Video : Tipsbladet
Landshold

Dansk stortalent med 10 kasser: Det siger Hjulmand

Kasper Hjulmand kender det danske stortalent Chido Obi, der lørdag scorede 10 mål i en ungdomskamp for Arsenal.

Tipsbladet i Belfast

Chido Obi er kun 15 år, men det danske stortalent fra Arsenal tiltrækker sig allerede stor opmærksomhed, og virakken omkring teenageren bliver med sikkerhed ikke mindre de kommende uger.

Lørdag eftermiddag leverede Chido Obi nemlig en opsigtsvækkende præstation, som store dele af fodboldens verden har fået øjnene op for.

I en U16 kamp for Arsenal mod Liverpool scorede Obi svimlende 10 mål, og selv om det skete i en ungdomskamp, er det naturligvis en voldsom præstation, der uden tvivl har fået danske fodboldfans til at slikke sig om munden. Er Obi fremtidens bomber på landsholdet?

Lige nu og her er Chido Obi ikke i spil til det danske A-landshold, men Kasper Hjulmand er bekendt med navnet.

- Jeg kender ham godt. Jeg har set ham spille og ved, hvem han er. Jeg kender mange 15-årige i vores system, og i morgen skal vi spille mod Nordirland, fastslog Hjulmand, da han blev spurgt ind til stortalentet på et pressemøde i Belfast søndag eftermiddag.

Chido Obi er født og opvokset i Danmark, men han kan også tørne ud for England, og begge nationer har rakt ud til stortalentet, der først er bundet i landsholdsmæssig sammenhæng, når han har været på A-landsholdet.  

Aktuelt er Obi en del af det danske U17-landshold og har altså - for nu - foden i DBU-lejren.