Cristiano Ronaldo kommer ikke i aktion for Portugal, når de onsdag aften møder Sverige i Nations League.
Den 35-årige superstjerne er nemlig blevet testet positiv for coronavirus. Det oplyser det portugisiske fodboldforbund på sin hjemmeside tirsdag eftermiddag.
- Cristiano Ronaldo blev sendt hjem fra landsholdslejren efter en positiv test for COVID-19, så han møder ikke Sverige. Den portugisiske landsholdsspiller klarer sig godt uden symptomer og er nu isoleret, skriver de.
Fodboldforbundet oplyser samtidig, at resten af den portugisiske landsholdstrup er blevet testet efterfølgende, men at ingen andre testede positiv. Dermed er Cristiano Ronaldo den eneste, der må forlade landsholdslejren i denne omgang.
Coronasmitten betyder formentlig også, at Cristiano Ronaldo må holde en kort pause på klubplan. Her skal Juventus møde Crotone i Serie A i weekenden, mens de i midten af næste uge gæster Dynamo Kiev i Champions League.