Video : Tipsbladet
Landshold

Hjulmand forsvarer valg: Det passer jo ikke!

Kasper Hjulmand fortæller, at han har udtaget Brentford-stjernen Mathias Jensen, da han har haft en fantastisk sæson. Landstræneren mener ligeledes, at Jensen har spillet flere gode landskampe for Danmark, selvom andre måske ikke mener det.

BRØNDBY (Tipsbladet): Kasper Hjulmand udtog Danmarks EM-trup denne torsdag, og her var der fundet plads til blandt andre Brentford-danskeren Mathias Jensen. 

Jensen har vist god form for Brentford, men det store landsholdsgennembrud mangler måske for midtbanespilleren. 

Hjulmand mener dog, at den tidligere Superliga-stjerne i flere landsholdssammenhænge har vist stor klasse, selvom andre måske mener det modsatte.

- Jeg synes, at han er virkelig dygtig, og han er en af lederne på holdet. Han har intensitet i sit presspil og sin bevægelse. Han dækker store områder og har en fantastisk fod. Jeg er ikke enig i, at han ikke har spillet gode landskampe. Jeg har godt læst mig til, at han aldrig spiller gode kampe. Det passer jo ikke.

- Mod Østrig var han banens bedste, så nogle gange glemmer man de gode minutter, som Mathias har spillet. Han har haft en fantastisk sæson for Brentford på et meget højt niveau, så vi tror på det. Han er en karakter, der giver meget. Han er fuldstændig inde i alle greb, som jeg kunne gøre på holdet i forhold til systemer, siger Kasper Hjulmand til Tipsbladet og den skrevne presse. 

En af de midtbanespillere, der ikke kom med, var Celtic-stjernen Matthew O'Riley, og det var ikke nemt for Hjulmand at fravælge ham. 

28-årige Jensen leverede tre mål og tre oplæg i 32 kampe for Brentford i den forgangne sæson under Thomas Franks ledelse. 

Du kan se hele Danmarks EM-trup her.