100 mål og masser af teknik
Det tør siges. Det blev både til Fynsmesterskab og fine præstationer ved DM for lilleputter, og Middelfarts årgang 1992 var den suverænt bedste på Fyn. Christian Eriksen var den store kreatør og spilstyrer, mens Rasmus Falk tegnede sig for op mod 100 mål på en sæson, men når man taler med Middelfart-folk fra dengang, er det også spillestilen, der bliver fremhævet. Det var Christian Eriksens far Thomas Eriksen, der var træner for det talentfulde hold, og han blev suppleret af Rasmus Falks far Erik Jensen, som lavede ekstra tekniktræning engang imellem.
”Der blev spillet 'fire mod to' hele tiden. Det mindes jeg, at vi har spillet rigtig tit. Træningen var teknisk anlagt,” fortæller Christian Eriksen, og Rasmus Falk stemmer i.
”Både når Thomas trænede, og når min far trænede tekniktræning var det sådan. Der var også Tonny Hermansen, som kørte rundt og lavede noget træning engang imellem. Det var meget teknisk,” siger Falk med henvisning til fynske Hermansen, nuværende FC Midtjylland-talenttræner, der i forgangne årti lavede en DVD i unionsregi med tekniktræning og finter, hvor Falk og Eriksen optrådte med eksempler.
Så der var masser af leg med bolden og teknisk træning, og det har været med til at forme Christian Eriksen og Rasmus Falk til de teknisk dygtige spilletyper, de er i dag. Det kunne allerede ses – og udnyttes – i de unge år. For allerede der begyndte et tæt venskab på og uden for fodboldbanen. Inde på græsset var det ofte op til de to at skabe de magiske øjeblikke.
”Vi havde en kamp mod TPI på hjemmebane, hvor vi var bagud med 0-4 ved halvleg. Vi endte med at vinde 8-4. Jeg tror Rasmus lavede en del mål i den kamp,” husker Christian Eriksen, inden han bliver afbrudt af sin kammerat.
”Ja, det var en sjov kamp. De havde et godt hold, men det var typisk dig, der havde næstsidste fod på målene, og så scorede jeg. Du lavede selvfølgelig også nogle mål, men jeg var også giftig med hovedet dengang! Og så havde vi en speciel måde at give bolden op på,” fortæller Falk.
I fællesskab får de to knægte rekonstrueret den manøvre, der gav mange mål dengang – og som blev taget med videre til OB-tiden.
Eriksen: ”Jeg kan godt huske det. Det var bare at drible mod mål fra start.”
Falk: ”Vi kørte et-to hele vejen ned mod mål. Jeg kan huske finalen i Vildbjerg Cup, hvor vi kom bagud med 0-1. Så startede vi ellers bare...”
Eriksen: ”Vi kiggede på modstanderne, og så at de måske stod lidt skævt og troede, at vi ville spille bolden bagud. Så løb vi den anden vej...”
Falk: ”Og så scorede vi til 1-1 og endte med at vinde kampen.”
Fodbold, håndbold og en fucking bakke
Det gik altså fremad med hastige skridt for de to unge Middelfart-knægte, og derfor blev de også rykket en årgang op, så holdkammerater og modstandere nu var flere år ældre.
”De var to-tre år ældre, men vi kunne begge to begå os. Det var ikke sådan, at vi haltede efter overhovedet. Vi havde vores teknik, der kunne kompensere for de fysiske ting. På det tidspunkt gik man jo bare til den og tænkte ikke så meget over, hvor fanden man var. I dag tænker man måske: 'Hold kæft, han smadrer til den',” siger Christian Eriksen.
Det var i denne periode som unge spillere blandt nogle lidt ældre gutter, at Eriksen og Falk også knyttede bånd uden for græsset.
”Det var nok der, vi begyndte at ses uden for banen, men vi havde det også fint med de øvrige spillere på holdet. Der var en spiller som Erik Marxen (nuværende Vejle, red.), der også var på holdet, og ham talte jeg meget med,” husker Rasmus Falk.
Det var nu ikke fordi Falk og Eriksens familier boede tæt på hinanden. Tværtimod boede de næsten så langt væk som man kan fra hinanden inden for Middelfarts bygrænse.
”Der var ti minutter på cykel eller sådan noget, men Rasmus boede oppe på den hårdeste bakke. Det var sygt. Jeg har cyklet rigtig mange gange hen over den der fucking bakke,” husker Eriksen med et grin.
Rasmus Falk supplerer:
”Jeg tror mest, at jeg var ovre ved dig, fordi du boede tættere på banerne, og der skete lidt mere. Der var lidt flere piger. Det var lidt sjovere end, hvor jeg boede,” siger Falk, inden snakken igen kommer ind på fodbold. For det var også det, der kendetegnede fritiden.
”Ja, det var også sådan vi tilbragte vores fridage. Når de andre holdt fri, gik vi ned på banerne og spillede fodbold. Der var ikke noget med at holde fri. Det var fodbold hele tiden. Også selvom det var vinter, så spillede vi bare indendørs med det samme. Vi spillede fodbold året rundt,” fortæller Christian Eriksen.
Og skulle det blive til nogle ledige stunder fra fodbolden, var det fordi, der blev dyrket andre sportsgrene.;Vi lavede også andet end fodbold, for vi har haft nogle hårde håndboldkampe – specielt hjemme ved dig, Christian, hvor vi spillede indenfor. Vi har godt nok smadret mange ting, også hjemme ved mig. Hos mig brugte vi sådan et skab som mål, mens vi brugte Christians værelse, når vi var hos ham. Så skød vi straffekast eller tre-meter-kast, men vi var også i Lillebælthallen nogle gange og spille badminton eller andre sportsgrene,” siger Rasmus Falk.
"Hold da kæft, så skal vi ikke selv vaske"
Der bliver banket på døren i det lille trænerrum, hvor vores snak foregår. Rygterne om, at to af dansk fodbolds fremtidshåb sidder i det lille lokale løber hurtigt, så et par unge purke står klar med autografblokken uden for døren. I første omgang bliver de bedt om at vente til efter interviewet, men da der få minutter senere bliver banken på døren igen og selveste Thomas Helveg stikker hovedet ind, får piben en anden lyd.
”Hej Christian. Der står tre gutter her, der rigtig gerne vil have en autograf, og deres mødre er ved at gå ud af deres gode skind...,” lyder det fra den tidligere landsholdsspiller, og så må Eriksen ud og give sin signatur til de unge poder.
Det kunne være fremtidens Eriksen og Falk, der stadig er på legestadiet af fodboldkarrieren. Det var det stadie, Eriksen og Falk forlod, da de skiftede til OB som 1.års drengespillere i vinteren mellem 2004 og 2005. For i kraft af de gode indsatser for Middelfart, var der interesse fra flere steder i landet. Vejle og OB var på tale, men det endte med at blive fynboerne, der fik gavn af de to unge offensivspillere, som gik fra at spille fodbold for sjov til den mere alvorlige del af gamet.
”Sådan var det i hvert fald for mig. Jeg havde lidt svært ved det i starten, for alle var gode, og alle var store, og vi spillede med nogen, der var ældre,” siger Rasmus Falk.
Det var i det hele taget en hel anden verden, der åbnede sig i Odense, husker Christian Eriksen.
”Det første man lagde mærke til var, at man fik tøj til træning. Jeg tænkte, 'hold da kæft, så skal vi ikke selv vaske.' Så fik man en følelse af, at det hele var mere professionelt. Der var også flere trænere, spillerne var bedre og øvelserne var mere strukturerede. Det var højere niveau og mere seriøst,” siger han.
Seriøsiteten blev også afspejlet i levestilen og hverdagen uden for banen. Ved siden af fodbolden i OB blev Eriksen og Falk tilknyttet Hjalleseskolen i Odense, hvor man har en speciel idrætsklasse kun for elitesportsfolk, og hvor undervisningen bliver tilrettelagt i forhold til sporten, så man kan træne om morgenen inden skole og igen om eftermiddagen. Det betød, at Christian Eriksen og Rasmus Falk en overgang stod op klokken seks om morgenen for at tage til Odense og først var hjemme igen klokken 20 om aftenen, hvor der så skulle laves lektier.
I begyndelsen blev de kørt frem og tilbage af forældrene, men snart skulle de selv sørge for transporten med tog og bus. Det var nogle lange dage.
”På det tidspunkt så jeg Christian mere end min egen familie,” konstaterer Rasmus Falk, der husker tilbage med glæde, selvom skolen ikke var i højsædet.
”Det var en rigtig god tid. Skolemæssigt var det skidt, men vi bestod, og det var det vigtigste. Vi havde det alt for fedt. Det var rigtig godt for mig, for jeg havde gået i en klasse, hvor der ikke var nogen sportsinteresserede, og nu kom man i en klasse, hvor man kunne dele sine erfaringer med andre og snakke sport med andre. Det var ikke noget, jeg gjorde til daglig, for det var ikke sport, der var i højsædet på Vestre Skole i Middelfart,” fortæller Rasmus Falk.
Ingen over, ingen ved siden af – alle under
Den markante fokus på fodbold gav bonus. Rasmus Falk og Christian Eriksen blev ved med at markere sig på det grønne græs, og i 2006 blev OB danske mestre for drengehold med de to Middelfart-drenge som dominerende kræfter.
”Vores assistenttræner Max Johansen barberede alt sit hår af, da vi blev Danmarksmestre for drengehold. Det var et fedt år. Det var første gang, at jeg oplevede at være nervøs før en kamp. Det var i finalen mod KB, hvor jeg faktisk følte en nervøsitet. Vi vandt 1-0 på et mål af Christian, og det var første gang, at man prøvede at vinde noget stort,” husker Rasmus Falk.
Og samarbejdet mellem Middelfart-drengene blev endnu mere skarpt. Ofte kunne man se de to spillere med kælenavnene 'Crille' og 'Ralle' afgøre kampene på egen hånd eller i kraft af et fremragende samspil, hvor Christian Eriksen var spilstyrer og Rasmus Falk var afslutter.
”Det var egentlig ikke noget, man tænkte over. Vi gjorde det bare, for fodboldmæssigt tænkte vi ens. Vi spillede et-to, lavede mål og sådan var det bare. Det foregik automatisk,” fortæller Christian Eriksen om det samarbejde, som Rasmus Falk stadig søger, når han spiller for OB i Superligaen i dag.
”Dengang som nu kunne jeg rigtig godt lide at have en spiller på holdet, hvor jeg bare vidste, at han forstod mig fuldt ud, og jeg forstod ham, lige meget hvad han gjorde. Sådan havde jeg det med Christian, og sådan håber jeg også at finde noget med dem, jeg spiller med nu. Det var specielt på en eller anden måde,” fastslår Rasmus Falk.
Det var i løbet af Falk og Eriksens ungdomstid i OB, at forfatteren til denne artikel første gang oplevede de to unge fodboldfyre slå sig løs som dominerende kræfter for OB. Jeg selv havde dengang en daglig gang OB's træningsanlæg i Ådalen, hvor der var der ofte mange mennesker på de lørdage, hvor ungdomsholdene spillede. Man kunne ikke undgå at se det indlysende talent hos Middelfart-knægtene, der lignede et par fodboldtvillinger, som svingede godt sammen. Jeg selv var med til at passe en uofficiel hjemmeside for OB's drengehold og var derfor også med til en afslutningsfest for spillere, ledere og forældre. Her blev Christian Eriksen kåret som Årets Spiller på holdet, men alle fik en lille ekstra præmie. Holdet var gået suverænt igennem Fynsmesterskabet, og det var også blevet til en fynsk pokaltitel samt et dansk mesterskab, og derfor havde træner Hans-Jørgen Simonsen fået produceret en trøje med påskriften: ”Ingen over, ingen ved siden af – ALLE under.”
Den T-shirt har jeg med til Falk og Eriksen ved denne interviewseance, og da den kommer på bordet, lyser drengene op i et smil. Den ellers evigt kontrollerede Christian Eriksen rykker frem i sædet og tager med sin telefon straks et billede, der ryger på Twitter få sekunder efter med bemærkningen ”gode tider.”
For det var lige nøjagtigt, hvad det var.
”Det var en god tid. Det der står på T-shirten (om at være uovervindelig, red.), passer. Det var sådan, det var. Det var også en fed trøje, det var godt lavet af Hans-Jørgen. Det var et rigtig godt hold med et godt sammenhold,” mener Rasmus Falk, mens Eriksen supplerer, da han har tweetet om trøjen.
”Det var et citat af Hans-Jørgen. Vi var også hjemme ved ham engang, og han havde en swimmingpool, som hele holdet sprang i,” fortæller Eriksen om en af de sociale arrangementer, der var med til at binde drengene endnu mere sammen.
Rasmus Falk husker en sidste ting om den sorte T-shirt med det markante citat på maven.
”Vi spillede indendørs i den på et tidspunkt. Det ene år var Fyens Stiftstidende-turneringen rykket ud til Højby Hallen. Det var på det tidspunkt, vi havde vundet DM og skulle til prøvetræning i Chelsea. Der røg vi ud af turneringen. Kan du huske det? Vi tabte til Sanderum og Tarup...”
Eriksen supplerer:
”Ja, det var i Højby... Lortehal! Det var ikke det samme som at spille i Idrætshallen...”
Rasmus Falk mindes dagen, hvor de ellers så suveræne Middelfart-drenge nu stillede op for OB – og tabte på deres favoritunderlag.
”Jeg har aldrig set en hal, der var så glad, som da vi røg ud. Vi var unge dengang, så jeg tænkte bare, at folk var helt væk... Men sådan var det. På Sjælland er det også sådan, når Brøndby spiller. De andre hold ønsker, at de bedste taber. Sådan er det altid.”
