Færøerne har til tider muligheden for at hive en sejr hjem, og fredag aften var der bestemt en chance for øgruppen. Her stod de nemlig overfor Malta, hvor det endte med en 3-1-sejr til færingerne.
Det var tilmed en kamp, som fik et vist bidrag af de nuværende og tidligere Superliga-spillere, der er med på holdet. Ved alle tre scoringer var der islæt via enten den sidste eller næstsidste spiller, inden målet blev sat ind.
Efter 31 minutter kunne den tidligere OB-spiller Joan Simun Edmundsson, der nu spiller for Bielefeld i Tyskland, sende bolden i kassen til 1-0, og der skulle bare gå syv minutter, før den var gal igen.
Her var det Kristian Joensen, der gjorde det til 2-0. Han har ikke en fortid i Superligaen, men det havde manden med assisten. Det var nemlig den forhenværende FC København- og Randers-spiller Brandur Olsen, der lagde op til målet.
Herefter fik Malta reduceret få minutter før pausen, hvor 37-årige Michael Mifsud fik scoret.
Efter pausen lukkede AC Horsens-spilleren Hallur Hansson kampen med et mål til 3-1. Foruden ham havde Horsens også Sonni Nattestad med i kampen.