Russisk sport er i øjeblikket involveret i en enorm doping-skandale, hvor whistleblowere og en uafhængig rapport peger på Vladimir Putins nuværende højre hånd, den tidligere sportsminister Vitalij Mutko, som en af de politisk ansvarlige.
I McLaren-rapporten dokumenteres systematisk doping før, under og efter Ruslands vinter-OL i Sotji for fire år siden. Den rapport kigger IOC og WADA i øjeblikket efter i sømmene med mulige sanktioner af Rusland til vinter-OL i Sydkorea om tre måneder som en af mulighederne.
Og den tidligere chef for det russiske antidopingagentur Grigorij Rodtjenkov har i amerikanske medier fortalt i detaljer, hvordan han som ansvarlig for at kontrollere antidoping-indsatsen i virkeligheden var arkitekt bag et storstilet doping-program, hvor Rodtjenkov sammen med den russiske efterretningstjeneste FSB blandt andet snød med russiske sportsstjerners dopingprøver under OL i Sotji.
I McLaren-rapporten er der også adskillige tråde til russisk fodbold.
Den britiske avis Daily Mail skrev i sommer, at FIFA også havde kig på russisk fodbold, ikke mindst det russiske landshold, i forbindelse med doping-afsløringerne.
Men ifølge DBU-formand Jesper Møller kan det ikke komme på tale, at DBU takker nej til et fodbold-VM, med mindre den danske regering dikterer det.
Hvordan forholder I jer til den dopingskandale, flere russiske whistleblowere og Richard McLaren har trukket frem i lyset om statsstyret doping af russiske sportsstjerner før, under og efter vinter-OL i Sochi i 2014?
”Vi lægger os tæt op af Niels Nygaard i DIF og Morten Mølholm i forhold til den rapport og det arbejde, der foregår i IOC. Det ligger foreløbig i vores nationale olympiske organisation. Er der brug for sanktioner i fodboldsammenhæng, har vi et system til det. Jeg er nødt til at afvente, hvad der sker internationalt, og hvad Anti Doping Danmark [ADD] i så fald siger. Vi har nultolerance over doping, matchfixing og korruption, og derfor arbejder vi også med ADD.”
Men hvordan lyder statsstyret doping i et land, der om otte måneder er VM-vært, i dine ører?
”Hver gang, jeg hører om doping eller matchfixing, bryder jeg mig ikke om det. Det er trusler mod vores sport, som vi laver kampagner mod.”
Og i McLaren-rapporten optræder der mange anonymiserede fodboldspillere fra russisk fodbold?
”Hvis nogen har brugt doping, har jeg en forventning om, det bliver sanktioneret. Vi kan påtale det, men så heller ikke så meget mere.”
Er I trygge ved at sende Danmark til et VM med Rusland som vært?
”Med den samarbejdsaftale, vi har med ADD og DIF, lægger vi os tæt op ad dem. Jeg har selvfølgelig diskuteret det her med Niels Nygaard, og jeg ved, der arbejdes på det her. Vi kommer ikke til at boykotte nogen slutrunde, med mindre den danske regering siger, at vi skal.”
Er det her en god sag for en VM-vært?
”Doping er aldrig en god sag, det er matchfixing heller ikke. Jeg oplever ikke nogen, der ikke tager afstand fra doping. Så må vi sanktionere, når tilfældene opstår. Det her synes jeg også, du skal spørge russerne om.”
Vitalij Mutko og de russiske fodboldmyndigheder har pure afvist, at der er problemer med doping i russisk fodbold.
Læs resten af interviewet med DBU-formand Jesper Møller i Tipsbladet fredag.
Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil, kan du købe det digitalt her - ekstrabladet.dk/ebladet/
Du kan også vælge at få det leveret Tipsbladet i postkassen hver fredag.
Læs mere og bestil på https://abonnement.ekstrabladet.dk/avis/fredag/
I Tipsbladet fredag får du også:
- Stort interview med FCK-stjernen Zeca før FCK-Brøndby og Kroatien-Grækenland-
- Historien om de konkurrerende landstrænere Martin O'Neill og Åge Hareides fælles fortid
- Analyse af Jürgen Klopps defensive kvaler
- VM-land: Uruguay
- Champions League-nedtakt
- Spiltips
- Resultater