Dobbeltinterview: Eriksen og Falk i landsholdsforening

Rasmus Falk er blevet udtaget til det danske A-landshold, efter Pione Sisto måtte melde afbud, og dermed bliver han genforenet med Christian Eriksen, som han tidligere har spillet sammen med med stor succes i både Middelfart og OB. Falk har én landskamp på cv'et – det var i Malta den 6. september 2013, hvor han startede inde – hvilket Eriksen også gjorde. De to barndomsvenner har holdt kontakt lige siden deres fælles fortid i Middelfart og OB, og nu kan de altså få mulighed for at spille sammen igen. 

Tipsbladet mødte Eriksen og Falk til et stort interview om fortiden, nutiden og fremtiden. Det kan læses i sin fulde længde her.

BRAGT I TIPSBLADET 25. MAJ 2012

”Skal vi ikke bare sige, at vi kommer på landsholdet sammen?”

1992 var et stort år for dansk fodbold. Udover at det danske landshold vandt en turnering i Sverige, blev der født et kuld meget talentfulde fodboldspillere. To af dem voksede op i Middelfart, blev formet i OB og er i dag som nogle af landets største håb for fremtiden. Tipsbladet har mødt 'Crille' og 'Ralle' til en snak om barndommen på Å-banerne i Middelfart, succesen i OB, turen til Chelsea og en mulig fremtid på landsholdet.

Der findes et fotografi fra et fynsk indendørsstævne, taget den 30. december 2000. På billedet optræder et kuld unge knægte iført blå trøjer med guldmedaljer om halsen i selskab med to trænere. Den ene af de fem unge fodbold-grønskollinger står med et stille, forlegent smil og glade øjne ude i venstre side. En anden sidder i midten af flokken og viser hele tandsættet i en barnlig, glad grimasse, mens han holder et sølvfad som bevis på den triumf, det unge mikroputhold har vundet.

Sammen med holdkammeraterne har de to lige vundet den traditionsrige fynske indendørsturnering Fyens Stiftstidende Cup, arrangeret af øens store, regionale avis.

På sportssiderne i avisen dagen efter kan man læse en kort artikel om vinderholdet, hvor  journalisten Leif Rasmussen har taget den historisk pen frem:

”Middelfart har frembragt mange store navne gennem tiderne – i 70’erne huserede brødrene Zederkopf og Henning Marxen – og Bent Outzen skiftede som ynglinge til B1909 og vandt pokalfinalen. Dengang var Middelfart helt oppe i 2. division. Og nu er der måske et nyt kuld på vej: Middelfarts mikroputter vandt FS-finalen, og det var første gang siden 1965, da bæltbyens juniorer sejrede,” lød det i artiklen.

Det unge Middelfart-hold gik ubesejret gennem indendørsturneringen og lukkede kun to mål ind i de mange kampe på vej mod titlen.

Set i bakspejlet er det en markant underdrivelse, at sige at der 'måske' var et nyt kuld på vej, ligesom sammenligningen med et  2. divisionshold virker malplaceret, for Middelfarts årgang 1992 har vist sig at være himmelstormende talentfuld. De første skridt og triumfer blev taget på det bonede indendørsgulv i Odense Idrætshal, og et citat fra Middelfart-trænerne dengang bekræfter det lovende potentiale.

”I de yngste årgange er vi meget stærke og har meget stor bredde. Vi er nødt til at lave spillerne selv, og vi var blevet skuffet, hvis det var kikset, ” lød det fra Thomas Eriksen og Erik Jensen, der udover at være trænere også er forældre til de to førnævnte spillere med smil på læben og medaljer om halsen.

Det er ikke sidste gang, de to fædre kommer til at opleve, at deres sønner modtage hæder, ære og præmier. Navnene på de unge purke siger det hele: Christian Eriksen og Rasmus Falk Jensen.

Fodbold for sjov

Der er gået små 12  år siden da, så det er ikke de samme små poder, der mødes i OB's klubhus denne gråvejrslørdag i maj 2012. Led og lemmer er blevet større, musklerne er til at se og håret er sat med voks i stedet for den lidt flade grydeagtige frisure, der kendetegnede dem dengang i Odense Idrætshal. De er med andre ord blevet voksne, også selvom deres stemmer afslører, at den sidste overgang ikke er forbi. Christian Eriksen er iført jeans og hvid T-shirt, mens Rasmus Falk er trukket i en langærmet skjorte til jeansene, der ligesom kammeratens ditto har den klassiske blå-lige farve. De ligner, hvad de er: To unge, friske fyre med fremtiden foran sig.

De er begge to 20 år gamle – født i 1992 med en måneds mellemrum – og nu sidder de to fynboer klar til en snak om barndommen i Middelfart, ungdommen i OB og et fodboldvenskab, der sandsynligvis kommer til at vare hele livet.

Det hele startede altså i Middelfart, hvor den første store triumf var indendørssejren, som altså blev foreviget med billedet i Fyens Stiftstidende.

Christian Eriksen husker det stadig.

”Det var pissesjovt. Det var altid det, man glædede sig til om vinteren. Det var de bedste hold på Fyn, der var med. Det var det fedeste, når man skulle spille de der indendørsturneringer. Senere var der måske nogle større turneringer, men dengang var det dét,” siger han, mens Rasmus Falk er helt klar i mælet om oplevelserne i Odense Idrætshal.

”Jeg kunne bedre lide indendørs end udendørs på det tidspunkt,” siger han.

”Ja, det er ikke engang løgn. Det var faktisk noget, man glædede sig helt vildt til,” svarer Eriksen.

Og der er en grund til, at det var så sjovt at spille indendørsfodbold. For selvom Middelfart også var gode på græs, var de ustyrlige på de bonede gulve. Både i 2000, 2002 og 2004 vandt Middelfart med Eriksen og Falk på holdet Fyens Stiftstidende Cup uden at tabe en eneste af de i alt 33 kampe, de spillede.

”Der var vi endnu mere suveræne, for da var vi færre på banen, så vi havde endnu mere plads, og så vi kunne stille med de allerbedste. Vi havde måske ikke den bredeste trup i Danmark, men hvis vi stillede op med det der hold, ville vi vinde mod alle i Danmark,” mener Rasmus Falk og peger på billedet fra år 2000.

Men selvom indendørsturneringerne var det, man glædede sig allermest til dengang, var det selvfølelig ikke det primære. For dagligdagen foregik på græs på Middelfarts anlæg på 'Å-banerne', som de kaldes. Christian Eriksen og Rasmus Falk blev meldt ind som 4-årige og har spillet fodbold lige siden.

”Dengang var det sjovt at spille fodbold. Sådan er det stadig, men dengang var det kun for hyggens skyld. Man havde også drømme dengang, men man hyggede sig bare med fodbold, det var ligesom det, der var første prioritet. Og så havde vi selvfølgelig nogle gode oplevelser med Middelfart. Det er en lille klub og en lille by, men vi gjorde det godt,” fortæller Rasmus Falk.

100 mål og masser af teknik

Det tør siges. Det blev både til Fynsmesterskab og fine præstationer ved DM for lilleputter, og Middelfarts årgang 1992 var den suverænt bedste på Fyn. Christian Eriksen var den store kreatør og spilstyrer, mens Rasmus Falk tegnede sig for op mod 100 mål på en sæson, men når man taler med Middelfart-folk fra dengang, er det også spillestilen, der bliver fremhævet. Det var Christian Eriksens far Thomas Eriksen, der var træner for det talentfulde hold, og han blev suppleret af Rasmus Falks far Erik Jensen, som lavede ekstra tekniktræning engang imellem.

”Der blev spillet 'fire mod to' hele tiden. Det mindes jeg, at vi har spillet rigtig tit. Træningen var teknisk anlagt,” fortæller Christian Eriksen, og Rasmus Falk stemmer i.

”Både når Thomas trænede, og når min far trænede tekniktræning var det sådan. Der var også Tonny Hermansen, som kørte rundt og lavede noget træning engang imellem. Det var meget teknisk,” siger Falk med henvisning til fynske Hermansen, nuværende FC Midtjylland-talenttræner, der i forgangne årti lavede en DVD i unionsregi med tekniktræning og finter, hvor Falk og Eriksen optrådte med eksempler.

Så der var masser af leg med bolden og teknisk træning, og det har været med til at forme Christian Eriksen og Rasmus Falk til de teknisk dygtige spilletyper, de er i dag. Det kunne allerede ses – og udnyttes – i de unge år.  For allerede der begyndte et tæt venskab på og uden for fodboldbanen. Inde på græsset var det ofte op til de to at skabe de magiske øjeblikke.

”Vi havde en kamp mod TPI på hjemmebane, hvor vi var bagud med 0-4 ved halvleg. Vi endte med at vinde 8-4. Jeg tror Rasmus lavede en del mål i den kamp,” husker Christian Eriksen, inden han bliver afbrudt af sin kammerat.

”Ja, det var en sjov kamp. De havde et godt hold, men det var typisk dig, der havde næstsidste fod på målene, og så scorede jeg. Du lavede selvfølgelig også nogle mål, men jeg var også giftig med hovedet dengang! Og så havde vi en speciel måde at give bolden op på,” fortæller Falk.

I fællesskab får de to knægte rekonstrueret den manøvre, der gav mange mål dengang – og som blev taget med videre til OB-tiden.

Eriksen: ”Jeg kan godt huske det. Det var bare at drible mod mål fra start.”

Falk: ”Vi kørte et-to hele vejen ned mod mål. Jeg kan huske finalen i Vildbjerg Cup, hvor vi kom bagud med 0-1. Så startede vi ellers bare…”

Eriksen: ”Vi kiggede på modstanderne, og så at de måske stod lidt skævt og troede, at vi ville spille bolden bagud. Så løb vi den anden vej…”

Falk: ”Og så scorede vi til 1-1 og endte med at vinde kampen.”

Første del af interviewet her

Fodbold, håndbold og en fucking bakke

Det gik altså fremad med hastige skridt for de to unge Middelfart-knægte, og derfor blev de også rykket en årgang op, så holdkammerater og modstandere nu var flere år ældre.

”De var to-tre år ældre, men vi kunne begge to begå os. Det var ikke sådan, at vi haltede efter overhovedet. Vi havde vores teknik, der kunne kompensere for de fysiske ting. På det tidspunkt gik man jo bare til den og tænkte ikke så meget over, hvor fanden man var. I dag tænker man måske: 'Hold kæft, han smadrer til den',” siger Christian Eriksen.

Det var i denne periode som unge spillere blandt nogle lidt ældre gutter, at Eriksen og Falk også knyttede bånd uden for græsset.

”Det var nok der, vi begyndte at ses uden for banen, men vi havde det også fint med de øvrige spillere på holdet. Der var en spiller som Erik Marxen (nuværende Vejle, red.), der også var på holdet, og ham talte jeg meget med,” husker Rasmus Falk.

Det var nu ikke fordi Falk og Eriksens familier boede tæt på hinanden. Tværtimod boede de næsten så langt væk som man kan fra hinanden inden for Middelfarts bygrænse.

”Der var ti minutter på cykel eller sådan noget, men Rasmus boede oppe på den hårdeste bakke. Det var sygt. Jeg har cyklet rigtig mange gange hen over den der fucking bakke,” husker Eriksen med et grin.

Rasmus Falk supplerer:

”Jeg tror mest, at jeg var ovre ved dig, fordi du boede tættere på banerne, og der skete lidt mere. Der var lidt flere piger. Det var lidt sjovere end, hvor jeg boede,” siger Falk, inden snakken igen kommer ind på fodbold. For det var også det, der kendetegnede fritiden.

”Ja, det var også sådan vi tilbragte vores fridage. Når de andre holdt fri, gik vi ned på banerne og spillede fodbold. Der var ikke noget med at holde fri. Det var fodbold hele tiden. Også selvom det var vinter, så spillede vi bare indendørs med det samme. Vi spillede fodbold året rundt,” fortæller Christian Eriksen.

Og skulle det blive til nogle ledige stunder fra fodbolden, var det fordi, der blev dyrket andre sportsgrene.;Vi lavede også andet end fodbold, for vi har haft nogle hårde håndboldkampe – specielt hjemme ved dig, Christian, hvor vi spillede indenfor. Vi har godt nok smadret mange ting, også hjemme ved mig. Hos mig brugte vi sådan et skab som mål, mens vi brugte Christians værelse, når vi var hos ham. Så skød vi straffekast eller tre-meter-kast, men vi var også i Lillebælthallen nogle gange og spille badminton eller andre sportsgrene,” siger Rasmus Falk.

"Hold da kæft, så skal vi ikke selv vaske"

Der bliver banket på døren i det lille trænerrum, hvor vores snak foregår. Rygterne om, at to af dansk fodbolds fremtidshåb sidder i det lille lokale løber hurtigt, så et par unge purke står klar med autografblokken uden for døren. I første omgang bliver de bedt om at vente til efter interviewet, men da der få minutter senere bliver banken på døren igen og selveste Thomas Helveg stikker hovedet ind, får piben en anden lyd.

”Hej Christian. Der står tre gutter her, der rigtig gerne vil have en autograf, og deres mødre er ved at gå ud af deres gode skind…,” lyder det fra den tidligere landsholdsspiller, og så må Eriksen ud og give sin signatur til de unge poder.

Det kunne være fremtidens Eriksen og Falk, der stadig er på legestadiet af fodboldkarrieren. Det var det stadie, Eriksen og Falk forlod, da de skiftede til OB som 1.års drengespillere i vinteren mellem 2004 og 2005. For i kraft af de gode indsatser for Middelfart, var der interesse fra flere steder i landet. Vejle og OB var på tale, men det endte med at blive fynboerne, der fik gavn af de to unge offensivspillere, som gik fra at spille fodbold for sjov til den mere alvorlige del af gamet.

”Sådan var det i hvert fald for mig. Jeg havde lidt svært ved det i starten, for alle var gode, og alle var store, og vi spillede med nogen, der var ældre,” siger Rasmus Falk.

Det var i det hele taget en hel anden verden, der åbnede sig i Odense, husker Christian Eriksen.

”Det første man lagde mærke til var, at man fik tøj til træning. Jeg tænkte, 'hold da kæft, så skal vi ikke selv vaske.' Så fik man en følelse af, at det hele var mere professionelt. Der var også flere trænere, spillerne var bedre og øvelserne var mere strukturerede. Det var højere niveau og mere seriøst,” siger han.

Seriøsiteten blev også afspejlet i levestilen og hverdagen uden for banen. Ved siden af fodbolden i OB blev Eriksen og Falk tilknyttet Hjalleseskolen i Odense, hvor man har en speciel idrætsklasse kun for elitesportsfolk, og hvor undervisningen bliver tilrettelagt i forhold til sporten, så man kan træne om morgenen inden skole og igen om eftermiddagen. Det betød, at Christian Eriksen og Rasmus Falk en overgang stod op klokken seks om morgenen for at tage til Odense og først var hjemme igen klokken 20 om aftenen, hvor der så skulle laves lektier.

I begyndelsen blev de kørt frem og tilbage af forældrene, men snart skulle de selv sørge for transporten med tog og bus. Det var nogle lange dage.

”På det tidspunkt så jeg Christian mere end min egen familie,” konstaterer Rasmus Falk, der husker tilbage med glæde, selvom skolen ikke var i højsædet.

”Det var en rigtig god tid. Skolemæssigt var det skidt, men vi bestod, og det var det vigtigste. Vi havde det alt for fedt. Det var rigtig godt for mig, for jeg havde gået i en klasse, hvor der ikke var nogen sportsinteresserede, og nu kom man i en klasse, hvor man kunne dele sine erfaringer med andre og snakke sport med andre. Det var ikke noget, jeg gjorde til daglig, for det var ikke sport, der var i højsædet på Vestre Skole i Middelfart,” fortæller Rasmus Falk.

Ingen over, ingen ved siden af – alle under
Den markante fokus på fodbold gav bonus. Rasmus Falk og Christian Eriksen blev ved med at markere sig på det grønne græs, og i 2006 blev OB danske mestre for drengehold med de to Middelfart-drenge som dominerende kræfter.

”Vores assistenttræner Max Johansen barberede alt sit hår af, da vi blev Danmarksmestre for drengehold. Det var et fedt år. Det var første gang, at jeg oplevede at være nervøs før en kamp. Det var i finalen mod KB, hvor jeg faktisk følte en nervøsitet. Vi vandt 1-0 på et mål af Christian, og det var første gang, at man prøvede at vinde noget stort,” husker Rasmus Falk.

Og samarbejdet mellem Middelfart-drengene blev endnu mere skarpt. Ofte kunne man se de to  spillere med kælenavnene 'Crille' og 'Ralle' afgøre kampene på egen hånd eller i kraft af et fremragende samspil, hvor Christian Eriksen var spilstyrer og Rasmus Falk var afslutter.

”Det var egentlig ikke noget, man tænkte over. Vi gjorde det bare, for fodboldmæssigt tænkte vi ens. Vi spillede et-to, lavede mål og sådan var det bare. Det foregik automatisk,” fortæller Christian Eriksen om det samarbejde, som Rasmus Falk stadig søger, når han spiller for OB i Superligaen i dag.

”Dengang som nu kunne jeg rigtig godt lide at have en spiller på holdet, hvor jeg bare vidste, at han forstod mig fuldt ud, og jeg forstod ham, lige meget hvad han gjorde. Sådan havde jeg det med Christian, og sådan håber jeg også at finde noget med dem, jeg spiller med nu. Det var specielt på en eller anden måde,” fastslår Rasmus Falk.

Det var i løbet af Falk og Eriksens ungdomstid i OB, at forfatteren til denne artikel første gang oplevede de to unge fodboldfyre slå sig løs som dominerende kræfter for OB. Jeg selv havde dengang en daglig gang OB's træningsanlæg i Ådalen, hvor der var der ofte mange mennesker på de lørdage, hvor ungdomsholdene spillede. Man kunne ikke undgå at se det indlysende talent hos Middelfart-knægtene, der lignede et par fodboldtvillinger, som svingede godt sammen. Jeg selv var med til at passe en uofficiel hjemmeside for OB's drengehold og var derfor også med til en afslutningsfest for spillere, ledere og forældre. Her blev Christian Eriksen kåret som Årets Spiller på holdet, men alle fik en lille ekstra præmie. Holdet var gået suverænt igennem Fynsmesterskabet, og det var også blevet til en fynsk pokaltitel samt et dansk mesterskab, og derfor havde træner Hans-Jørgen Simonsen fået produceret en trøje med påskriften: ”Ingen over, ingen ved siden af – ALLE under.”

Den T-shirt har jeg med til Falk og Eriksen ved denne interviewseance, og da den kommer på bordet, lyser drengene op i et smil. Den ellers evigt kontrollerede Christian Eriksen rykker frem i sædet og tager med sin telefon straks et billede, der ryger på Twitter få sekunder efter med bemærkningen ”gode tider.”

For det var lige nøjagtigt, hvad det var.

”Det var en god tid. Det der står på T-shirten (om at være uovervindelig, red.), passer. Det var sådan, det var. Det var også en fed trøje, det var godt lavet af Hans-Jørgen. Det var et rigtig godt hold med et godt sammenhold,” mener Rasmus Falk, mens Eriksen supplerer, da han har tweetet om trøjen.

”Det var et citat af Hans-Jørgen. Vi var også hjemme ved ham engang, og han havde en swimmingpool, som hele holdet sprang i,” fortæller Eriksen om en af de sociale arrangementer, der var med til at binde drengene endnu mere sammen.

Rasmus Falk husker en sidste ting om den sorte T-shirt med det markante citat på maven.

”Vi spillede indendørs i den på et tidspunkt. Det ene år var Fyens Stiftstidende-turneringen rykket  ud til Højby Hallen. Det var på det tidspunkt, vi havde vundet DM og skulle til prøvetræning i Chelsea. Der røg vi ud af turneringen. Kan du huske det? Vi tabte til Sanderum og Tarup…”

Eriksen supplerer:

”Ja, det var i Højby… Lortehal! Det var ikke det samme som at spille i Idrætshallen…”

Rasmus Falk mindes dagen, hvor de ellers så suveræne Middelfart-drenge nu stillede op for OB – og tabte på deres favoritunderlag.

”Jeg har aldrig set en hal, der var så glad, som da vi røg ud. Vi var unge dengang, så jeg tænkte bare, at folk var helt væk… Men sådan var det. På Sjælland er det også sådan, når Brøndby spiller. De andre hold ønsker, at de bedste taber. Sådan er det altid.”

Chelsea, Ajax og landsholdet

Det bliver bemærket i fodbold-Europa, når dygtige, unge spillere markerer sig, og da Christian Eriksen og Rasmus Falk fortsatte med at imponere på OB's drengehold, kom der bud fra udlandet. Efter at Eriksen og Falk havde været med til at vinde Danmarksmesterskabet og den internationale turnering Opel Master  i Tyskland, hvor de begge kom på turneringens All-Star-hold, var der følere fra England. Begge spillere har før talt om prøvetræningen i Chelsea, og Rasmus Falk husker tydeligt forløbet.

”Jeg kom hjem og fik at vide af min far, at vi to skulle over til en klub i England og træne med. Jeg fik selv lov at gætte på, hvilken klub det var. Jeg startede rigtig lavt, kiggede på de hold der lå nederst i tabellen og sagde Blackburn eller sådan noget. 'Nej, større,' sagde han. Så gik jeg lidt opad, 'Nej, større, nej, større', sagde han igen. Til sidst sagde han så, at det var Chelsea, og for mig var det helt urealistisk, at de overhovedet kiggede på spillere i den alder. Det virkede helt vildt. Det var megafedt, og man følte sig speciel,” fortæller Falk, inden Eriksen stemmer i.

”Det var en vild oplevelse som 14-årig at høre Chelsea var interesseret. På det tidspunkt var de lige blevet købt af Abramovich, og Mourinho var træner. 'Hold kæft, det er en stor klub, man skal over at træne med' tænkte jeg.”Selve turen til Chelsea er flere gange blevet genfortalt i både danske og engelske medier af både Eriksen og Falk, men i dag fremhæver de det stadig som en stor oplevelse for to dengang 14-årige drenge fra Middelfart.

”Det var en speciel tur, for man kunne jo knapt nok engelsk. Jeg kan huske, at vi spillede en kamp mod West Ham, der endte 2-2. Vi sad i bussen på vej til kampen og snakkede med træneren. Jeg var pissenervøs, for jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Man kunne næsten ikke engelsk. 'Do you speak english?' – 'Øøh, a little…',” fortæller Christian Eriksen.

Første del af interviewet her

Rasmus Falk kommer med en lille indrømmelse seks år efter prøveopholdet i Chelsea.

”Jeg har tænkt på noget, siden vi har været derovre. Jeg lavede faktisk en lille fejl. Vi var i gang med en træning, og træneren sagde, at jeg skulle spille central midtbane i venstre side. Jeg hørte bare 'left', så jeg spillede venstre kant og løb helt forkert rundt,” siger Falk, der også har et specielt minde om kampen mod West Ham.

”Jeg blev 'slået ihjel' i løbet af de første fem minutter af kampen af en stor, rød englænder, der tacklede hårdt,” lyder det fra Falk om kulminationen på Chelsea-turen, der bød på en frokost med Jose Mourinho, et kort møde med Joe Cole og en snak med det danske talent Morten Nielsen, men ellers ikke de store kendisoplevelser, for de fleste Chelsea-spillere var på tur med deres respektive landshold på det tidspunkt.

Til gengæld prøvede de at spise på hotellets restaurant hver dag, og det var også en stor oplevelse, så minderne om Chelsea-turen holder ved endnu, selvom det ikke blev til noget skifte til London-klubben tilbage i 2006.

I stedet blev det til endnu to sæsoner sammen i OB, hvor det blev til endnu et dansk mesterskab – denne gang som juniorspillere i 2007. Parløbet fortsatte på juniorholdet, omend Christian Eriksen nu tog stormskridt mod fodboldhimlen, og interessen blev så stor i løbet af 2008, at OB i sidste ende solgte ham til Ajax Amsterdam. Rasmus Falk havde også muligheden for et skifte til hollandsk fodbold, idet Heerenveen var interesserede, men han følte ikke at klubben var større end OB – og han var heller ikke klar til et skifte. I stedet blev han i Odense.

”Det gjorde det mere kedeligt at sidde i toget alene, og også med skolen, fordi jeg nu selv skulle op klokken seks for at tage af sted. Det var mere motiverende, når man var to, og jeg var også bange for, at jeg ville sove over mig, når jeg sad i toget, og så vågne op i Kastrup. Jeg var glad på Christians vegne, men jeg havde håbet, at han ville blive, for det ville gøre det sjovere for mig,” siger Falk, der også oplevede, hvordan det var at spille i Danmark uden sin mangeårige samarbejdspartner.

”Der var sådan en hjemmeside, der hed OB-news.dk (et website om OB-talenter, red.). Jeg havde måske en periode, hvor jeg gik lidt ned efter at Christian skiftede, og der var nogen, der tvivlede meget på mig og mente, at jeg måske manglede Christian i mit spil. Sådan synes jeg ikke, at det var, måske i starten, men jeg kom hurtigt over det. Alligevel manglede jeg nogen, der så fodbold på samme måde som jeg,” husker Rasmus Falk om tiden, hvor han kæmpede sig op gennem OB's talentsystem for at få belønningen med tre minutters Superligadebut for OB i en kamp på Aarhus Stadion i maj 2010.

På det tidspunkt var Christian Eriksen allerede brudt igennem i Ajax og udtaget til Danmarks VM-trup, der skulle til Sydafrika samme år.

I dag – omtrent 16 år efter de begyndte at spille fodbold sammen på Å-banerne i Middelfart – er de i fuld gang med hver sin karriere. Eriksen er landsholdsspiller og profil i Ajax og kan dagligt læse om rygter om interesse fra alverdens storklubber. Falk har været udtaget til ligalandsholdet og er fast mand i OB, hvor det i første seniorsæson blev til en sølvmedalje, mens sæson nummer to både har budt på Champions League-hymne og nedrykningskamp på OB's hjemmebane i Odense.

Trods det travle fodboldliv, holder de to Middelfart-drenge stadig kontakt. Der er Facebook, hvor de jævnligt skriver sammen, der er Twitter, hvor man som udenforstående ofte kan opleve tweets, hilsner og billeder mellem de to, og så er der møderne ansigt-til-ansigt, når Christian Eriksen indimellem er i Danmark på visit. Med en travl fodboldsæson for dem begge, er det svært at finde tid, og derfor har Rasmus Falk endnu ikke været i Holland på besøg, men når de ses i Danmark, bliver det til shoppingture, restaurantbesøg og andre sociale gøremål som eksempelvis seneste nytårsaften, som de fejrede sammen.

Så venskabet er intakt, men den store forskel er, at der bare er publikum på og stor interesse om dem begge nu. Også uden for banen, som det ses, da vi skal i gang med fotosessionen efter interviewet. Det foregår på OB's træningsanlæg, hvor der denne lørdag er mikrofodboldskole for fremtidens fynske talenter. De fem-seks-årige purke, der tuller rundt på græsset, har ikke helt styr på, hvem de to berømtheder på sidelinjen er, men så snart træneren for arrangementet får øje på de to fodboldstjerner, spørger han, om det kan lade sig gøre med et hurtigt fællesbillede. Da Eriksen og Falk siger god for den ide, tager træneren en megafon frem og gjalder ud over anlægget:

”Kom drenge, Christian Eriksen og Rasmus Falk er her – vi skal lige tage et fællesbillede!”

Meldingen får især gang i de fremmødte forældre, der kommer styrtende med mobilkameraer og fotoapparater for at forevige deres sønner med de to idoler. Eriksen og Falk er ved at vænne sig til cirkusset, men det er alligevel et vildt scenarie med de mange børn og endnu flere forældre, der er fremme i skoene og vil have et skud af stjernerne sammen med de små poder, der er iklædt rød-hvide DBU-trøjer.

Men hvad med Eriksen og Falk og den røde trøje? Får man dem at se i landsholdsdragten sammen en dag?

”Det kunne jo være meget sjovt på et tidspunkt. Skal vi ikke bare sige, at vi kommer på landsholdet sammen?,” siger Christian Eriksen.

Rasmus Falk ved godt, hvad og hvem et sådan scenario er afhængigt af.

”Så er det jo mig, der skal til at komme i gang. Jeg regner ikke med, at du lige foreløbigt ryger af holdet eller skifter til OB, selvom jeg har skrevet på Twitter, at jeg gerne ville have dig hjem på en lejeaftale. Det kunne godt være, at vi kunne bruge dig i øjeblikket, og mon ikke du kunne starte inde…,” siger han med et smil og en henvisning til OB's mareridts-forår.

Selvom begge to er kreative offensivspillere, der har det allerbedst på 10'er-positionen lige bag den forreste angriber, mener de godt, at der kunne være plads til dem begge på landsholdet.

”Jeg er også begyndt at spille lidt på kanten, og det er Christian også. Så vi begge kan spille flere forskellige pladser på banen. Ikke helt fremme, men alle dem omkring, så der kunne godt være plads til os begge to” siger Rasmus Falk med et smil.

Og skulle det ikke lykkes med en fælles fremtid på landsholdet, er der en Plan B.

”Ja, det er ikke engang løgn. Vi har snakket om, at vi skal vende tilbage til Middelfart, når de ligger i Superligaen om ti år,” siger Christian Eriksen med et glimt i øjet om en fjern fremtid på barndommens baner.

Der hvor det hele startede.

Første del af interviewet her