817 førsteholdskampe og en hel tilbragt karriere i OB. Det er facit for Lars Høgh, der er indbegrebet af en One Club Man, som dækker over spillere, der har tilbragt karrieren i én og samme klub.
En uddøende race i moderne fodbold, hvor spillere i større omfang bliver draget af udenlandske klubskifter, der fylder spillernes pengepung.
Den spanske klub Athletic Club er dog en klub, som fortsat værner om gamle traditioner ved særligt at have lokale spillere tilknyttet. Tilbage i 2015 oprettede klubben prisen One Club Award, der ifølge klubben "er en pris, der gives til fodboldspillere, som har tilbragt hele sin professionelle karriere på et enkelt hold og derfor udviser samme værdier, som reflekterer Atheltic Clubs egen identitet som fodboldklub".
Af vindere kan tælles store navne som Matthew Le Tissier, Paolo Maldini, Sepp Maier, Carles Puyol, Billy McNeill og senest Ryan Giggs. Nu kan der dog også komme en dansker på listen.
For den danske fodboldtilhænger David Wedege har indstillet kræftsyge Lars Høgh til prisen for andet år i træk, og denne gang håber han for alvor, at indstillingen giver pote.
- Nu har jeg netop genfremsendt indstillingen, hvor jeg siger, at det er blevet væsentligt værre. Senest har de skrevet, at de er kede af at høre det, og at de vil tage oplysningen til efterretning, lyder det fra David Wedege, som til daglig er AaB-fan og kun AaB-fan, over for tipsbladet.dk.
Han har dog enorm respekt for spillere, som bliver i samme klub hele karrieren, og derfor holder han også meget af prisen.
- Jeg har altid haft en fascination af Athletic Bilbao (Athletic Club, red.), og jeg synes, at det var lidt et match made in heaven, dengang de introducerede one club-award for nogle år siden, og hvor de som den første gav prisen til Matthew Le Tissier. Det er nok en af mine allerstørste fodboldidoler. Det hænger nok meget sammen med hans loyalitet over for Southampton. Jeg synes, at Le Tissier har en helt utrolig historie. Han kunne lave de mest vanvittige mål, og når der så kom tilbud fra de rigtig store klubber, var det bare nej tak fra ham.
Han forklarer, at Lars Høgh havde mere vanskeligt ved at komme til udlandet, da det generelt var sværere dengang på grund af restriktioner for antallet af udlændinge. Lars Høgh kom aldrig ud, men han var med i hele OB's storhedstid. Han var dog ikke førstemålmand ved klubbens første mesterskab i 1977, men siden da slog han til, og han var førsteholdsmålmand, da klubben vandt det danske mesterskab to gange i 80'erne samt flere pokaltitler.
Karrieren og de utrolige 817 førsteholdskampe var en ting. Noget andet var på det personlige plan, som fyldte stort set lige så meget.
- Han lavede en fantastisk karriere, og han viste en stor loyalitet over for sin klub.
- Så tæller det selvfølgelig også, at han var den her helt enormt vellidte person, som fans fra andre klubber ikke kunne finde et ondt ord at råbe imod ham. Tværtimod oplevede jeg, når jeg rejste og fulgte AaB i 90’erne, så kunne vi godt komme på samme Storebæltsfærge med OB’s spillertrup. Jeg kan huske en episode, hvor vi forlangte af en fra OB’s hold, at de skulle sende Lars Høgh hen til os. Og så kom Lars Høgh hen til os, og han var badet i sang. Der var en, der svang et AaB-halstørklæde om halsen på ham, og en af pigerne måtte kysse ham på kinden.
- Han var en fodboldspiller, som ikke kunne gå i fred af den grund, at alle betragtede ham som så rart et væsen. Jeg tror, at han minder os lidt om, hvordan vi gerne vil være som mennesker. Og så i en fodboldverden, som kan være fuld af rivalisering, svinske tacklinger og dårlige manerer på tribunen, siger han.
Prisen blev ikke uddelt sidste år på grund af coronapandemien. Læs mere om den her.
Se David Wedeges indstilling herunder:
