Engelsk legende spillede 3. division i Danmark

I dag, den 24. februar 2013, er det 20 år siden, at det måske største engelske fodboldikon Bobby Moore døde. Kræften tog Moore i en alder af bare 51, men i England vil han til evig tid blive husket som landsholdsanføreren, der løftede VM-pokalen i 1966. Mere overset er det, at Moore tolv år senere, i 1978, spillede en række kampe i den danske 3. division for Herning Fremad. For at mindes en af spillets helt store legender bringer tipsbladet.dk en historie fra 2010 om Moores forår i Vestjylland.

Bragt i Tipsbladet 28. maj 2010

Da en engelsk verdensmester kiksede en offsidefælde mod Jyderup

I disse dage er det 32 år siden, at den eneste verdensmester, der nogensinde har spillet i dansk fodbold, forlod landet igen. Bobby Moore førte som anfører England til en VM-titel i 1966, men færre husker, at han 12 år senere spillede for Herning Fremad i den danske 3. division. Her følger den hidtil ufortalte historie om en verdensmester på Heden.

I anledning af VM udgav Carlsberg i starten af maj en følelsesladet reklame til det britiske marked. Bygget op omkring en peptalk rettet mod et engelsk landshold, spiller det danske bryggeri på de helt store tangenter for at vække stoltheden i de engelske fodboldfans. Mens sportslegender som Stuart Pearce, Jack Charlton og roeren Steve Redgrave gejler spillerne op på vej mod banen, leverer
reklamens speaker klicheer på stribe, når han snakker om patriotisme, “os-mod-dem”-mentalitet og nostalgi.

Klimakset kommer, da speakeren bekendtgør, at “det er tid til at gøre de udødelige selskab”, mens spillerne bevæger sig op af en trappe mod græstæppet. Der venter én af Three Lions og en spiller i en rød trøje med nummer seks på ryggen. Han symboliserer engelsk fodboldhistories allerstørste ikon: Bobby Moore.

Bobby Moore, som i 1966 var anfører på det engelske landshold, der blev verdensmester på hjemmebane. Bobby Moore, som blev personificeringen af en engelsk landsholdsanfører og gentleman, da han før overrækkelsen af Jules Rimet-trofæet og et håndtryk fra den engelske dronning huskede at gøre sin hånd ren i bukserne. Bobby Moore, som med 108 landskampe var den engelske markspiller, der havde spillet flest landskampe, inden David Beckham overtog rekorden i 2009. Bobby Moore, som Pele har kaldt “den bedste forsvarsspiller, jeg nogensinde har spillet imod. ” Bobby Moore, som selveste Franz Beckenbauer regner som den bedste forsvarer i fodboldhistorien. Bobby Moore, som er blevet uddødeliggjort af det engelske fodboldforbund, der har rejst en statue af ham uden for det nye Wembley.
Bobby Moore, som i foråret 1978 spillede en række kampe for Herning Fremad i den danske 3. division.

GASOLIN SOM AKTIONÆR
Herning 1978. Der er grøde i sporten i den vestjyske by. Om vinteren er man sammen med en række andre danske byer vært for VM i herrehåndbold, og også i den lokale fodboldklub Herning Fremad sker der ting og sager. Det er på grund af Helge Sander.

Den 27-årige journalistuddannede iværksætter har været med til at vende op og ned på dansk fodbold. I løbet af efteråret 1977 offentliggjorde han i samarbejde med den tidligere landsholdsangriber Harald Nielsen planer om en professionel piratliga, der skulle etableres udenom DBU. Det lykkedes ikke, men forslaget pressede alligevel forbundet til at indføre professionel fodbold, efter det i mange år havde holdt stædigt fast i idealerne om amatørisme. Sander, der på daværende tidspunkt var arrangementschef i A/S Herning-Hallen, hvor han blandt havde arrangeret seksdagesløb, blev en omtalt herre efter debatten omkring professionel fodbold, og jobtilbuddene væltede ind til den driftige vestjyde.

“Jeg var, om man kan lide det eller ej, omdrejningspunktet i professionel fodbold i 1977, så jeg fik efterfølgende 14 tilbud fra forskellige sider. Det var lige fra at blive direktør i Metronome til at blive marketingschef i Codan Forsikring, men jeg sagde ja til det mindste af dem, nemlig at blive manager/direktør i Herning Fremad. Det var populært i Herning, og der var en tro på, at jeg kunne rejse Fremad,” siger det nuværende folketingsmedlem for Venstre til Tipsbladet.

Herning Fremad spillede på daværende tidspunkt i landets tredjebedste række, og Helge Sander vidste, at han måtte tænke innovativt for at hente de penge, der skulle til for at drive professionel fodbold.

“Jeg fik den geniale ide at sælge hver trøje enkeltvis. Det var aldrig set før dengang. Jeg lavede kontrakter med 13 firmaer i Herning, og sendte dem ind til DBU, men dem ville de ikke godkende, for der stod i proportionerne for Danmarksturneringen paragraf 19 stykke tre, at spillertrøjerne
skulle være ens. Så ringede jeg til [DBU’s generalsekretær] Erik Hyldstrup. ‘Det kan da ikke være rigtigt?’ ‘Jo!’ Han var så sur over alt, jeg lavede. Det kunne der ikke blive tale om. Så sagde jeg, at jeg gerne ville have det prøvet i bestyrelsen, men det kunne jeg ikke. Så ville jeg have det prøvet i turneringsudvalget, og det gik igennem, men det var med hiv og sving inden sæsonstart,” siger Helge Sander, der solgte trøjerne for 15.000 kroner stykket – dog reservenumrene 12 og 13 til halv pris.

Det lykkedes at skaffe en god opbakning til klubben. Udover trøjesponsoraterne fik man Puma som tøjsponsor, der udover at bidrage med træningstøj og sko også afleverede omkring 50.000 kroner i rede penge.

Det helt store scoop var opbygningen af en stor aktiekapital. Det lykkedes at sælge aktier til 342 aktionærer, blandt andre Harald Nielsen, Gunnar “Nu” Hansen og rockgruppen Gasolin, og det gav i alt 500.000 kroner til klubkassen. Herning Fremad var den første klub i Danmark, der hentede så stort et beløb, og det var yderst imponerende sammenlignet med konkurrenterne. For eksempel startede B1909 klubbens aktiekapital ved selv at skyde 100.000 kroner ind – og da tegningen af aktier sluttede, var resultatet 103.000 kroner…

Selvom Herning Fremad stadig var en lille klub, der skabte overskrifter i Herning Folkeblad, når de fik moderniseret medlemsbladet, og som arrangerede en opvisning af tre medlemmer af Schæferhundeklubben i pausen af en kamp, var det altså en klub, der ville frem i verden.

FORHANDLINGER MED BOBBY CHARLTON
Det er næppe tilfældigt, at Herning Fremad klarede sig så godt. Allerede på et tidligt tidspunkt viste klubben store armbevægelser ved at offentliggøre, at man satsede på at hente et stort navn til klubben – et virkeligt stort navn.

“Det var dels for at forstærke holdet og dels for at skabe opmærksomhed. Jeg vil ikke underkende det sidste. Vi lå jo i skyggen af Ikast, og derfor var det jo meget vigtigt for mig, at der var stor opmærksomhed, så jeg kunne tegne sponsorater. Jeg tænkte, hvem jeg kunne få til af store spillere. Den første, jeg tænkte på, var Bobby Charlton, og ham var jeg også i telefonisk kontakt med. I første omgang var han meget forvirret, og jeg tror simpelthen ikke, han forstod, hvad jeg snakkede om. Men så fik jeg via Ron Webb, som jeg arrangerede seksdagesløb med, kontaktet ham og præciseret det hele, og så sagde han så nej tak. Så ringede jeg til [Leeds-legenden] Peter Lorimer, og han ville gerne, men han var alt for dyr. Det var hele vores budget, der ville være røget. Så var det faktisk Ron Webb, der fik ideen til Bobby Moore, og via en dansk journalist i London fik jeg kontakt til ham. Vi fik skabt et grundlag og fandt frem til, at vi nok kunne blive enige,” fortæller Helge Sander, der fik lokket den 36-årige Bobby Moore til Herning fredag den 10. februar.

“Han tog flyet til Herning en fredag aften til Hotel Eyde, og det var i dybeste hemmelighed, for hvis det ikke blev til noget, var det pludselig en negativ historie. Det var første gang, jeg oplevede det, som jeg senere skulle opleve masser af gange i mit politiske liv: Man kan ikke bare lave sådan noget, uden at det pludselig bliver kendt. Mens vi sad og forhandlede, var der nogen, der havde ringet til Ekstra Bladet . Da jeg kom ud, lå der en besked i receptionen om, at jeg skulle ringe til Ekstra Bladet. ‘Hvad laver du med Bobby Moore?’”

Herefter kørte historien. Lørdag den 11. februar havde Herning Folkeblad en nyhed på forsiden. “Bobby Moore forhandler med Herning Fremad” stod der med store bogstaver, mens formand Jørgen Mathiasen, Bobby Moore og Helge Sander smilede til læserne.

“Det er klart, at det ikke er så ligetil en sag for en dansk 3. divisionsklub at få så stort et navn i sin stab, og det er endnu for tidligt at sige, om udfaldet bliver positivt eller negativt. Men jeg kan roligt fastslå, at der er seriøse forhandlinger i gang med Moore, som godt kunne tænke sig en sæson eller to i dansk fodbold,” sagde Helge Sander til avisen.

I første omgang blev skiftet ikke til noget. Moore besøgte lørdag Fremads klubhus og kunstmuseet i Herning-bydelen Birk, som han ifølge den lokale avis var meget imponeret af, inden han drog mod København og derfra hjem til London. Herefter var der stille i cirka to måneder, men Bobby Moore var stadig interesseret i en tur til Vestjylland.

EN GLEMT LEGENDE
Bobby Moore var i tresserne og starten af halvfjerdserne et af de allerstørste navne i engelsk fodbold. Han var anfører for det West Ham-hold, der vandt FA Cup’en i 1964 og Europa Cup’en for pokalvindere i 1965, og som Captain of England løftede han Jules Rimet-trofæet, da England vandt VM på Wembley i 1966. Han var et feteret navn, men i slutningen af halvfjerdserne begyndte den aktive karriere at sygne hen. Han spillede sin sidste kamp i de engelske divisioner i sommeren 1977 for Fulham, men han var ikke færdig med fodbolden. I efteråret 1977 skrev han sit livs eneste jobansøgning, da drømmejobbet pludselig var ledigt: Træner for det engelske landshold.

Bobby Moore fik aldrig svar fra forbundet, og resten af det engelske fodboldsamfund var også tavst. Det skuffede Bobby Moore, der havde erfaring fra 108 landskampe og 19 år som spiller i West Ham og Fulham. Han mente, at han havde masser at bidrage med som manager, men telefonen ringede aldrig.

“Det er en frustrerende periode i mit liv. Jeg er åben for tilbud som manager eller træner. Det er det, jeg vil, og det er der, jeg føler, jeg har noget at tilbyde. Men jeg kan ikke vente evigt. Jeg bliver nødt til at tjene nogle penge igen,” sagde Bobby Moore i 1977, da han i nogle måneder havde været arbejdsløs.

Det med at tjene penge var ikke noget, som Bobby Moore var uvant med. Siden gennembruddet i tresserne havde han tjent penge på alverdens udenomsforretninger, lige fra klummeskrivning til reklamer og sportsudstyr (kulminerende med Sylvester Stallone-filmen Escape to Victory i 1981), men ikke alt var gået lige godt. Blandt andet var en investering i en country club gået galt, og Bobby Moore var ikke nogen velhavende person. Derfor faldt tilbuddet fra Herning Fremad på et tørt sted. Tilmed var det fodboldrelateret, hvilket passede Moore fint. Sådan ser Helge Sander også på det i dag.

“Jeg har ikke det endegyldige svar, men jeg tror, Bobby Moore var i en situation, hvor han havde lyst til, at karrieren ikke skulle være helt slut. For gentleman Moore var det en chance for at prøve lykken én gang til i fodbolden, og da vi havde beriget ham med, hvad vi havde at tilbyde i Herning, sagde han ja. Jeg tror, han havde lyst til at være med en sidste gang, og samtidig var der mulighed for et fodboldeventyr i Europa, som han ikke havde prøvet før,” siger Helge Sander.

Bobby Moore endte med at sige ja. Torsdag den 7. april, fem dage før Bobby Moores 37 års fødselsdag, skrev han kontrakt med Herning Fremad og straks efter trak han i træningstøjet og hilste på holdkammeraterne og den 53-årige træner, Svend Hugger.

“Jeg er meget spændt på at stifte nærmere bekendtskab med dansk fodbold. Som professionel igennem mange år betragter jeg naturligvis engagementet som et stykke arbejde, jeg skal udføre for Herning-klubben. Men det er et meget interessant arbejde, fordi det er noget helt nyt for mig. Jeg har ikke kendskab hverken til standarden i dansk 3. divisions-fodbold eller mine kommende medspillere, så jeg står noget på bar bund på forhånd. Men jeg håber, at jeg kan hjælpe og styrke klubben både på og uden for banen. Jeg er parat til at give tips ud fra min erfaring som international spiller, og jeg vil gerne give et nap med i ungdomsafdelingen,” sagde Bobby Moore ved præsentationen til Herning Folkeblad, der også citerede englænderen for, at formen var i orden.

Det lykkedes altså for Helge Sander at få sin storspiller til Herning, men der var også konkurrence fra andre danske klubber. Helge Sander afslørede i 1978 over for Herning Folkeblad, at en anden dansk havde blandet sig i forhandlingerne, og i dag vil han gerne sætte navn på.

“AB. Det tror jeg, det var. Der blev jeg virkelig vred. Jeg er ret sikker på, det var AB, der forsøgte at fiske ham, da det hele næsten var på plads. Det var jeg nervøs for dengang, men det var jeg ikke, da jeg lærte ham at kende. Det ville han ikke gøre,” siger Helge Sander.

Bobby Moore var nemlig, præcis som han havde ry for i England, en sand gentleman.

“Han var utrolig behagelig. Det har jeg oplevet mange gange senere. De, der er på et niveau som Bobby Moore, er ofte utroligt behagelige mennesker. Det har jeg også oplevet i politik. De største politikere, både på Christiansborg og ude i Europa, er ofte dem, der er lettest at omgås. De har nogle sociale kompetencer som gør, at de både er lette, rare og hyggelige at være sammen med. Det var han også,” siger Helge Sander.

I en artikel i The Guardian og i bogen Bobby Moore: The Life and Times of a Sporting Hero bliver det nævnt, at han fik 24.000 pund for tiden i Herning, men det afviser Helge Sander. Moore fik en check på 5000 kroner for hver kamp, ligesom alle udgifter i forbindelse med rejser og lignende skulle betales. Fra engelsk side fortælles det også ofte, at Moore i sin tid i Danmark var spillende træner, men det passer heller ikke.

“Træner er et forkert ord. Når han kom, skulle han lave nogle træningspas med nogle ungdomsspillere, men det blev også beskedent. Det indgik i aftalen, men det blev ikke til ret meget,” siger Helge Sander.

SVINESLAGTERIER OG PIGEGARDEN
Det Herning Fremad, som verdensmesteren Moore ankom til i foråret 1978, var på mange måder en klub, der lå midt mellem amatørisme og professionalisme. På den ene side var det stadig en klub, der valgte at spille årets første træningskamp i januar mod Herning Svineslagteri med røde pølser som gevinst til det vindende hold, men det var også i Herning Fremad, der blev skrevet dansk historie godt en måned senere.
TV-avisen søndag den 26. februar blev indledt med billeder fra Herning Fremads anlæg på Ringkøbingvej, hvor 700 tilskuere var mødt op samme eftermiddag, selvom der ikke var point på spil i den kamp, der blev spillet mellem Herning Fremad og HIK.

Til gengæld havde den lokale virksomhed Jensen Coat lovet 1000 kroner til hver af det sejrende holds spillere i det, der blev kaldt Danmarks første professionelle fodbold kamp. Med en 2-1-sejr blev det Fremad, der vandt pengene, og de fik efter kampen overrakt en knitrende 1000-kroneseddel hver – som i øvrigt blev taget fra dem igen, da fotograferne havde taget deres billeder, eftersom der skulle betales skat af beløbet.

Da sæsonen startede hjemme mod Herfølge 2. april, var der gjort lige så meget arbejde for at skabe spektakulære rammer. Selveste Gunnar “Nu” Hansen var hyret som speaker, og Den Jyske Pigegarde med 80 piger, ledet af tambourmajor Lone Skovby, underholdt før kampen. Fremad tabte premieren med 1-0, men Gunnar “Nu” lovede ledelsen, at han ville komme til næste kamp også. Han ville ikke have, at folk skulle tro, han ikke troede på projektet.

Det var derfor på sin vis et presset hold, som Bobby Moore skulle være en del af. De mange tiltag uden for banen havde lagt pres på holdet for at sikre oprykning til den næstbedste række. Da Helge Sander orienterede spillerne om deres nye holdkammerat, spurgte flere til datoen, fordi det mere virkede som en aprilsnar. Der var dog også en vis utilfredshed i krogene. Bobby Moore blev boende i London gennem hele perioden på grund af hustru, børn og forretninger i den engelske hovedstad, og det var planen, at han skulle flyves over til en ugentlig træning plus kampene. Til sidst blev det dog i realiteten sådan, at det kun var på kampdage, han var til stede, og det irriterede nogle af holdkammeraterne, husker den daværende Fremad-spiller Karl Aage Damsgaard.

“Der var faktisk en del spillere, der var utilfredse med det. De mente, det ikke var så godt, når han ikke trænede med. Personligt har jeg altid haft det sådan, at hvis spillerne var gode nok, så kan de fint klare det. Selvfølgelig er det en fordel, hvis man træner sammen, men man kan jo godt have en spiller, der er så god, at man kan sætte sig ud over det,” siger den i dag 57-årige Karl Aage Damsgaard, der understreger, at han ikke mener, utilfredsheden gik ud over indsatsen på banen, selvom Moore ikke blev set ret meget på træningsanlægget.

“Jeg husker kun en enkelt gang, hvor han trænede med. Jeg kan huske, jeg kørte ham til hotellet efter træning i min gamle folkevogn. Jeg boede i Ikast. Der var ikke meget snak. Jeg har næppe snakket meget engelsk, og der var kun få kilometer,” siger Karl Aage Damsgaard.

KIKSET OFFSIDEFÆLDE MOD JYDERUP
Noget var der dog galt, for premierenederlaget til Herfølge var ikke en enlig svale. Bobby Moore spillede ni kampe i Herning-trøjen, og han og holdkammeraterne fik kun to gange udbetalt sejrsbonussen på 800 kroner. De sidste syv kampe endte med fem nederlag og to uafgjorte.

“Bobby Moore levede op til forventningerne, men de 10 andre blev simpelthen 10-15 procent dårligere. De blev så nervøse. Vi havde mere presseopbud end til mange 1. divisionskampe. Der var en kolossal opmærksomhed, så vores spillere blev mere og mere nervøse. Han råbte og dirigerede jo, hvad der jo også var meget naturligt, og det var minus ti procent. Til gengæld blev modstanderne 10 procent bedre. For når Bobby Moore kom, og der var så stor opmærksomhed, så skulle dem fra Herning have en ordentlig en. Vi blev selv dårligere, og de andre blev bedre. Det er en meget komprimeret udlægning af Bobby Moores ni kampe for Herning Fremad i den danske 3. division i sæsonen 1978,” siger Helge Sander.

Karl Aage Damsgaard mener heller ikke, at Moore havde ansvaret for de dårlige resultater.

“Vi tabte de fleste kampe, mens han var der, men det var absolut ikke hans skyld. Det var mange andre ting. Vi kom dårligt i gang, og det var nyt det hele. Det var en vanskelig sæson, men vi kom godt igen i anden halvdel af sæsonen og var endda ret tæt på oprykning,” siger Karl Aage Damsgaard.

Bobby Moore var en “big game player”. I England blev han nogle gange kritiseret for at være bedre i landskampe end i ligakampe, og hans træner i West Ham, Ron Greenwood, udtalte engang, at “Bobby Moore burde spille alle kampe på Wembley.” Det gjorde ikke tingene lettere, at træner Svend Hugger ikke kunne engelsk.

“Svend Hugger syntes jo ikke, det var Helge Sanders bedste ide. Det kan jeg godt forstå. Det var svært for ham. Ved taktikmødet var det Jørgen Mortensen [23-årig lærerstuderende midtbanespiller], der sad ved siden af Bobby Moore og oversatte,” siger Helge Sander.

På trods af kommunikationsvanskeligheder og små stadioner, havde Moore ingen problemer med at tage kampene i den danske 3. division seriøst.

“Han havde ligget stille, men han var i god form. Det var vi alle sammen imponeret af, og der var ingen problemer. Selvom det var fra den engelske 1. division til den danske 3. division, var han 100 procent seriøs, og han kom aldrig for sent til kampe og aftaler. Han tog hellere et fly for tidligt end lige til kampstart. Respekt, respekt,” siger Helge Sander.

Moore havde altid været en ganske langsom spiller, og farten var bestemt heller ikke noget at prale af, da han var fyldt 37, men han levede på andre dyder som overblik og en god sparketeknik. Kampreferaterne fra dengang fremhæver da også Bobby Moore for gode indsatser, bortset fra en enkelt svipser mod Jyderup. Verdens måske mest rutinerede spiller glemte, at man skal spille, til dommeren fløjter, så Jyderups Erling Hansen kunne score, mens Moore var stoppet op for at appellere for offside. Til gengæld var det ganske rigtigt et problem, at modstanderne strammede sig mere an, når verdensmesteren og hans holdkammerater stod på den anden banehalvdel.

“Når vi spiller mod folk som Bobby Moore og co., der tjener mange flere penge end os på at spille fodbold, er der ingen, der behøver sætte os op til kamp. Det går helt af sig selv, for så knokler vi bare løs på fuld kraft. Det bliver nok sværere næste gang, hvor vi skal møde en anden amatørklub, Aalborg Freja. Sådanne hold er det vanskeligere at hidse sig op til, men prof-holdene – de kan bare komme an. Dem vil vi ikke tabe til!” sagde Aabenraas Finn Petersen, da han sammen med sine medspillere havde slået Fremad 2-0.

Det samme blev pointeret i Herning Folkeblad, da det hele var slut.

“Bobby Moore har gjort mere end sin pligt som trækplaster ved at påvirke tilskuertallene rundt omkring i stærkt opadgående retning, men samtidig har han utvivlsomt også virket som en rød klud på modstanderne, der har spyttet ekstra i næverne for at banke Moore og co,” hed det i en kommentar.

Og slutte måtte det. 21. maj tabte Herning Fremad med ydmygende 5-0 mod Aalborg Freja, og efter kort konsultation med bestyrelsesmedlem Knud Lysgaard tog Helge Sander den beslutning at stoppe samarbejdet.

“Det blev desværre lidt anspændt til sidst, for resultaterne talte deres tydelige sprog. Det var selvfølgelig ham, der blev fokuseret på, hvilket var fuldstændig urimeligt. Du kan ikke finde én udtalelse, hvor jeg giver ham skylden. Men pressens fokus var jo hos ham, da vi tabte og tabte, og det gav ikke en god stemning. Spillerne begyndte at spørge til, hvor lang tid det skulle fortsætte. Det skete, mens han var i bad på Aalborg Frejas anlæg. Han skulle med flyet fra Aalborg til København for at rejse hjem til London til noget privat, som han skulle nå. Så efter den famøse Aalborg Freja-kamp havde vi så kort tid, at vi havde en bil, der startede motoren, da dommeren fløjtede af. Der var simpelthen kun få minutter til, at han kunne klæde om, og der måtte jeg sige, faktisk mens han stod i badet, at vi var nødt til at afbryde samarbejdet. Han var skuffet over det. Jeg tror, han befandt sig godt,” siger Helge Sander.

Opholdet i Herning Fremad blev aldrig, som Bobby Moore havde håbet på, fortæller hans første kone, Tina Moore, i bogen Bobby Moore: By the person who knew him best . Selvom han var lidt utryg ved, at spillerne i Danmark ofte kun var adskilt fra tilskuerne af et reb, glædede han sig over at være tilbage i fodbolden, ligesom han håbede at kunne invitere Tina med i Tivoli.

“Da ugerne gik, og tilskuerne blev færre, begyndte han at skamme sig. Han havde tydeligvis ikke længere nyhedens interesse, og han ville ikke have, jeg skulle se, hvilket håbløst projekt, han havde kastet sig ud i. Han indså også, at hans ugentlige løncheck gjorde ondt på klubbens økonomi, og at der ikke var penge til at forbedre holdet eller faciliteterne,” skriver Tina Moore om sin version af Herning Fremad-dagene.

Måske var det Bobby Moores opfattelse af Fremads økonomi, der fik ham til at gøre en sidste gestus og bestyrke sin status som spillets sande gentleman i Helge Sanders øjne

“Jeg får det helt dårligt med det og bliver vemodig. Den sidste check på 5000 kroner hævede han aldrig.”

ET FUNDAMENT BLEV SKABT
Bobby Moore døde i en alt for tidlig alder som 51-årig i 1993 efter flere års kamp mod kræften. I England huskes han stadig som en af landets allerstørste helte, men opholdet i Herning Fremad bliver sært negligeret. Så sent som den 26. maj i år dukkede en artikel om legenden op på fifa.com, hvor opholdet i Jylland ikke nævnes med et ord, og på hans Wikipedia-side er der også et hul mellem Fulham og Seattle Sounders, som Moore skrev kontrakt med efter Fremad. Dem, der havde med Moore at gøre i 1978, husker dog udmærket hans tid i Herning, og mødet med det største navn, der nogensinde har været i dansk fodbold, var positivt.

“Det, der står stærkest for mig, er desværre den der fyring. Det var ubehageligt og det var urimeligt. Men det har jeg måttet sande i livet, at der nogle gange sker ting, der ikke er retfærdige. Men ellers var det en perlerække af små gode oplevelser. Han var regelret og altid lige efter bogen. Der var ingen skandaler i Herning i kølvandet på Bobby Moore,” siger Helge Sander, og Karl Aage Damsgaard har det på samme måde:

“Som jeg husker det, tog han afsted igen ret hurtigt efter kampene. Det var ikke noget med, at han førte sig frem, men han var nok ikke en, man var jovial sammen med. Man havde nok en vis respekt. Men han var da en behagelig fyr, og der var ikke noget at komme efter. Han kom, var høflig og ordentlig, spillede, og tog afsted igen,” siger Karl Aage Damsgaard.

Efter Moores afgang gik det bedre spillemæssigt, uden at nogen forklarer det med englænderens afgang. Holdet vandt 16 ud af de sidste 20 kampe og sluttede på fjerdepladsen. Sæsonen efter rykkede man for første gang op i den næstbedste række, og i ‘82 rykkede man efter en 1-0-sejr i Glostrup – i øvrigt på mål af Karl Aage Damsgaard – op i 1. division. Selvom Bobby Moore aldrig blev en spillemæssig succes i Herning, var de mange tiltag i 1978 lige efter den professionelle fodbolds fødsel med til at sætte Herning på landkortet som fodboldby og ligeværdig konkurrent til Ikast. Senere fusionerede de og blev til FC Midtjylland og nye stjerner som blandt andre Mohamed Zidan kom til Herning, men Helge Sander glemmer aldrig den første og største stjerne i dansk fodbold.

“Det var en kanongod oplevelse. Det var selvfølgelig pokkers med resultatet, og det var helt vanvittigt, det skulle gå sådan, men det var med til at sætte Herning på fodboldlandkortet, og næste sæson rykkede vi så op. Vi sidder og snakker om det så mange år efter, og dengang havde han været anfører for verdens bedste landshold 10 år før. To engelske kanaler sendte jo fra Herning, da han debuterede. Fra Herning Stadion! Jo, det var en god oplevelse.”