EM-truppen er udtaget, og der er vel kun én mand, som ikke er kommet med grundet en skade - Mohamed Daramy.
Ironisk nok blev han skadet i samme øjeblik, som han med al sandsynlighed tilspillede sig en plads til Tyskland. Men nu er drømmen brast.
- Jeg er helt knust over det. Jeg var jo heller ikke med til VM, og jeg føler bare, at jeg var så tæt på at få opfyldt denne drøm. Det er meget svært at acceptere, når man er inde i en god stime, og jeg følte, at det var en god chance for at komme med til EM. Så jeg havde glædet mig, fordi der var en reel chance for at være med, siger Mohamed Daramy, der også vendte sin situation med Kasper Hjulmand, da han havde besluttet sig for at lade sig operere og definitivt være ude af EM.
- Hjulmand ringede til mig, fordi de (DBUs lægestab, red.) gav ham besked om, at min operation vil holde mig ude seks og otte uger, og han fortalte mig, at han var ked af at høre det og syntes, at det var nederen, at jeg skulle være ude. Han har ikke set mig bedre og mener, at jeg virkelig har fundet mig selv. Han havde i hvert fald været virkelig glad for, hvad han på det sidste havde set fra mig. Det var fedt at høre fra ham, siger Mohamed Daramy.
Det var i den seneste landskamp, 26. marts, at det hele gik grueligt galt.
Her kom den hurtige kant på banen efter pausen i en forkrampet venskabskamp mod lilleputterne fra Færøerne, og lynsnapt fik Daramy ændret kampen til Danmarks fordel med en scoring til 2-0 efter blot syv minutter.
Daramy var flyvende og ærgerrig, men det blev også til hans uheld, for lidt senere hamrede han knæet ind i stolpen i sin iver efter en ny scoring. Blodet fossede ud, og hurtigt stod det klart, at Daramy måtte udskiftes.
- Det er klart, i momentet med skaden troede jeg det værste, siger Mohamed Daramy, der har været på noget en af en følelsesmæssig rutsjetur med divergerende meldinger fra nogle af de skarpeste læger.
Både i DBU og i Frankrig, hvor han har besøgt flere knæspecialister.
- Jeg startede med at få at vide, at det bare var en flænge, og at huden bare var gået op. Så jeg blev syet og sendt tilbage til klubben. Efter et par uger fik jeg stingene fjernet, men efter noget tid kunne jeg mærke, at der manglede lidt, og at min muskel i venstre lår ikke kom tilbage på det sædvanlige niveau.
- Jeg trænede og trænede, men det gjorde stadig ondt, og det blev aldrig helt godt. Så jeg besøgte to forskellige knæspecialister i Frankrig, og samtidig havde jeg også tæt dialog med Morten Boesen (landsholdslægen, red.) om, hvad vi skulle stille op, for jeg kunne ikke sprinte mere end til 30 km. i timen, forklarer Reims-spilleren, som normalt når en topfart på 34-35 km. i timen.
Beslutningen om at få renset knæet var længe undervejs, men Mohamed Daramy er ikke i tvivl om, at han har truffet det rigtige valg.
- Det var enten eller. Om jeg skulle blive ved med at prøve, men ikke komme i top, top stand. Jeg besøgte specialister i både Paris og Lyon, og Morten Boesen fik også kigget på mig, fordi jeg skulle lave en MR-skanning, og det var her, at vi fandt ud af, at jeg ikke behøvede en stor operation, så jeg skulle være ude i næsten et halvt år. For det er bare småting under knæskallen, som blokerede for, at jeg kunne komme op på 100 procent.
- Så jeg gik med Boesens anbefaling og fik renset mig knæ. Det holder mig ude i seks til otte uger, så jeg også glippede de sidste kampe i Ligue 1 og nu også EM. Sådan er fodbold, men jeg vil hellere komme tilbage på landsholdet og være helt frisk, så jeg kan gøre en forskel, og med denne beslutning er jeg helt tilbage på toppen allerede fra næste sæson. Man skal kunne regne med mig.
Så mens det danske landshold tager til Tyskland, vil Mohamed Daramy nyde sin sommer i Danmark og følge sin landsholdskammerater på afstand.
Ud over sin egen genoptræning har han også andre vigtige ting at se til.
Den 22-årige spillers kone er nemlig gravid for første gang.
- Jeg har altid gerne villet være ung far, så jeg glæder mig rigtig meget, forklarer Mohamed Daramy, der får en datter til november.
- Min kone er i fuld gang med at købe en masse ting, det har hun helt styr på, siger han med et grin.
Det er der trods plads til i en tid, hvor drømmen om denne sommer gik i stykker efter en kollision med en stolpe på Brøndby Stadion for to måneder siden.