Drømte om Danmark, men spiller for Pakistan: Kæmpestort for familien
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Landshold

Drømte om Danmark, men spiller for Pakistan: Kæmpestort for familien

Da han var lille, ville Adnan Mohammad på det danske landshold. Men han fik aldrig dansk statsborgerskab, så nu stiller han op for Pakistan. Det betyder meget for hans familie, og det kan forhåbentlig være med til at åbne døren for et lukrativt skifte til Asien senere i karrieren.

Børn drømmer, og for dem, der elsker fodbold, kredser drømmene sig gerne om at spille på landsholdet. Millioner af små drenge og piger håber på, at det en dag bliver dem, der trækker i deres lands farver.

For det fleste er det netop landsholdet, for der er kun ét. Men for nogle er det ikke så lige til. Uanset om de er flygtet fra krig, eller deres forældre flyttede for et job, skal fodboldspillere med dobbelt statsborgerskab træffe et svært valg, når de bliver gode nok til at repræsentere mere end ét landshold.

Tipsbladet.dk sætter i en serie fokus på de spillere, der kunne have stillet op for et andet landshold end det, de spiller for. Dette er anden del med Lyngby Boldklubs Adnan Mohammad.

Her er historien om hans landsholdsvalg.

Nogle gange kan man få det indtryk, at det i fodboldens verden er syndigt at sige, at man gerne vil tjene nogle penge. Som om det er mindre fint i den branche end i alle andre, at man gerne vil sikre sig økonomisk i mange år fremover.

Adnan Mohammad ligger ikke under for den slags. Han tør godt sige, at han gerne vil have nogle gode penge ud af sine fodboldkarriere, og den slags kan man blandt andet tjene langt østpå. Vejen til et lukrativt skifte i Asien kan meget vel gå over det pakistanske landshold.

- Jeg ved, det giver kæmpe muligheder for at spille i Asien senere hen i livet. Når jeg bliver ældre, vil jeg gerne til Asien og spille. Det vil jeg rigtig gerne. Der er jo utrolig god økonomi i Asien. Det tror jeg ikke, man skal være bange for at sige. Men det er ikke noget, jeg går og tænker på. Det er bare noget, jeg gerne vil prøve på et tidspunkt. Måske om syv-otte år, siger Lyngby-spilleren til tipsbladet.dk.

Det er ikke sådan, at Adnan Mohammad har valgt at stille op for sin families hjemland bare for at tjene en ekstra skilling. Netop familien spiller eksempelvis også en vigtig rolle i hans liv og karriere. Da han i august fortalte om tabet af sin onkel, sluttede han af med at sige:

- Jeg spiller for mig selv og min familie. Og for min onkel.

I familien Mohammad er de stolte over, at 22-årige Adnan har valgt deres hjemland.

- Jeg kan godt mærke det på min familie. Det er stort. Nu spiller jeg faktisk for Pakistans landshold. Det er kæmpestort og betyder meget for dem. Også for mange pakistanere, der spiller i Danmark. Det skal også være et eksempel for dem: at man skal gøre det, man skal ikke være bange for at tage chancen, siger han.

Svært at få dansk pas
I sidste uge fik Adnan Mohammad debut for Pakistans landshold, der tabte 2-1 til Palæstina, men selv om han er stolt over at repræsentere landet, var det et andet landshold, der fyldte hans drømme som barn.

- Nu er jeg jo født og opvokset i Danmark, så det var selvfølgelig Danmark. Jeg har også altid trænet med U-landsholdene fra U16 til U19 til DBU-samlingerne. Jeg er også sikker på, at hvis jeg havde haft dansk statsborgerskab, så havde jeg været med på alle de ungdomslandshold. Men det kan man ikke gøre noget ved. Det tænker jeg slet ikke på mere. Jeg er et helt andet sted i mit liv og skal være med til at bygge det her landshold op, siger Mohammad.

DBU har også tidligere haft ham i overvejelserne til U21-landsholdet og spurgt, om han havde fået dansk pas. Det havde han ikke, så han har opgivet barndomsdrømmen om en fremtid på det danske landshold.

- Jeg er ikke låst, men jeg har bare prøvet at søge om dansk pas så mange gange. Reglerne er blevet sværere og sværere, det må man bare erkende. Jeg er bare et sted lige nu, hvor jeg ikke rigtig tænker på det.

Der er også rig mulighed for at bygge noget i pakistansk fodbold, for der er ikke meget i forvejen. Det er ikke kun, fordi cricket er langt mere populært. Det er også, fordi Pakistan ikke spillede en eneste landskamp i tre et halvt år, indtil holdet i september deltog i det sydasiatiske mesterskab.

Men nu har FIFA erklæret, at den politisk indblanding er veget så meget, at landsholdet kan optræde internationalt igen. Forbundet kæmper stadig med dårlig organisation og ifølge den tidligere anfører Kaleemullah Khan nepotisme og korruption

På et lidt mere lavpraktisk niveau er det også svært at få spillere til at gøre som netop Adnan Mohammad og vælge Pakistan, verdensranglistens nummer 199, foran deres fødelande.

- Problemet er, at vi har faktisk mange fine spillere rundt om i verden, men hvis de for eksempel er født i Norge, håber og tror de på, at de kan komme på det norske landshold. Vi håber selvfølgelig, flere vælger det pakistanske. Det er også derfor, jeg har gjort det: for at vise, at det ikke er så dårligt, som man tror, og man kan godt bygge noget stort op her, siger Lyngby-spilleren.

Han fik på landsholdsturen i sidste uge selskab af fire andre dansk-pakistanske spillere: Hassan Bashir, Muhammad Ali, Yousuf Butt og Yaqoob Butt, der alle spiller i Greve IF i danmarksserien.

Så der er lang vej til international fodbolds top, men i første omgang vil Pakistan gerne i gruppespillet i den asiatiske VM-kvalifikation. Så kan holdet møde lande som Australien, Japan og Sydkorea, og så kan Mohammad og co., om ikke andet, få nogle store oplevelser ud af det.

- Når vi møder andre lande i Asien, plejer der at komme mange tilskuere. Da de spillede mod Bangladesh i den turnering der (det sydasiatiske mesterskab, red.), kom der 25.000, fortæller Adnan Mohammad, den pakistanske landsholdsspiller.

Læs første del af serien om landsholdsvalg med Awer Mabil her, og få anden del med Mikael Anderson her.