Han har ventet længe på det, og her til aften, torsdag den 3. september 2020, på Edmund-Plambeck-Stadion i Norderstedt i Tyskland gik drømmen så i opfyldelse for FC Københavns 18-årige Mohamed Daramy.
Den unge offensivsspiller fik sin debut i de rød-hvide farver og blev tilmed også matchvinder, da Danmarks U19-landshold slog Tysklands U19-landshold med 2-1.
Mohamed Daramy har ikke tidligere kunne udtages til de danske landshold, da han ikke har været dansk statsborger, men tilbage i januar fik FCK'eren endelig det rødbedefarvede pas og kunne altså derfor få sin debut efter udtagelsen til U19-landsholdet.
Daramy startede kampen på Danmarks venstrekant på et mandskab, der foruden FC København-spilleren også havde velkendte Superliga-profiler som Mathias Ross Jensen fra AaB, Jakob Steen Christensen fra FC Nordsjælland og Morten Frendrup fra Brøndby IF i startelleveren.
Kampen startede dog skidt for danskerne, der allerede efter to minutters spil kom bagud, da Dortmund-stortalentet Youssoufa Moukoko på kun 15 år bragte tyskerne i front. Tyskerne fortsatte presset i resten af kampens første halvleg og havde også flere store muligheder - blandt andet et skud på stolpen - for at komme på 2-0, men flere scoringer kom der ikke inden pausen.
I pausen kom Brøndbys Anis Ben Slimane blandt andet på banen og senere i opgøret blev FC Midtjyllands Oliver Sørensen og AaB's Malthe Højholt også skiftet ind. Sidstnævnte fik kort tid efter en hovedrolle, da han kun fire minutter efter sin indskiftning bragte balance i opgøret med sin scoring til 1-1.
De unge danske drenge formåede derefter at holde momentum, og cirka 20 minutter før tid kom afgørelsen så, da Mohamed Daramy i sin debut bragte Danmark på 2-1.
Daramy lod sig senere udskifte kort før tid, men kun få minutter senere kunne han kalde sig matchvinder i sin landsholdsdebut, da kampen blev fløjtet af med en sejr til danskerne.
Oplysningerne om kampen er hentet på Ungdomslandsholdenes Facebook-side.
U19-herrelandsholdet (årgang '01) slår Tyskland efter at have vendt 0-1 til 2-1💪🏼🙌🏼🇩🇰
Malthe Højholt udlignede midt i 2. halvleg - og Mohamed Daramy blev matchvinder i sin første optræden #ForDanmark 🔥
Godt gået, drenge!
📸: @fbbillederdk pic.twitter.com/ypRJGiFaMQ— Fodboldlandsholdene 🇩🇰 (@dbulandshold) September 3, 2020