Video : Tipsbladet
Landshold

Gravesen elsker trio: Eriksen er ikke god nok!

Thomas Gravesen faldt pladask for Danmarks centrale midtbane mod Slovenien, som lige nu er langt bedre uden Christian Eriksen end med ham.

Der var eufori blandt spillere og trænere på banen, på tilskuerpladserne, rundt omkring i det danske land og i særdeleshed hos Thomas Gravesen, da Danmark fredag kvalificerede sig til EM i Tyskland takket være en 2-1-sejr over Slovenien. 

Den danske fodboldlegende så kampen i sit hjem, hvor hans far og bror var kommet forbi, og Thomas Gravesen kunne lide, hvad han så. Ja, han var ekstatisk over at se den måde, det danske fodboldlandshold bookede EM-billetten på.

Humøret er højt hos fodboldlegenden dagen derpå, da Tipsbladet fanger ham over telefonen for at vende fodboldlandsholdets helt store højdepunkt i 2023. Han så lige præcis det landshold, som han gerne vil se. 

- Vi kunne se på spillerne, at det her betyder noget. Det var dejligt at have Thomas Delaney tilbage. Det er klædeligt at se Jonas Wind spille på den måde, han gør. Victor Kristiansen kom med noget friskt derovre. Ham og Mæhle var gode til at være dynamiske på siderne. Der var mange positive oplevelser i går fra spillernes side.

Roserne står i kø. Gravesen var vild med Joachim Andersen og Andreas Christensen, som tog ansvar i spillet med bolden. Men det var særligt midtbanetrioen med Christian Nørgaard, Thomas Delaney og Pierre-Emile Højbjerg, som sprang i øjnene hos ham. 

- I går havde vi en midtbane, hvor alle tre gik til den. Det er ikke sådan noget, at nu skal jeg rende ned til højre back for at få fat i bolden. De ting, vi har set fra Christian Eriksen, hvor han søger det. Nej! De tre blev derinde i motoren og tog de kampe og slag, der skulle tages. De overvandt dem rent fysisk en mod en. Vi vandt på midten, og det gjorde, at vi var dominerende, slår Gravesen fast. 

Man kan forestille sig, at Thomas Gravesen havde lige så store julelys i øjnene fredag aften, for han kunne lide, hvad han så fra landsholdet. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images.

Det var særligt spillernes indstilling, som fik ham til at klappe i hænderne. Intensiteten var i højsædet, og det er hans minimumskrav hver eneste gang.

- Det er ikke en tistjernet kamp, men en kamp hvor man kan se fundamentale ting i fodbolden. Løb for helvede, løb! Knokl nu! Når der kommer en chance for at gå til den, så gå til den. Lad være med at løbe hen og lad som om, du går til den. Det der alibi, kan vi alle sammen se! Hvis du ikke løber hen og stikker dit ben ind, så kan vi godt se det. Derfor bliver vi sådan, at vi ikke kan acceptere det. Men det, vi så i går, var noget helt andet. 

De spiller klart bedre uden Eriksen
Man hører tydeligt, at Thomas Gravesen er særligt passioneret, når det kommer til det danske landshold. Snakken går, og der er følelser forbundet med det. Han ved godt, at fredagens sejr ikke vinder skønhedspriser, og han forventer heller ikke mirakler fra det danske landshold. Til gengæld vil han se et hold spille med hjertet, og det gjorde de i går. 

Særligt de tre på midtbanen, som kan give Kasper Hjulmand et hovedbrud fremover. For når Nørgaard, Højbjerg og Delaney spiller sådan, og når Mathias Jensen leverer så stærkt et indhop, så er der ifølge Gravesen ikke plads til Christian Eriksen. Og han peger selv på, at landsholdet tidligere har spillet fantastisk fodbold uden fynboen.

- Nu kommer det igen... Da Christian faldt ved EM i Parken, og holdet blev møbleret om efter det, der spillede de som i går. Man havde det fællesskab, der var, omkring landsholdet. Nu er Christian ude igen, og holdet spiller sådan en gang mere.

- Det giver noget stof til eftertanke omkring ét: hvordan man sætter holdet op. To: hvordan man får Christian Eriksen implementeret, HVIS han er god nok. I øjeblikket er han ikke god nok til det. Christian Eriksen er ikke dygtig nok i øjeblikket til at spille på det danske landshold, og det er bare facts. Det danske landshold spiller klart bedre uden Christian Eriksen lige i øjeblikket, slår Thomas Gravesen fast med syvtommersøm. 

Christian Eriksen befinder sig ifølge ham i et vakuum i karrieren, hvor han heller ikke er stamspiller i Manchester United. Han har brug for noget succes, men han er nødt til selv at arbejde med det. Det ved Kasper Hjulmand, som ifølge Gravesen skal turde at sætte Christian Eriksen på bænken, selv om han er spilleklar i fremtiden. 

- Sikke en spiller at have, hvis han kan finde tilbage til sin storform. Det er sådan, det er. Det er benhård business. Det ved Christian Eriksen og Kasper Hjulmand også. Hjulmand skal turde det her! Det er enormt vigtigt, at en træner tør at sige, at jeg har nogle spillere, som er gode, og dem vil jeg læne mig op ad, så længe de er gode nok. Lige så snart de ikke er gode nok, er man IKKE fastskrevet til det danske landshold.

Han slår fast, at arbejdsopgaverne er fordelt lige, når Nørgaard, Delaney og Højbjerg spiller derinde. Alle tre tager bolden og spiller hurtigt, og sådan dominerer man et modstanderhold, lyder det fra den tidligere Real Madrid-spiller.

Jeg kan godt spille!
Der venter altså Kasper Hjulmand noget af en opgave for at få puslespillet til at gå op. Man skal dog ikke have ondt af landstræneren, siger han, inden han frier til Hjulmand forud for EM-slutrunden. 

- Med de spillere så er muligheden kæmpestor for at få succes. Kasper Hjulmand har den privilegerede rolle, at han må vælge, hvilke spillere han gerne vil have. Det er ikke som et klubhold, hvor du kun har 16 spillere at tage af – nej, Kasper Hjulmand har fem millioner at tage af. Skulle han ringe til mig på et tidspunkt og spørge: Nummer 7, kan du spille en kamp? Så kan jeg selvfølgelig godt! udbryder Gravesen med et grin. 

Den tidligere hardhitter spillede i nummer syv på det danske landshold, dengang han var aktiv, men han må nok følge EM-eventyret på afstand næste sommer. Frem mod slutrunden skal landsholdet bygge videre på gårsdagens succes, og derfor følger han spændt udekampen i Nordirland, som ikke har nogen indflydelse på gruppen, men som har stor betydning for landsholdet. 

- Det er bestemt ikke en ligegyldig kamp! Nu har man sat et aftryk og kvalificeret sig. Nu skal man lave et statement i Nordirland, der viser, at I kan regne med os. Vi tager ikke let på opgaverne, når vi har den røde trøje på.

- Op og giv en dominerende indsats. En fysisk magtdemonstration vil jeg se! Op med ærmerne og frem med brystkassen. Lad os bare fuldstændig køre igennem Nordirland og bare vise, at vi er på vej til EM i Tyskland. Det vil være en rigtig flot afslutning på det her år at lave to store kampe til sidst, slutter han.

Det bliver helt sikkert uden den ene af Gravesens favorittrio på midten, for Christian Nørgaard misser kampen med karantæne. I stedet er Morten Frendrup blevet udtaget.