Den nyudnævnte landsholdsspiller Jens Jønsson kommer aldrig til at glemme tirsdag den 3. november. Desværre både fordi dagen på én gang bød på stor sorg og et karrieremæssigt højdepunkt.
Landstræner Kasper Hjulmand udtog Jønsson til det danske A-landshold for første gang, men beskeden landede på noget nær det værst tænkelige tidspunkt.
- Jeg fik egentlig nyheden overbragt ved, at jeg deltog i min farfars begragvelse, og så kom min stedfar og hviskede mig det i øret, efter vi havde båret kisten ud. Det var lige fra den ene yderlighed til den anden, fortæller Jens Jønsson til tipsbladet.dk.
- Det er først i dag, jeg bruger tid på det og har kunnet glæde mig over det. I går tænkte jeg faktisk ikke et sekund på det. Det er en ny dag i dag, og nu er jeg superglad og stolt.
- Det var ikke en dag, der skulle handle om mig, men om min farfar og min farmor, der nu står alene tilbage. Men folk var da glade og stolte på mine vegne; det var min min farmor også, og det er jeg sikker på, at min farfar også er deroppefra. Så der var da plads til at lykønske, men det var ikke der, fokus var.
Efter begravelsen hjemme i Danmark er overstået, har Jens Jønsson kunnet flytte noget af det fokus over på den milepæl i hans profesionelle fodboldliv, som udtagelsen er.
Læs også:Hjulmand imponeret af Jens Jønsson: Han er blevet langt mere disciplineret
- Det er det største i min karriere indtil videre, det skal jeg da ikke lægge skjul på. Jeg er sindssygt glad, stolt og spændt. Det giver også mere blod på tanden. Nu er der bare endnu mere at skulle bevise. Det gælder både fra på mandag, men også allerede i morgen, når jeg træner med holdet igen efter at have været hjemme, siger han.
Jønsson skal tilbage til Cadiz og spille udekampen mod Atlético Madrid lørdag aften, inden han altså møder ind til sin første A-landsholdssamling mandag. Forud har han kun talt kort med landstræner Kasper Hjulmand onsdag morgen, men til gengæld kender han assistenten, Morten Wieghorst, indgående.
Wieghorst trænede Jønsson i AGF, og nu glæder sidstnævnte sig til et gensyn med sin gamle træner.
- Det ser jeg frem til. Til trods for at det nogle gange blev tegnet anderledes i medierne, havde jeg faktisk et godt forhold til Morten og satte pris på ham som træner, udover når jeg spillede i midterforsvaret, siger Jens Jønsson med et grin.
- Som træner og menneske kunne jeg godt lide Morten, og det har ikke ændret sig.
Da Kasper Hjulmand forklarede, hvorfor han havde udtaget Jønsson, lagde han blandt andet vægt på, at midtbanemanden havde gjort "rigtig, rigtig god figur" i sin klub, Cadiz.
Det er da også nærliggende at se udtagelsen som en konsekvens af, at Jønsson har vist sit værd i en af verdens stærkeste ligaer, men det var nu ikke kun for at komme på landsholdet, at han valgte La Liga.
Læs også:Jens Jønsson og Mikkel Damsgaard kan debutere: Her er landsholdstruppen
- Det var både og. Jeg skiftede ikke med blik på landsholdet. Jeg skiftede med blik for at få mest muligt ud af min karriere, og i det ligger landsholdet impliceret, siger han.
- Jeg går på arbejde hver dag for at blive bedre og få det bedste ud af mine evner. Hvis man gør det godt nok, kommer man til en bedre klub, eller der sker noget som landsholdet. Så indirekte har det da været med, og det har altid været kæmpe drøm, men jeg har ikke gået hver dag og tænkt: "Nu skal det ske." Men Cadiz var et stort skridt i rigtige retning.
Hjulmand betonede også, at Jens Jønsson er blevet "langt mere disciplineret" som defensiv midtbanespiller. Er spilleren enig i det?
- Det ved jeg ikke, for det kan ikke have været i Tyrkiet, jeg har lært det, griner Jønsson.
- I Tyrkiet var det lidt mere loose og på gefühl. Det var mere individuelt præget. Der var mange meninger om tingene på sådan et hold, faktisk 11 meninger, var tit mit indtryk.
- Men kan godt se, hvad han mener. Måske fordi jeg kom til Tyrkiet, hvor det bestemt ikke i højsædet, måtte jeg tage det mere på mig. Omvendt er jeg kommet til sted nu, hvor det er nødvendigt. Hvis man ikke er discplineret, spiller man ikke mange minutter under vores træner. Så jo, det har jeg nok lagt på.
I de kommende uger får Jens Jønsson så chancen for at bevise, at Kasper Hjulmand har set rigtigt. Landsholdet møder Sverige i en testkamp på onsdag og siden Island og Belgien i de to sidste Nations League-kampe i denne omgang.
Hjulmand sagde på pressemødet tirsdag, at han regner med at bruge mange spillere i de tre landskampe, så der er en chance for, at Jønsson får debut mod Sverige.
Læs også:Vild sensation af Jens Jønsson og Cádiz: Choksejrer mod Real Madrid
Læs også:Dansker skal spille på Bernabéu: Jeg glæder mig helt absurd meget
Læs også:Dansker om historisk sejr over Real Madrid: Løb en helvedes masse kilometer