Mortens tid var det stort set kun spillere fra udenlandske ligaer. Det forandrede sig op gennem tiden, og han sluttede vel med seks-syv spillere fra Superligaen i de sidste år. Sådan bølger det over tid. Jeg tror, der er noget systemisk i det, for man kan godt planlægge sig til at få gode spillere gennem talentudviklingen," siger Kasper Hjulmand.

"Tager vi hele årgang 1994-1995 plus " AC" i 1996, er det en stor del af grundstammen på landsholdet i dag. De var med på Thomas Franks U/ 17-landshold, der lavede en satsning på en bestemt måde at spille fodbold på. Det var Pierre-Emile, Yussuf, " AC" og flere af de andre nuværende landsholdsspillere. De kom til EM og VM for U/ 17-landshold og kom tidligt til udlandet,"

"Jeg er spændt på, hvordan den næste gruppe af unge spillere begynder at bide sig fast rundt omkring i Europa. Der er tegningen til noget spændende. Jeg er optimist på holdets og udviklingens vegne," siger Kasper Hjulmand.

FREMRAGENDE BELGIEN
Men her og nu er der tre landskampe mod Israel, Moldova og Østrig, og så tre puljekampe ved EM til juni, der i skrivende stund står til at blive spillet i Parken i København, selvom der endnu ikke er en afklaring omkring tilskuernes adgang til kampene.

"Parallelt med fokus på den næste kamp foregår der selvfølgelig en planlægning hen mod, at vi er så stærke som overhovedet muligt til EM. Alt, der kan planlægges, alt, der kan optimeres. Det er på og uden for banen, at vi vil planlægge og optimere så godt som overhovedet muligt. Vi ser på sundhedssektoren, banerne, vores rejser, eksekveringen af vores spil, straffesparkskonkurrencer."

"Alt muligt, alt, vi overhovedet kan planlægge, det planlægger vi," siger Kasper Hjulmand.

I efteråret vandt Danmark på Wembley men tabte også to gange til en af EM-modstanderne Belgien. Kevin De Bruyne, Romelu Lukaku og deres holdkammerater kan de færreste i verden måle sig med, men i Belgien synes den danske landstræner at kunne ane, hvor godt Danmarks landshold måske kan blive en dag, hvis alt fra den tidligste talentudvikling til landsholdsspillernes klubkarrierer flasker sig.

"Vi er slet ikke i nærheden af at have nået det maksimale, vi gerne vil. Der er nye lag, vi kan bygge på, der er ting i vores spil, vi kan gøre bedre. Vi er kompetitive over for alle landshold i Europa, tror jeg, og vi er gode nu. Men der er også endnu mere, vi kan blive bedre til. Vi forsøger at finde den rigtige balance i ambitionerne og i det, vi kan nå. Vi skal være realistiske i forhold til at klappe resultater på tavlen, samtidig med at vi forbereder os til en slutrunde."

"Der er så meget at være positiv over," siger Kasper Hjulmand.

"Vi så mod Belgien, at vi kan mange aspekter i spillet, men at de også er længere fremme på nogle områder. Der er nogle ting i deres spil, der gør, at vores to nederlag til dem ikke er tilfældige. De er et topklassehold."

"Det er ikke mindst i deres relationer, de spillere har været meget sammen."

"Selv hos englænderne, der tabte 0-2 i Belgien, sagde landstræner Gareth Southgate, at de manglede en del for at komme op på Belgiens niveau. Det kommer vel at mærke fra selveste England," siger Kasper Hjulmand.

EN SVÆR BALANCE
Da Kasper Hjulmand i foråret 2019 sagde ja til at blive landstræner, var det hans plan at tage et helt år til at samle inspiration og forberede sig så grundigt som muligt landstrænerjobbet og de slutrunder, han håber venter for Danmark i 2022 og 2024 i Qatar og Tyskland.

Coronavirussen satte en stopper for de sidste måneders forberedelser, og siden har landstræneren dårligt nok haft mulighed for at besøge sine spillere og eventuelle kandidater i udlandet.

Det kan måske lyde som et luksusproblem, og i det store billede er det det nok også. Men som ny landstræner betyder det alverden for Kasper Hjulmand at lære både spillere og deres trænere at kende, og det har betydet kompromiser.

"Det gør en stor forskel. Det er anderledes, end det har været nogensinde før, så jeg har ingen at spørge. Ingen har prøvet det her før," siger Kasper Hjulmand.

"Det var meningen, at jeg skulle tage over efter en slutrunde. Så ville der være 2 ½ år til næste slutrunde og en masse kampe i Nations League og testkampe. Det er et andet scenarie end det første år, jeg nu får. Det giver uden tvivl en anden tilgang til jobbet for mig. Hvad den forskel præcis er, det finder vi aldrig ud af," siger Kasper Hjulmand.

Man mærker, at landstræneren havde planer, og nok også mange af dem, for både spillet og hele arbejdet omkring landsholdet.

Planer har han stadig, og i efteråret kunne man i kampene se, at der var nye tanker om eksempelvis presspillet og forsøget på at finde de efterhånden berømte halvrum.

Men coronavirussen og det EM, der blev flyttet til sommer i år og dermed blev Kasper Hjulmands topprioritet på kort sigt, har ændret tempoet på reformerne.

"Jeg går til trænergerningen som en søgning efter det bedste mulige spil og de bedst mulige resultater. Jeg har ikke ladet mig nøjes. I det ligger også, at man forsøger noget for at få et hold derhen, hvor man tror, spillet kan bære. Skal man lære at spiller klaver, er man nødt til at prøve noget, man ikke har spillet før."

"Sådan er et fodboldhold også. Man skal prøve at udvikle det ved at spille på en måde, det ikke har spillet på før," siger Kasper Hjulmand.

"Det er nemmere i en turnering med 30- 35 kampe. Her er det lige på og hårdt, og hver kamp er ekstremt vigtig. Derfor er der mindre tid til at få noget nyt ind, især når der ingen træninger er. Derfor må jeg tage det fra kamp til kamp og nogle gange tage nogle chancer, uden jeg helt ved, om det vil fungere," siger Kasper Hjulmand.

PRESSEDE SPILLERE OP TIL EM
Det hjalp heller ikke på kontinuiteten, at landsholdslejren i november blev ramt af coronavirussen, og at en masse spillere og trænere derfor røg i præventiv selvisolation.

Nu får Kasper Hjulmand spillerne i halvanden uges tid, men de dage går overvejende med at spille de tre VM-kvalifikationskampe mod Israel, Moldova og Østrig.

Derefter vender spillerne tilbage til en hektisk sæsonafslutning i deres klubber, og hektisk er i det hele taget et nøgleord for tiden op til EM-slutrunden.

"Som landstræner er jeg bare dybt afhængig af, hvordan spillerne udvikler sig i deres klubber. Jeg havde set frem til at komme rundt, fordi det er en vigtig del af dette job. Jeg skal selektere og sammensætte spillerne til en trup. Jeg skal forstå, hvordan spillerne fungerer bedst sammen, og hvordan de fungerer bedst ude i deres klubber," siger Kasper Hjulmand.

"Hvad bliver de bedt om af deres trænere? Når de kommer hjem, forsøger jeg at bøje arbejdet og spillet til det, der passer dem bedst. De skal ikke passe ind i en fast skabelon, som jeg finder bedst."

"Jeg skal skabe det bedst mulige hold ud fra de kvaliteter, spillerne har. Jeg havde set frem til at tage ud til spillerne. Jeg taler naturligvis med dem, men det er bare ikke det samme over afstand. Jeg havde også set frem til at se træninger og til at mødes med klubtrænerne," siger Kasper Hjulmand.

"Jeg kunne godt have tænkt mig en testkamp [ før udtagelsen af EM-truppen. I stedet møder Danmark Bosnien den 6. juni].

"Bare én. Til slutrunder plejer man at have en uge i lejr, hvor man kan nå at spille en testkamp, og derefter skærer truppen fra 30 til 23 spillere. Sådan er det ikke denne gang. Jeg skal udtage de 23 endelige spillere to dage efter de sidste turneringskampe i klubberne."

"Jeg får ikke spillerne ind, så jeg kan mærke dem. Vi har med vores fysiske træner Ismail [ López] i spidsen gjort meget for at skabe en god kontakt til klubberne, så vi får så mange informationer som muligt om spillernes tilstand. Jeg ville helst have været tættere på spillerne. Jeg får næsten heller ikke nogen træninger med dem her i marts. Vi skal nærmest bare ind og spille kampene, og så flyve et nyt sted hen," siger Kasper Hjulmand.

Så snart rejserestriktionerne tillader det, og måske nærmere hvis de gør det, vil landstræneren suse afsted og besøge sine spillere i deres klubber. For med klubsæsoner, der er en måned kortere, er det fysiske pres på spillerne stort, og det er ifølge Kasper Hjulmand næsten naivt at tro, at det ikke skulle påvirke det danske hold frem mod slutrunden.

"Det er lidt med livet i hænderne. Ved slutrunder for en del år tilbage var der diskussioner om, at spillerne virkede helt udmattede, når der skulle spilles EM og VM.

Så sørgede man for, at ligaerne sluttede tidligere, så spillerne kunne få et lille break, og at vi fik et lidt længere træk med dem i lejren før en slutrunde. Det er jo annulleret i år," siger Kasper Hjulmand.

"Deres akkumulerede stress i denne sæson er jo virkelig voldsomt. Tag Christian Eriksen. Fra han startede i Tottenham i sommeren 2019, har han haft fire dages ferie. Jeg synes, at de 10 dage i lejren, hvor protokollerne for eksempel betyder, at man får bragt maden op på værelset, de er hårde."

"Det fortsætter spillerne så bare med bagefter i deres klubber. Og så er der alle de kampe. Der er 35 procent flere muskelskader end normalt i flere af de store ligaer, og intensiteten i presspillet er sort på hvidt blevet mindre," siger Kasper Hjulmand.

"Omvendt tror jeg også, at vi vil se danske spillere… Man kan nærmest ikke beskrive, hvor meget de glæder sig til et EM på hjemmebane, og som skal gå godt."

"Stemningen på holdet er fantastisk, og vi gør, hvad vi kan for at klare den. Men jeg ser tydeligt det stress, der er på spillerne, og jeg håber, at vores klarer sig godt igennem."

Læs her om en af de spiller, som mange nok havde afskrevet til landsholdet – men som igen er at finde i rødt og hvidt





Overrasket af FC København



TIPSBLADET SPECIAL

Her er Danmarks næste toptrænere


Brøndby IF – AGF

Stage har manglet selvtillid: Derfor man spiller fodbold



– Jeg har det lidt stramt over det her interview

Jeg tog fejl: Godt at FCM ikke kom i CL

Højlund i stor diskussion med holdkammerat

David Nielsen afviser: ‘Vil ikke have det job’

Opfordrer storklub til at fyre træner og ansætte Frank



” Det mener Tipsbladet

Sløj timing: Det virker amatøragtigt, Brøndby!


Ekspert om Birk-udtalelser: ‘Risikerer at miste jobbet’

VM-lodtrækning i dag: Her er Danmarks mulige modstandere

Skal FCK frygte jer? ‘Vi kommer til at stå stærkere’

Skriver til FCK-stjerne midt om natten



Fanklubben
” Tipsbladet’s fan panel

Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer


Brøndby-chef fyret: Her er Neestrups svar

Ellevild Amin Chiakha: Nok den værste følelse

Har ondt af ham: ‘Han er rigtig nedtrykt’

Dårligt nyt om FC Midtjylland-profil

Ekspert: Brøndby ansætter ny chef i morgen



Her er Danmarks drømmepulje – og det værste mareridt

Altså, hvordan kan han være så dårlig?

Var et teenagevidunder: FCK-komet står ved en skillevej

Jacob Neestrup til Tipsbladet: Forkert!



Her er fem bud på en ny Brøndby-træner

Hyrede Brøndby-træner: Overbevist på 30 sekunder

Fanklubben: Disse tre kan være færdige i Brøndby

Juventus lurer på dansk angriber

Skal hans lillebror også til Danmark?

Kasper Schmeichel: Ved I, hvor irriterende han var?

Kæmpe optur for Elias Jelert

Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet


TOPNYHED

Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’


Brøndby-boss kimet ned

FCK og FCM bød på Brøndbys stjerne: ‘Jeg var i chok’

Neestrup: Derfor er Sander og Cornelius vraget

Nu forklarer Brøndby-boss timingen af fyring

Stor ændring lurer i Brøndby

‘Han har nogle ekstraordinære kompetencer’

I chok: ’Det er jo en kæmpemæssig krise!’

Frederik Birk er slet ikke i tvivl

Sådan! Rasmus Højlund med to kasser for Man Utd

Han ligner FCK’s nye superstjerne

Tøffe dybt chokeret: Hvad fanden betyder det? 

I frostboksen: Det bliver mellem mig og ham

Fem spilforslag til weekenden 13.-15. December

Havde spillernes opbakning: Fyring overrasker i Brøndby

Brøndby meget tæt på sportsdirektør

Dagens Spilforslag: Godt med mål i bundopgør

Nyder Superliga-livet: Som under Bo Henriksen

De kan snuppe Andreas Maxsø

Her er reaktionerne på Jesper Sørensens fyring