For første gang i sin tid som landsholdsspiller er Christian Eriksen ikke fast mand for sit klubhold. Det bekymrer endnu ikke landstræneren, men det undrer ham dog, siger han ifølge Politiken. For han ved, hvor god Eriksen er.
Landsholdet nummer 10 har kun spillet omkring en fjerdedel af de tilgængelige spilleminutter i denne sæson for Inter. I foråret endte han også som indskifter oftere end starter.
Læs også:Hjulmand: Landsholdsspillere kan nå at skifte klub
Nu er han mødt ind i landsholdslejren, hvor han er første mand på holdkortet. Her må landstræner Kasper Hjulmand forholde sig til, at Eriksen spiller mindre, end han har vant til i sine ti år som landsholdsspiller.
- Jeg kan ikke svare på, hvorfor han ikke spiller. Men jeg kan godt undre mig, når jeg ved, hvor god han er. Han er en fantastisk dygtig spiller. Jeg tror, at han kan overleve alt i sin karriere. Jeg tror, at uanset hvad der sker, så kommer vi til at se ham på sit højeste niveau igen. Hans kvalitet er svær at holde nede. Hvad der præcis sker, må Antonio Conte eller Christian selv vide. Hvis jeg begynder at sige mere, er det rent gætværk, og det vil jeg helst holde mig fra, siger Hjulmand ifølge Politiken.
Læs også:Kasper Hjulmand udtager Championship-duo til landsholdet
Christian Eriksen får lejlighed til at få noget kamptræning onsdag aften. Danmark møder Færøerne i en testkamp forud for de to kommende opgør i Nations League. Holdet møder Island på søndag og England onsdag i næste uge.
Det bliver Kasper Hjulmands tredje, fjerde og femte kampe som landstræner - og Christian Eriksens landskampe nummer 98, 99 og 100, hvis han kommer på banen.
Læs også:Hjulmand efterudtager angriber: Har vist sig flot frem
Læs også:Hjulmand om landsholdets knæ: Det har intet med politik at gøre
Læs også:Kasper Hjulmand forklarer: Derfor er Casper Højer ikke udtaget