Foto: Buster Emil Kirchner
Dansker og tidligere PL-profil overrendt af fans: Det var vildt og kaotisk
Philip Oslev sad og halvsov i bilen. Det første, han så, da han åbnede øjnene, var den grøft, bilen var på vej ned i.
Det havde allerede været en lang tur, og Oslev havde stadig en del timers rejse foran sig, så han havde tilladt sig selv at blunde lidt på den lange køretur på den burundiske landevej. I det øjeblik, han fik øje på grøften, blev han lysvågen. Sekundet efter ramte bilen et træ.
Oslev nåede ikke at tænke noget, før bilen pludselig holdt stille. Han tjekkede først, om der var skete noget med ham selv eller chaufføren. Det var der ikke.
- Bagefter blev jeg en smule irriteret, for det havde været en lang rejse, og nu ville jeg bare gerne frem. Jeg tænkte: ”Nu er man da kommet til Afrika.” Heldigvis var jeg godt opdraget i Danmark, så jeg havde sikkerhedssele på, siger Philip Oslev med et grin.
Han var uskadt. Bilen, til gengæld, var færdig.
Det "rigtige" Afrika
Den 25-årige AB-anfører var i den forgangne landskampspause i sin fars hjemland for at spille for Burundi for første gang. Uheldet på landevejen var hverken første eller sidste skøre og mindeværdige episode på turen.
Det begyndte fredeligt, for Philip Oslev, der til daglig er anfører for AB i 2. division, mens han studerer og arbejder på en kaffebar for at få tingene til at løbe rundt, fløj fra København til Doha uden problemer.
Flyet videre mod Dar es-Salaam nåede til gengæld ikke langt. Efter en times tid lød kaptajnens stemme over radioen. Der var et problem med maskinen, så de var nødt til at vende om og flyve tilbage til Doha. Der måtte Oslev og co. vente fire timer yderligere, før de kunne komme af sted mod Dar es-Salaam.
Byen er hovedstad i Tanzania, Burundis store nabo mod øst og modstanderen i den forestående landskamp. Da han nåede frem, mødtes Oslev med Burundis ambassadør i landet.
- Jeg skulle tilbringe dagen med ham og snakke om det hele; hvad fodbold betød for Burundi, hvorfor de gerne ville vinde kampen mod Tanzania. De spillede mod dem for et år siden og røg ud af VM-kval’en på straffespark, så det var lidt af en hævnkamp, fortæller Philip Oslev.
Selv om hans far er fra Burundi, havde han aldrig været i Afrika før. Bortset fra charterrejser, men ikke det ”rigtige” Afrika, som han siger.
Dagen efter fløj Oslev til den lille tanzanianske by Kigoma i den anden ende af landet (Tanzania er tre gange så stort som Tyskland). Derfra gik turen med bil nordpå til Burundi, hvor han skulle have ordnet pas og ID-kort. Ruten gik ad dårlige veje langs marker med geder og køer, smukt landskab og små byer.
Det var i løbet af den otte timer lange køretur, at Philip Oslev vågnede med et sæt og pludselig stiftede lidt for tæt bekendtskab med et træ. Eftersom bilen ikke kunne mere, måtte han og chaufføren vente på, at der kom en ny bil og en ny chauffør, der kunne køre ham videre. Det var ikke sjovt i situationen, men her bagefter kan han grine af det.
- Det var en del af oplevelsen, så jeg ville ikke have været det foruden.
Læs også:FC Nordsjælland-ejer: Afrikanske spillere bør overveje at boykotte VM
Philip Oslev spurgte ikke, hvorfor pitstoppet i Kigoma var nødvendigt, og hvorfor han ikke bare fløj direkte fra Dar es-Salaam til Burundi. Han gætter på, at det var billigere på den måde. Men selv om pengene er knappe i det burundiske fodboldforbund, var der også visse privilegier forbundet med at være landsholdsspiller.
Forrest i køen
Dagen efter skulle Oslev rundt i byen, han var kommet til, Bujumbura, for at have ordnet burundisk pas og ID-papirer og have taget coronatest. De fleste steder stod folk i lange køer, men Oslev strøg direkte forbi.
- Jeg tror, det tog to timer at få lavet pas, og de fleste andre steder tager det et par uger. Jeg havde det lidt mærkeligt med det, når jeg kommer fra Danmark, hvor vi har køkultur, men det tager man med," siger Philip Oslev, der i Burundi også kunne bruge sit mellemnavn, Nzeyimana.
Mens han ventede på svar på sin coronatest, fik Oslev lov til at overvære træningen for de landsholdsspillere, der optræder i hjemlige klubber til daglig. De var svære at kommunikere med, for de fleste talte swahili eller fransk, men de var meget imødekommende.
Dagen efter tog de samme tur, som Oslev lige havde været på: i bumblebus til Kigoma og så fly til Dar es-Salaam.
Man fornemmer, at banen lader noget tilbage at ønske. Foto: Buster Emil Kirchner
I Tanzanias hovedstad begyndte det for alvor at minde om en landsholdssamling, som vi kender det herhjemme: Der var tv-kameraer og journalister i lufthavnen for at interviewe landstræneren, og de spillere, der optræder i udlandet, stødte til truppen. Heldigvis talte flere af dem engelsk.
Forholdene tålte til gengæld ingen sammenligning med dem, som det danske landshold har. Blandt andet trænede de på en kunstgræsbane, som var både hård for knæ og fødder. Og så var der varmen. 30-35 grader, anslår Philip Oslev. Det blev ikke bedre af, at spillet foregik med speederen permanent trykket i bund.
- Teknisk minder niveauet om 1. eller 2. division, men selve tempoet er højt. Pulsen ligger helt i top fra stat til slut, og så snart man modtager bolden, har man tre mand omkring sig.
- Det skulle jeg lige vænne mig til. Jeg tænkte: "Det kommer godt nok til at blive hårdt, hvis jeg skal starte inde."
Hævnens time
Det var ikke tilfældigt, at Philip Oslev havde været forbi Burundis ambassadør i Tanzania på vej til sin første landsholdssamling. For selv om burundisk fodbold fylder 0 procent af de fleste danskeres bevidsthed, er sporten en vigtig social og kulturel del af samfundet i landet.
Desto mere ondt gjorde det, da landsholdet tabte til Tanzania efter straffespark i september 2019 og røg ud af VM-kvalifikationen. Det fokuserede landstræneren på i sin snak med holdet op til kampen.
- Han lagde meget vægt på, at det var hævnens kamp, fordi de havde slået os ud sidste år. Han fremhævede også, at det ikke var en som klubkamp, som betød noget for 50 eller 100 mennesker; det var en landskamp, der betød noget for millioner af mennesker hjemme i Burundi, fortæller Oslev.
- Det fik mig til at tænke, og jeg kunne godt mærke nervøsiteten komme. Jeg ved, hvad landet har været igennem. Der er en masse korruption og fattigdom, og det er kåret til verdens mest ulykkelige land flere gange, siger Philip Oslev, der selv er vokset op i Danmark, som omvendt er kåret til verdens lykkeliste land i flere år i træk.
Læs også:FC Midtjylland-profil: Jeg oplever racisme hele tiden
Noget af det, som Burundi har været igennem, og som Oslevs tanker faldt på, er de etniske konflikter mellem hutuerne, der udgør 85 procent af befolkningen, og tutsierne, der udgør 14 procent. De har resulteret i to folkedrab i nyere tid, ét i 1972, hvor 100.000-150.000 hutuer blev dræbt, og ét i 1993, hvor op mod 25.000 tutsier blev dræbt. Det satte gang i en borgerkrig, der varede til 2005.
- Det gjorde, at man var mere fokuseret på selve kampe og på at præstere. Men det gjorde også én mere nervøs, at man vidste, at det ikke kun gjaldt de 3-400 mennesker, der kommer på Gladsaxe Stadion, men langt flere på stadion og mange flere hjemme i landet, siger Philip Oslev om optakten.
- Men alt i alt var det positivt, for det gav dét ekstra til oplevelsen, som jeg var ude efter.
Vild og kaotisk oplevelse
I selve kampen endte dansk-burundieren med at spille første halvleg i den side af stadion, hvor solen bagte ned. Da dommeren fløjtede til vandpause midt i første halvleg, var han ved at gå til. Men Oslev slæbte sig gennem kampen og kunne bagefter juble med sine nye holdkammerater og landsmænd.
Saïdi Ntibazonkizas mål blev kampens eneste, så Burundi vandt landsholdsderbyet med 1-0 og fik oprejsning efter 2019’s traumatiserende nederlag. Den fik heller ikke for lidt i omklædningsrummet. Det var næsten, tænkte Philip Oslev, som om holdet havde kvalificeret sig til en slutrunde.
Han fik ikke selv mulighed for at opleve modtagelsen hjemme i Burundi, men kunne efterfølgende se på videoer, at de lokale var svært begejstrede.
- Der var folkefest og en hel masse mennesker samlet, som var glade for sejren over lokalrivalerne. Så det er stort, og fodbold betyder meget. Det er et lyspunkt i manges hverdag. Jeg har også fået mange beskeder på Facebook og Instagram. Folk skriver, at de er glade for det, jeg har været med til at præstere, og at vi gør landet stolt, fortæller Oslev.
Inden han rejste fra Dar es-Salaam, fik han også at mærke på egen krop, hvor meget stort fodbold er på de kanter, og især hvor stor en stjerne anfører Saido Berahino er. Angriberen har spillet 133 Premier League-kampe for West Bromwich Albion og Stoke City, og Oslev fulgte med Berahino og en anden holdkammerat med hjem mod Europa.
- Når man går med Berahino i Afrika, får man ikke lov til at gå i fred. Det var et hyr bare at komme ind i bilen, siger han.
Uden for stadion holdt en masse biler og busser parkeret, klar til at tage spillere og andre vigtige personer videre. Der havde også forsamlet sig ”en kæmpestor menneskemængde", der ville have fat i Berahino, og journalister, der ville lave interviews med Burundis nye landsholdsback, Oslev.
- Folk rev os i armen og i vores tøj. De ville have billeder eller have et eller andet. Det var en vild og kaotisk oplevelse. Selv da vi sad inde i bilen, bankede folk på ruderne og stak arme ind gennem vinduerne.
- Der skal meget til at gå mig på, men jeg skal ærligt indrømme, at til sidst blev det halv-ubehageligt, inden vi kørte. Alle de mennesker omkring os var for meget på én gang, siger Philip Oslev.
Han, Saido Berahino og Mohamed Amissi, den tredje spiller med retning mod Europa, kom dog væk til sidst, videre til deres hotel og på et fly hjem. Nu er planen, at Oslev skal af sted igen til november, når Burundi genoptager kvalifikationen til Africa Cup of Nations.
Det bliver næppe lige så vildt og kaotisk som hans første landsholdssamling. Mindre kan nok også gøre det.
