Video : Tipsbladet
Landshold

FCK-sejre sender Boilesen på landsholdet med selvtillid

Venstrebacken Nicolai Boilesen er igen en del af landsholdet, og nu handler det for FCK'eren om at gribe chancen.

"Yussuf, godt at se dig igen, min ven."

Det er ved at være noget tid siden, at venstrebacken Nicolai Boilesen sidst var med landsholdet - faktisk er det tæt på tre år siden - så det var et gensyn med mange gode fodboldvenner, da Nicolai Boilesen og resten af holdet mødte ind på Hotel Clarion i Københavns Lufthavn mandag.

Nicolai Boilesen fik blandt andet hilst på Yussuf Poulsen, der først dukkede op midt i en presseseance, og så var det tid til et kram og en kort snak mellem to gode fodboldvenner.

- Det er jo altid skønt at se folk, man har kendt. Jeg kender stort set alle drengene fra ungdomslandshold, A-landsholdet eller som gamle klubkammerater. Nogle af de her forhold går jo 10-12 år tilbage, så det er skønt at se hinanden, når man ikke ses så tit ellers. Der er også en gensynsglæde, og det er altid fedt at være blandt gode holdkammerater, siger Nicolai Boilesen til tipsbladet.dk om at være tilbage til.

Venstrebacken var igennem en lang skadespause i Ajax, inden Frank de Boer i et helt år valgte ikke at bruge Boilesen, fordi han ikke ville forlænge sin aftale med klubben. Siden skulle han bruge noget tid på at genoptræne i FC København, men fra denne sæson har han spillet masser af minutter og været fast mand, og i foråret er FCK tilmed begyndt at vinde en del fodboldkampe, så humæret er i top hos Nicolai Boilesen.

- Man vil jo altid hellere være på et hold, der vinder, end et, der taber. Nu har vi vundet fem ud af seks kampe i ligaen og er målt på point forårets bedste hold, så den selvtillid tager vi med os, siger Nicolai Boilesen, der kan bruge det på landsholdet:

- Det kan man godt sige. Det er den selvtillid, man tager med sig, når man vinder fodboldkampe. Det er trods alt begrænset, hvor fantastisk man kan spille, hvis man taber uge efter uge med sit klubhold. Derfor har man brug for succes på klubplan. Det er en holdsport, og for at præstere individuelt har man brug for, at holdet fungerer.

Nicolai Boilesen har i alt fået 15 A-landskampe.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.