Gyserdage venter: Kæmper for at lande ny aftale

KØBENHAVN (TIPSBLADET): Hjemmekampe mod Schweiz og Færøerne og tre måneder til EM-start i Tyskland.

Der er en stor bunke arbejdsopgaver forude for landsholdet, hvor landstræner Kasper Hjulmand og hans trup skal have det maksimale ud af 180 minutters fodbold, før man til juni er i ren EM-modus med et par testkampe, før det er alvor syd for grænsen.

Der er masser at rive i efter et sløjt 2023 i kølvandet på et skidt 2022-VM i Qatar.

Men uden for banen venter et spil, der på de større linjer er endnu vigtigere, end spil og resultater af to testkampe i marts er.

Vigtig aftale
Det handler om den landsholdsaftale, der udløber efter EM.

Husker I vikarlandsholdet i 2018?

Det er den aftale, der blev indgået i kølvandet på den monumentale krise, der nu udløber.

Der er millioner på spil for DBU og for landsholdsspillerne med udsigt til større indtægter fra EM og især VM, og et fælles ønske om at man får løftet aftalen for kvindelandsholdene markant.

Og måske lige så vigtigt et ønske om at parterne ikke bliver lige så upopulære som i konflikten i 2018, der hang som en skygge over landsholdet indtil det dramatiske EM i 2021.

Her står DBU
Udmeldingerne undervejs har været ret markante.

Ligeløn har været spillet på banen siden det første møde for et års tid siden, ligesom det lader til at have været et ønske at få skruet herrelandsholdet decideret ned i honorering, mens der også var én stor fælles aftale for både herrer og kvinder på bordet.

En X-faktor kunne være, hvis DBU pludselig smider et forslag om en seksårig aftale

Det er blødt op, siden der kom en ny direktør i Erik Brøgger Rasmussen i efteråret.

'Ligeløn' blev til 'lige aflønning' under DBU's nytårskur i januar, hvor pressen var inviteret, og viljen til at finde et kompromis lader til at være større, nu hvor aftalen er kommet overraskende tæt på udløb.

Bestyrelsen virker klar til at få en aftale i hus nu, eller rettere en rammeaftale, til når landsholdsspillerne møder i lejren før Schweiz- og Færøerne-kampene, mandag 18. marts, hvilket spillerne og Spillerforeningen også virker interesserede i.

Her står Spillerforeningen og spillerne
En gentagelse af 2018 er det sidste, herrelandsholdet har lyst til.

Det kostede opbakning, og selvom vi delvist glemmer det i dag trods et sløjt 2023, var det en virkelig hård tid efterfølgende for spillerne, der havde svært ved at forklare, at de havde kæmpet for de næste generationers rettigheder, når de i offentlighedens øjne så grådige ud med deres allerede fænomenalt høje millionlønninger til dagligdag i europæiske topklubber.

Derfor spiller man ud med en løsning, der stort set går i nul sammenlignet med den nuværende aftale, hvor man giver nogle penge til kvindernes aftale i stedet og så nok får reguleret aftalen op i anden halvdel af en fireårig aftale.

Ligesom DBU vil man gerne have en aftale på plads, og det tegner til, at det kan lykkes.

Det er mareridtet
Det, hverken DBU eller spillerne har lyst til, er at gå ud af marts uden en driftsikker ramme til en aftale.

Hvorfor står der ikke det samme tal på honoraret for at spille på landsholdet for herrer og kvinder?

Det spørgsmål kunne sagtens dukke frem igen, hvis der ikke kommer en god aftale, og mens det helt sikkert vil have ret pæn opbakning i en stor del af befolkningen, virker det ikke til at være ønsket for nogen parter i dansk fodbold, nu hvor herrelandsholdet driver nærmest alle indtægter til DBU.

Men er der ikke en aftale om et par uger, der giver et seriøst løft til kvindelandsholdene med et tydeligt bidrag fra herrerne og DBU, kan spørgsmålet brage igennem politisk og presse både spillerne og DBU.

Det kan komme ud af kontrol og presse et landshold, der bedømt på VM 2022 og et blodfattigt 2023 har brug for al den medvind, man kan mønstre frem til junis strabadser i Tyskland.

Ingen vil acceptere mindre end sejre over Serbien og Slovenien, uanset om typer som undertegnede minder om, at 2023-udgaven af landsholdet altså ikke bare valser fra grillfest til storsejre over to på dagen solide Balkan-landshold, så det sidste, man har brug for, er ballade, der bare minder det mindste om 2018.

En X-faktor kunne være, hvis DBU pludselig smider et forslag om en seksårig aftale som den snart udløbende på bordet efter hele vejen at have kommunikeret fire år – så skal der nok hurtigt ekstra penge i tilbuddet, når nu FIFA har talt om mange ekstra millioner i VM-præmiepenge, og DBU selv regner med stigende sponsorindtægter.

Det bliver ti spændende dage, og selv om det peger mod en aftale, viser 2018, at tingene først skal være underskrevet, før alt er godt.