EM92 – øjeblikket: Danmark uden lovlig regering og Dannebrog-dynen

”Pigerne ved, at de selvfølgelig gerne må se med, men at det også er klogest at holde sig på et par meters afstand. For jeg går op i det, ja faktisk fik jeg en fibersprængning, dengang ”Faxe” ramte den lige i røven i 1992.”
Musiker, skuespiller og forfatter Michael Falch
Tipsbladet 1. december 2000

”Den EM-finale var en meget særpræget oplevelse for mig. Der kom lige præcis det, jeg manglede at få med. Og så var jeg lige stået af året forinden. Jeg tudbrølede simpelthen, da vi havde vundet finalen. Men det var i ren glæde. Ikke skuffelse over ikke at være med omkring det. Jeg så finalen sammen med nogle gode venner, og jeg var bare så jublende lykkelig over, at det kunne ske. Den slags mirakler er bare så dejligt dansk.”
Kommentator Svend Gehrs
Tipsbladet 2. marts 2001

”Det var så typisk dansk. Efter at den første festrus havde lagt sig, sagde danskerne: ”Jamen, vi var jo bare heldige” og ”Vi kunne lige så godt have tabt til Holland.” Det var den sædvanlige danske holdning med, at vi begynder at pille ved vores egne triumfer. Der blev jeg sgu irriteret, så jeg ringede til Ekstra Bladet og spurgte, om de ville have et indlæg til deres debatside ”Vinduet”. Under rubrikken ”Undskyld vi vandt” skrev jeg bl.a., at jeg aldrig havde set et hold vinde en slutrunde, uden at det også har været heldigt. Hvorfor pege fingre af det? Hvorfor ikke nyde det? Landstræner Richard Møller Nielsen blev meget glad for indlægget, så han sendte mig et DBU-postkort med en varm tak. Jeg kan godt forstå, at han er skuffet over, at hans eftermæle er blevet en smule blakket. Det har han ikke fortjent. Selvfølgelig kan man altid diskutere en træners måde at spille fodbold på, men det, som Ricardo og det danske fodboldlandshold præsterede i Sverige var genialt – og heldigt!”
Nyhedsvært Jes Dorph Petersen
Tipsbladet 27. marts 2002

”Ingen, heller ikke jeg, skal på nogen måde tage æren for europamesterskabet fra Richard Møller Nielsen. Uden ham havde vi ikke vundet.”
Tidligere formand for Divisionsforeningen Hans Bjerg-Pedersen
Tipsbladet 12. september 2003

”Gik det efter forskrifterne, var Danmark aldrig blevet europamester i fodbold. Det skete på trods. Fordi der kom en symbiolse mellem spillerne – fuldstændig som jeg selv har oplevet symbiosen mellem musikere.”
Tv-kok Mik Schack
Tipsbladet 28. marts 2003

”Den sejr i Sverige er Danmarks mand på månen. Med det tænker jeg på dengang, John F. Kennedy sagde, at ”Amerika vil før eller siden få en mand op på månen, og vi vil være de første,” for når han siger det, og det så sker, så fortæller det en historie, der handler enormt meget om Amerika. Det er sådan et land, hvor ens drømme kan gå i opfyldelse, mens man kan sige, at Danmark er anderledes. Vi ved godt, at vi aldrig vil få en mand op på månen. Men når vi så vinder EM i 1992, så er det som om, vi har sat en mand på månen alligevel. Så bliver det så meget større end for dem, der seriøst tror på, at deres landshold er det bedste i verden.”
Radio- og tv-vært Michael Bertelsen
Tipsbladet 2. maj 2003

”Semifinalen mod Holland så vi på et internationalt hotel i Prag – kun med hollændere. Vi to var de eneste danskere og så 25 hollændere! Vi var alle sammen spændte, og hollænderne sad også og havde det skidt, men der var en ret god stemning alligevel. Da vi havde vundet den straffesparkskonkurrence, stillede de sig alle sammen op i kø, gav mig og min kammerat hånden og sagde ”tillykke med finalepladsen”. Det var min bedste oplevelse.”
”Hver gang, jeg viste mit danske pas, blev jeg båret igennem, fordi de var så vilde med fodbold. Jeg var jo konge i Tyrkiet i tre uger, det var helt fantastisk. Jeg betalte ikke for noget, og vi arrangerede små kampe mod englændere og tyrkere, og bare man trådte ind på banen, så havde man allerede scoret. Jeg har aldrig spillet så god fodbold som de tre uger.”
Skuespiller Nicolas Bro
Tipsbladet uge 3. 2004

”Jeg vidste godt, at der var EM, men jeg kan ikke huske alt det med, at de kom med på afbud og så videre, men så kom semifinalen mod Holland, og den står klart. For jeg så den med min mor derhjemme på vores lille bitte skodfjernsyn, og hvor vi bogstaveligt talt hoppede rundt på stuebordet. Hun interesserede sig ikke for fodbold, så det var lidt vildt.”
”Finalen så jeg på min fars arbejde oppe på Gilleleje Feriecenter, der var sådan en ferieby. Der blev lavet storskærm for alle gæsterne, og der var både tyske og danske sommerferiegæster, så det var lidt specielt at sidde og se det med dem også. Min far havde lovet at give øl, hvis Danmark vandt, så det blev dyrt for ham.”
”Men jeg kan bare huske den magiske sommernat, som det på en eller anden måde var. Vi vandt, og man fik lov til at håne tyskerne for en aften og synge ”Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei.” Og jeg fik lov til at være ekstremt sent oppe og rende rundt oppe i den der ferieby med nogen af de andre og med min storebror. Det var en stor oplevelse, og det var også der, min fodboldpassion startede for alvor.”
Skuespiller Mikkel Boe Følsgaard
Tipsbladet 3. juli 2015

”Nu var det jo meget heldigt, at det var Danmark, for jeg holder altid med Danmark – undtagen når modstanderen er Jugoslavien! Men jeg syntes jo, at det var uretfærdigt, fordi Danmark ikke havde kvalificeret sig. På det tidspunkt kunne jeg ikke forstå, at man boykottede et fodboldlandshold. Men sådan er politik. Det er at få indflydelse på alt, og det er jo sørgeligt i sig selv. Men jeg holdt selvfølgelig med Danmark.”
Skuespiller Dejan Cukic
Tipsbladet 12. marts 2004

”Jeg husker specielt et par episoder omkring EM i 1992. Hilda og jeg var inviteret til premieren på Nykøbing Falster Revyen, den aften vi skulle spille semifinale mod Holland. Men jeg fik så forfærdeligt ondt i ryggen den morgen, så Hilda fik en anden til at tage med, mens jeg plejede min dårlige ryg foran tv. Og da vi så skulle spille finalen mod Tyskland, havde vi en optræden i en landboforening lidt uden for Herning. Vi prøvede at få flyttet arrangementet, men formanden for landboforeningen mente ikke, at en EM-finale med Danmark som deltager var nogen hindring for arrangementet. Det lykkedes os dog at få skubbet vores optræden til lige efter det afsluttende fløjt, og vi sad og så finalen på et lille tv ude i køkkenet. Hele tiden sendte de fra salen en stafet ud i køkkenet for at høre stillingen, og da vi straks efter sejren gik på scenen, gik folk helt amok. Og vi spillede ”Og det var Danmark” for hvert tredje nummer.
Det var helt fantastisk.”
Musiker Keld Heick
Tipsbladet 6. april 2004

”Den dag i ’92, hvor vi blev europamestre, havde vi et job i Skagen. Jeg nægtede at gå på scenen under finalen, til gengæld lovede vi at spille lige så længe, folk orkede os bagefter. Jeg har aldrig været med til noget lignende. Inden vi gik på scenen, sagde jeg til de andre, at skulle vi ind i kampen, skulle vi ikke snakke fodbold de første 20 minutter. Det ville blive umuligt at styre. Så gik vi ind og spillede de første 20 minutter uden at nævne den danske triumf i Sverige med ét ord. Derefter gav jeg tegn til guitaristen, der midt i en sang indflettede ”og det var Danmark, olé, olé, olé”. Så eksploderede hele hallen. Først klokken tre om natten trak vi stikket ud, og jeg kan huske, jeg ud på morgenen endte med at ligge og sove hjemme på trommeslagerens græsplæne med Jyllands-Posten som hovedpude og et flag som dyne.”
Musiker Lars Lilholt
Tipsbladet 17. december 2004

”EM 1992 er klart det største, jeg har oplevet. På det tidspunkt boede jeg i et bofællesskab på Åboulevarden, og det var vanvittigt at se gaden efter finalesejren over Tyskland. Den var proppet til randen med biler og folk, der skulle ind og feste. Så vi gik også ned og kom med i nogle tilfældelige biler ind mod byen. Og det blev vildt. En af mine venner endte i Storkespringvandet, hvor han dansede rundt med nogle andre, og det var der en fotograf, der tog et billede af, et billede der siden endte i et leksikon som illustration til emnet eufori. Så nu kan han glæde sig til at vise det frem for børnebørnene. Det var en fest, og det var lige sagen for os tilflyttede jyder, der virkelig blev en del af byen sådan.”
Komiker Carsten Bang
Tipsbladet 30. marts 2007

”Jeg var nu ikke så vild med slutrunden i 1992. Jeg kunne ikke holde med Danmark 100 procent, for der var alt for mange spillere, jeg ikke kunne lide om søndagen, når de spillede mod AGF for Brøndby. Det irriterede mig, men sådan var det bare. Jeg kunne ikke lide Peter Schmeichel, for det var ham, der snakkede Troels af landsholdet.”
Tv-vært Anja Piil Overby
Tipsbladet 11. maj 2007

”Jeg var taget i Fælledparken for at se finalen på storskærm, og der må have været 20-30.000 mennesker. Der var bannere og hele lortet foran den her skærm, og det var bare fantastisk. Den sammenhængskraft, som den begivenhed skabte. Da ”Faxe” ramte den i lige i røven, røg vi op, og folk hoppede rundt, men så efter et stykke tid var der nogen nede bagved, der råbte ”sæt jer dog ned,” og det gjorde folk sgu. Det var sådan en aften. I løbet af 2. halvleg fandt jeg mig selv siddende på skuldrene af en lille murersvend ude fra Brøndby, en mand jeg aldrig havde set før. Det var en fest, og der var en kærlighed i byen mange dage efter. Det gav et kollektivt løft, en tro på at vi kan sgu godt i stedet for at dunke os selv i hovedet, som vi mange gange gør.”
Skuespiller Lars Mikkelsen
Tipsbladet 7. september 2007

”Jeg var på Mallorca, da Danmark blev europamester i 1992. Med børn og venner. Vi opholdt os i Ole Ritters hus. Og vi jublede som aldrig før. Vi var underdogs, og det var uforudset. Det kan jeg godt lide (…) Hvad husker man bedst, hvad tæller mest? Firserholdet er vanskeligt at overgå, men jeg tror dybest set, at de fleste danskere ikke lader firserkampene overstråle glæden fra 1992. Det er bare en fornemmelse, men jeg vil tro, at EM-sejren i Sverige passer bedre til den danske middelmådighedsfølelse.”
Filminstruktør, digter, forfatter og cykelkommentator Jørgen Leth
Tipsbladet 29. maj 2009

”Og så var der EM i ’92, som jeg husker helt klart, specielt semifinalen mod Holland, for vi var i finalen, og det var så sindssygt. Van Basten brænder et straffespark, der overhovedet ikke er dårligt sparket. Den går ind 19 ud af 20 gange, men Schmeichel var jo… Jeg har aldrig set en bedre målmand end Schmeichel den sommer i ’92, det skulle lige være Neuer her ved den sidste slutrunde, han var måske lige så god. Efter finalen var det bare ud i byen, hvor vi råbte og skreg. Vi stod på Købmagergade, og der var kø overalt. Der gik så en indisk fyr foran mig, og han stødte pludselig ind i en rocker. Jeg tænkte ”nå, nu sker der noget,” men så vendte rockeren sig om og gav ham inderen et kæmpekram og løftede ham højt op. Alle var bare så glade.
Forfatter Kaspar Colling
Tipsbladet 15. maj 2015

”Jeg så finalen med min familie, men bagefter tog vi ind til byen, og jeg kan tydeligt huske, hvordan der kom et optog af dansende indere, alle sammen malet med rød/hvide farver, mens de tyrkiske drenge, der normalt holder med Galatasaray, også var ude og feste for Danmark. Det er sådan noget, fodbold kan. Det er en kulturbærer.”
Nyhedsvært Paula Larrain
Tipsbladet 24. april 2009

”Jeg kom aldrig med. Det var ikke mig, der vandt det EM. Jeg kom mig nok aldrig over måden, de kom med på, så jeg så det lidt fra sidelinjen og stod inde på Rådhuspladsen og lignede en sur, sortklædt kommende forfatter.”
Forfatter Jesper Wung-Sung
Tipsbladet 28. oktober 2011

”Jeg fejrede EM ude på Torup Hedevej med mine forældre og min søster. Jeg havde malet Dannebrog i ansigtet til ære for mig selv, og det var en sindssygt spændende aften, selv om der selvfølgelig var grænser for, hvor meget man kunne feste igennem ude på landet. Men jeg sad klinet til tv både på aftenen og dagen efter. Det var sejt at være dansker den aften, og man kunne mærke, hvordan hele landet fik selvtillid. Og spillerne var jo helte.”
Komiker Esben Pretzmann
Tipsbladet 23. oktober 2009

”Jeg var rimelig blasert omkring fodbolden og blev i stedet en rigtig universitetsdreng med rullekrave og jazzmusik. For eksempel så jeg aldrig EM-finalen i 1992. Jeg var på Roskilde Festival, men jeg orkede ikke at være derude med alle de storskærme. Så jeg tog hjem til mine forældre, der var ude og rejse, og så sad jeg i deres soveværelse og læste George Orwells ”Homage to Catalonia” i ét stræk, mens Danmark spillede mod Tyskland.”
Studievært Adam Holm
Tipsbladet 3. januar 2014

”Da han [Lars Elstrup] kom hjem fra EM-finalen i 1992, spurgte jeg ham om, hvordan det havde været at sidde på bænken i finalen, og så sagde han, at det var han helt vildt glad for. Han var faktisk bange for at blive skiftet ind, for tænk nu, hvis han lavede en fejl. Det kunne jeg ikke rumme. Det gav ikke nogen mening, for som 13-årig vil man bare ind og spille og score nogle mål. Men det gav jo mening senere. Jeg kan stadig huske, da han afgjorde EM-kampen mod Frankrig. Jeg sad hjemme i min forældres stue og gik fuldstændig amok. Semifinalen er vel det værste, jeg har oplevet. Jeg følte så mange gange, at jeg var ved at dø i den kamp mod Holland, og så kom Lars ind igen og scorede på et af straffesparkene. Bagefter kom alle vi børn på vejen ud af husene, og så løb vi bare de 100 meter op til den store vej. Jeg ved ikke hvorfor, men det var jo Rådhuspladsen i Råby, og så stod vi der med båthorn og vinkede med nogle flag, mens der kom nogle lastbiler forbi og båttede igen. Og så gik vi hjem.”
Tv-vært Christian Degn
Tipsbladet 5. december 2014

”Vi så den oppe på Klintevej, hvor vi boede. Jeg kan bedst huske dagen efter, hvor jeg var til fødselsdag hos Anita Thybo. Mange havde stadig Danneborg i ansigtet fra dagen før, og jeg kan huske, hvor glade vi var – selv om vi ikke rigtigt forstod, hvorfor vi var så glade. Det står stærkest i hukommelsen – og at vi i rundbold spillede pigerne mod drengene, hvor faderen til Anita var meget partisk og bortdømte drengene, så vi rent faktisk udvandrede fra fødselsdagen, indtil der kom slikposer.”
Cykelrytter Chris Anker Sørensen
Tipsbladet 2. juli 2010

”Da vi vandt EM, måtte jeg slukke for fjernsynet, det kunne jeg slet ikke tage. Heller ikke dagen efter, da de der jagere gik på vingerne for at modtage SAS-flyet, der var på vej hjem fra Göteborg. Jeg brød hulkende sammen. Jeg kan slet ikke tage sådan noget. Det bliver for stærkt. Jeg ville ønske, vi kunne bringe folk derhen med vores film.”
Filmproducer Peter Aalbæk
Tipsbladet 26. august 2011

”Min tredjestørste fodboldoplevelse nogensinde, havde jeg i sidste uge, da FCK spillede mod Barcelona. Den næststørste var den 5. juni 1985. 4-2 sejren over Sovjet. Og den største var selvfølgelig på Ullevi i 1992, hvor jeg som vikarierende kulturminister var på stadion til EM-finalen mellem Danmark og Tyskland. Jeg fungerede for Grethe Rostbøll, og om formiddagen fik jeg pludselig at vide, at der lå to billetter ovre i ministeriet til kulturministeren, og det var mine, hvis jeg ville. Og så styrtede jeg af sted.”
”Jeg kørte lige ind og hentede et flag derhjemme, som jeg så hængte ud af vinduet på ministerbilen. Det så rigtig flot ud, når man kørte, og det var jeg jo ikke den eneste, der gjorde. Der var simpelt hen en hærskare af biler med sommerhusflag hængende ud af vinduet. Og de der ikke havde, de havde det på vejen hjem. Det var en kæmpeoplevelse.”
”Den anden billet gav jeg til min 12-årige søn Frederik. Det var den 26. juni, så skolen var slut, og derfor kunne han tage med. I farten havde vi bare glemt, at vi også skulle have noget at spise, så det fik vi aldrig, heller ikke på vejen hjem. Men da vi så holdt i en lang kø ved en tankstation, var der en mand, der bankede på vinduet. Frederik rullede det ned, og så var det Ballerups borgmester, Ove E. Dalsgaard (der er socialdemokrat, red.), der gav ham en sandwich. Og Frederik var hundesulten. Jeg selv havde ikke fået andet end en guldøl, men den havde jeg til gengæld fået af Peter Schmeichel, for jeg var med i omklædningsrummet efter sejren.”
”Vi kom ikke med færgen hjem før klokken seks om morgenen, og der var helt vilde scener. Sælsomme folkelivsbilleder. Jeg kom slet ikke i seng. Og jeg havde nok heller ikke kunnet sove alligevel.”
”Der var så det pudsige ved min tur, at jeg i skyndingen helt glemte, at jeg også var vikar for udenrigs- og statsministeren. De var jo i Lissabon til EU-topmøde, du ved Uffe Ellemann der står dernede med sit ”if you can’t join them beat them.” Og hvem fungerede for ham. Det gjorde jeg, og det havde jeg glemt. Så jeg tog jo bare til Göteborg uden at ane, at jeg skulle have en vikar, så landet var faktisk uden lovlig regering indtil næste morgen klokken seks. Men der var så meget ulovligt den dag. Alle regler var ophævet. Der var jo også jagerfly med Dannebrog ud af vinduet, der eskorterede det danske hold tilbage til Danmark.”
”Og så fortsatte det inde på Rådhuspladsen dagen efter. Der fik jeg en klaphat med soldreven ventilator. Ja, der var et lille solpanel og en ventilator, der sendte behagelig luft ned. Jeg blev også båret i guldstol af nogle drenge, der bar mig et stykke hen ad Rådhuspladsen, mens de sang ”Bertel er socialdemokrat””
”Efter finalen på Ullevi indrettede jeg sådan et alter oppe på loftet, hvor jeg lagde alle aviser fra de tre EM-uger sammen med Schmeichels flaske og så klaphatten med den solenergi-drevne propel. Det er smidt ud alt sammen nu, men flasken havde jeg dog med i det der gætteprogram, som Schmeichel havde for et par år siden (En mod 100, red.), og hvor jeg i øvrigt røg ud med det
samme. Der tog jeg flasken med, så han kunne se den, for den var helt autentisk. En dansk guldøl med svensk mærkat, så det var dokumenteret.”
Politiker Bertel Haarder
Tipsbladet 22. december 2010

”Jeg syntes, at landsholdet spillede forfærdelig bold på det tidspunkt i 92. Det generede mig helt vildt, at de nåede så langt, når de tydeligvis ikke var det bedste fodboldhold. Det første jeg hørte, da Danmark havde vundet EM, var på Roskilde Festivalen, hvor jeg traskede rundt og var lidt pinligt berørt, og så var der en kvinde fra et pladeselskab, der sagde: ”Hold kæft, hvor har han godt af det,
Michael Laudrup, den arrogante skid…” Nå okay, det var det, det handlede om. Det syntes jeg sgu var trist.”
”Men den historie om Ricardo, der bliver fortalt i Sommeren 92, den talte igen til fodboldromantikeren i mig. Den der vidunderlige historie, der lå bagved, og som også er tragisk, fordi den stakkels mand ikke fik anerkendelsen for det, og måske først har fået den nu. Men filmen kurerede mig, så jeg nu kan se skønheden i det europamesterskab”
Filmanmelder Per Juul Carlsen
Tipsbladet 16. oktober 2015