DBU rykker rundt på landstrænerne: Vi synes, vi kan gøre det bedre
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

DBU rykker rundt på landstrænerne: Vi synes, vi kan gøre det bedre

Det har været for svært at nå det hele for et par af U-landstrænerne, så nu har DBU ansat en ny af slagsen og flyttet rundt på nogle af ansvarsområderne.

Tidligere i dag kunne FC Midtjylland fortælle, at Brian Priske til sommer vender tilbage til klubben som assistent for Jess Thorup. Og at den nuværende assistent Lars Knudsen skal være U18- og U20-landstræner.

Men hvor Priske afløser Knudsen, afløser Knudsen ikke rigtig nogen. For de nuværende U-landstrænere i DBU bliver på deres poster; nogle af dem får bare lidt andre opgaver fremover. Og det er helt bevidst, for nogle af dem har haft for mange, mener DBU.

Det er faktisk hele grunden til, at forbundet ansatte Lars Knudsen. Hidtil har U21-landstræner Niels Frederiksen også haft ansvar for U20-landsholdet, og har det givet nogle praktiske udfordringer.

- Vores siddende U21-landsræners ansvarsområde er altid U21 og U20, men i forhold til kampe er det umuligt. Der er sammenfald på kampene hele tiden. Så når vi har planlagt programmet for U20-landsholdet, skulle vi hele tiden tage hensyn til staben. Vi har overvejet at skulle have en klubtræner med for at stå for holdet, fordi vi ikke har haft ressourcer nok in house, siger DBU's talentudviklingschef, Flemming Berg, til tipsbladet.dk.

- Det kan vi ikke stille os tilfredse med, hverken i forhold til os selv eller over for klubberne og spillerne. Derfor har vi valgt at lave den opgradering.

U20-landsholdet kommer til at være et tæt samarbejde mellem Lars Knudsen og Niels Frederiksen, for det er i høj grad et forberedelseshold for U21-landsholdet, men det bliver altså Knudsen, der tager sig af samlingerne og kampene.

DBU har valgt ham, fordi han både har mange års erfaring med ungdomsfodbold og senest med seniorer som assistent for FC Midtjylland, fortæller Flemming Berg. Og fordi han ifølge talentudviklingschefen er fagligt kompetent.

Forklaringen på, at Lars Knudsen godt kan tage sig af to hold, men Niels Frederiksen ikke kan, er også ganske simpel.

- U18 og U20 er to landshold, som ikke har så mange kampe som de andre landshold, for det er ikke turneringshold. Så vi har mere fleksibilitet i forhold til de fem-seks internationale terminer om året. Så kan vi også få spillerne fri fra klubberne på de tidspunkter, hvor vi kan møde nogle af de andre gode landshold, siger Flemming Berg.

- U21 fylder alle internationale datoer ud. U18 og U20 har typisk fem-seks aktiviteter til sammen over en sæson. De er ikke turneringshold, men det er meget et forberedelsesår.

Udover det rent praktiske i at være fysisk til stede for to hold er der også et scouting-element. For der er mange ungdomsspillere at holde styr på, og DBU forventer, at den del bliver forbedret, når landstrænerne fremover kan koncentrere sig mere specifikt om deres egne årgange.

- De sidste par år har U16-landstræneren også stået for U18- og nogle gange U20-landsholdet. Det sværeste har været at få det til at hænge sammen med scoutingen. Søren Hermansen (U16- og U18-landstræner, red.) har nogle gange haft tre-fire årgange, og det har vi syntes, at vi kunne gøre bedre, siger Flemming Berg.

DBU's landstrænerkorps kommer altså fremover til at se ud som følger:

U16: Søren Hermansen (han og "Mex" skifter løbende, eftersom de følger en årgang fra U16 til U17.)
U17: Michael "Mex" Pedersen (han og Hermansen skifter løbende, eftersom de følger en årgang fra U16 til U17.)
U18 og U20: Lars Knudsen
U19: Henrik Clausen
U21: Niels Frederiksen
A-landsholdet: Åge Hareide


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.