Chelsea, Ajax og landsholdet
Det bliver bemærket i fodbold-Europa, når dygtige, unge spillere markerer sig, og da Christian Eriksen og Rasmus Falk fortsatte med at imponere på OB's drengehold, kom der bud fra udlandet. Efter at Eriksen og Falk havde været med til at vinde Danmarksmesterskabet og den internationale turnering Opel Master i Tyskland, hvor de begge kom på turneringens All-Star-hold, var der følere fra England. Begge spillere har før talt om prøvetræningen i Chelsea, og Rasmus Falk husker tydeligt forløbet.
”Jeg kom hjem og fik at vide af min far, at vi to skulle over til en klub i England og træne med. Jeg fik selv lov at gætte på, hvilken klub det var. Jeg startede rigtig lavt, kiggede på de hold der lå nederst i tabellen og sagde Blackburn eller sådan noget. 'Nej, større,' sagde han. Så gik jeg lidt opad, 'Nej, større, nej, større', sagde han igen. Til sidst sagde han så, at det var Chelsea, og for mig var det helt urealistisk, at de overhovedet kiggede på spillere i den alder. Det virkede helt vildt. Det var megafedt, og man følte sig speciel,” fortæller Falk, inden Eriksen stemmer i.
”Det var en vild oplevelse som 14-årig at høre Chelsea var interesseret. På det tidspunkt var de lige blevet købt af Abramovich, og Mourinho var træner. 'Hold kæft, det er en stor klub, man skal over at træne med' tænkte jeg.”Selve turen til Chelsea er flere gange blevet genfortalt i både danske og engelske medier af både Eriksen og Falk, men i dag fremhæver de det stadig som en stor oplevelse for to dengang 14-årige drenge fra Middelfart.
”Det var en speciel tur, for man kunne jo knapt nok engelsk. Jeg kan huske, at vi spillede en kamp mod West Ham, der endte 2-2. Vi sad i bussen på vej til kampen og snakkede med træneren. Jeg var pissenervøs, for jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Man kunne næsten ikke engelsk. 'Do you speak english?' - 'Øøh, a little...',” fortæller Christian Eriksen.
Rasmus Falk kommer med en lille indrømmelse seks år efter prøveopholdet i Chelsea.
”Jeg har tænkt på noget, siden vi har været derovre. Jeg lavede faktisk en lille fejl. Vi var i gang med en træning, og træneren sagde, at jeg skulle spille central midtbane i venstre side. Jeg hørte bare 'left', så jeg spillede venstre kant og løb helt forkert rundt,” siger Falk, der også har et specielt minde om kampen mod West Ham.
”Jeg blev 'slået ihjel' i løbet af de første fem minutter af kampen af en stor, rød englænder, der tacklede hårdt,” lyder det fra Falk om kulminationen på Chelsea-turen, der bød på en frokost med Jose Mourinho, et kort møde med Joe Cole og en snak med det danske talent Morten Nielsen, men ellers ikke de store kendisoplevelser, for de fleste Chelsea-spillere var på tur med deres respektive landshold på det tidspunkt.
Til gengæld prøvede de at spise på hotellets restaurant hver dag, og det var også en stor oplevelse, så minderne om Chelsea-turen holder ved endnu, selvom det ikke blev til noget skifte til London-klubben tilbage i 2006.
I stedet blev det til endnu to sæsoner sammen i OB, hvor det blev til endnu et dansk mesterskab – denne gang som juniorspillere i 2007. Parløbet fortsatte på juniorholdet, omend Christian Eriksen nu tog stormskridt mod fodboldhimlen, og interessen blev så stor i løbet af 2008, at OB i sidste ende solgte ham til Ajax Amsterdam. Rasmus Falk havde også muligheden for et skifte til hollandsk fodbold, idet Heerenveen var interesserede, men han følte ikke at klubben var større end OB – og han var heller ikke klar til et skifte. I stedet blev han i Odense.
”Det gjorde det mere kedeligt at sidde i toget alene, og også med skolen, fordi jeg nu selv skulle op klokken seks for at tage af sted. Det var mere motiverende, når man var to, og jeg var også bange for, at jeg ville sove over mig, når jeg sad i toget, og så vågne op i Kastrup. Jeg var glad på Christians vegne, men jeg havde håbet, at han ville blive, for det ville gøre det sjovere for mig,” siger Falk, der også oplevede, hvordan det var at spille i Danmark uden sin mangeårige samarbejdspartner.
”Der var sådan en hjemmeside, der hed OB-news.dk (et website om OB-talenter, red.). Jeg havde måske en periode, hvor jeg gik lidt ned efter at Christian skiftede, og der var nogen, der tvivlede meget på mig og mente, at jeg måske manglede Christian i mit spil. Sådan synes jeg ikke, at det var, måske i starten, men jeg kom hurtigt over det. Alligevel manglede jeg nogen, der så fodbold på samme måde som jeg,” husker Rasmus Falk om tiden, hvor han kæmpede sig op gennem OB's talentsystem for at få belønningen med tre minutters Superligadebut for OB i en kamp på Aarhus Stadion i maj 2010.
På det tidspunkt var Christian Eriksen allerede brudt igennem i Ajax og udtaget til Danmarks VM-trup, der skulle til Sydafrika samme år.
I dag – omtrent 16 år efter de begyndte at spille fodbold sammen på Å-banerne i Middelfart – er de i fuld gang med hver sin karriere. Eriksen er landsholdsspiller og profil i Ajax og kan dagligt læse om rygter om interesse fra alverdens storklubber. Falk har været udtaget til ligalandsholdet og er fast mand i OB, hvor det i første seniorsæson blev til en sølvmedalje, mens sæson nummer to både har budt på Champions League-hymne og nedrykningskamp på OB's hjemmebane i Odense.
Trods det travle fodboldliv, holder de to Middelfart-drenge stadig kontakt. Der er Facebook, hvor de jævnligt skriver sammen, der er Twitter, hvor man som udenforstående ofte kan opleve tweets, hilsner og billeder mellem de to, og så er der møderne ansigt-til-ansigt, når Christian Eriksen indimellem er i Danmark på visit. Med en travl fodboldsæson for dem begge, er det svært at finde tid, og derfor har Rasmus Falk endnu ikke været i Holland på besøg, men når de ses i Danmark, bliver det til shoppingture, restaurantbesøg og andre sociale gøremål som eksempelvis seneste nytårsaften, som de fejrede sammen.
Så venskabet er intakt, men den store forskel er, at der bare er publikum på og stor interesse om dem begge nu. Også uden for banen, som det ses, da vi skal i gang med fotosessionen efter interviewet. Det foregår på OB's træningsanlæg, hvor der denne lørdag er mikrofodboldskole for fremtidens fynske talenter. De fem-seks-årige purke, der tuller rundt på græsset, har ikke helt styr på, hvem de to berømtheder på sidelinjen er, men så snart træneren for arrangementet får øje på de to fodboldstjerner, spørger han, om det kan lade sig gøre med et hurtigt fællesbillede. Da Eriksen og Falk siger god for den ide, tager træneren en megafon frem og gjalder ud over anlægget:
”Kom drenge, Christian Eriksen og Rasmus Falk er her – vi skal lige tage et fællesbillede!”
Meldingen får især gang i de fremmødte forældre, der kommer styrtende med mobilkameraer og fotoapparater for at forevige deres sønner med de to idoler. Eriksen og Falk er ved at vænne sig til cirkusset, men det er alligevel et vildt scenarie med de mange børn og endnu flere forældre, der er fremme i skoene og vil have et skud af stjernerne sammen med de små poder, der er iklædt rød-hvide DBU-trøjer.
Men hvad med Eriksen og Falk og den røde trøje? Får man dem at se i landsholdsdragten sammen en dag?
”Det kunne jo være meget sjovt på et tidspunkt. Skal vi ikke bare sige, at vi kommer på landsholdet sammen?,” siger Christian Eriksen.
Rasmus Falk ved godt, hvad og hvem et sådan scenario er afhængigt af.
”Så er det jo mig, der skal til at komme i gang. Jeg regner ikke med, at du lige foreløbigt ryger af holdet eller skifter til OB, selvom jeg har skrevet på Twitter, at jeg gerne ville have dig hjem på en lejeaftale. Det kunne godt være, at vi kunne bruge dig i øjeblikket, og mon ikke du kunne starte inde...,” siger han med et smil og en henvisning til OB's mareridts-forår.
Selvom begge to er kreative offensivspillere, der har det allerbedst på 10'er-positionen lige bag den forreste angriber, mener de godt, at der kunne være plads til dem begge på landsholdet.
”Jeg er også begyndt at spille lidt på kanten, og det er Christian også. Så vi begge kan spille flere forskellige pladser på banen. Ikke helt fremme, men alle dem omkring, så der kunne godt være plads til os begge to” siger Rasmus Falk med et smil.
Og skulle det ikke lykkes med en fælles fremtid på landsholdet, er der en Plan B.
”Ja, det er ikke engang løgn. Vi har snakket om, at vi skal vende tilbage til Middelfart, når de ligger i Superligaen om ti år,” siger Christian Eriksen med et glimt i øjet om en fjern fremtid på barndommens baner.
Der hvor det hele startede.