Da det danske landshold i slutningen af marts spillede 3-3 mod Schweiz efter et fantastisk comeback, scorede Christian Gytkjær sit første landsholdsmål, da han reducerede til 3-2.
Det er blot Gytkjærs seneste optur i karrieren, for også på klubplan har den 28-årige angriber stor succes, og i polske Lech Poznan er han klubbens topscorer med 17 mål på 36 kampe.
Og de mange succesoplevelser har øget målsætningerne for karrieren. I et interview med Egedal Lokalavisen fortæller Gytkjær således, at han stadig har ambitioner om mere - både på landsholdet og måske også på klubplan.
- Jeg synes, jeg er kommet langt i forhold til dengang (da han blev interviewet af avisen som ungdomsspiller i 2007, red.). Men målsætninger rykker sig jo. Jo højere man er kommet i graderne, jo mere vil man også. Jeg har stadig ambitioner om mere. Både i forhold til landsholdet, men måske også i forhold til Polen, lyder det fra Gytkjær.
Gytkjær har tidligere haft succes i norske FK Haugesund, hvor han scorede 44 mål på 91 kampe, før han tog til Rosenborg, hvor det blev til 39 kampe og 23 mål.
I Danmark har han spillet for FC Nordsjælland i Superligaen samt Lyngby Boldklub og AB i 1. division.